Der er nu håb om, at de værste indvandreruroligheder, Danmark har oplevet er ved at ebbe ud.

Efter en uge med ildspåsættelser af biler, skoler, containere og institutioner står nogle af de unge fra Indre Nørrebro for første gang frem og fortæller om årsagerne til uroen.

»Det er gået for vidt«
De ønsker, at offentligheden får deres version af begivenhederne, men erkender også, at det er løbet løbsk.

»Det er gået for vidt. At brænde skoler og institutioner af er for langt ude. Det går vi ikke ind for. Der går vores søstre og vores brødre. Skoler og institutioner brænder man ikke af, og heller ikke skure tæt på beboelsesområder«, siger en talsmand for de unge, som Politiken har mødt.

Det var på Nørrebro, at urolighederne begyndte sidste søndag, hvorefter de i ugens løb har spredt sig til resten af landet, og beslutningen fra de unge på Nørrebro om at standse urolighederne kommer efter et møde, som fandt sted søndag aften.

Erklæring til offentligheden
Noget tyder på, at budskabet har bredt sig.

I ugen op til mødet var der ifølge Politikens optællinger i alt 64 brande på Nørrebro, men hverken under mødet eller siden har der været nogen brande i den københavnske bydel.

Mødet kom i stand på initiativ af en række social- og gademedarbejdere, som kender de unge og som er ansat i Københavns Kommune. Men det er de unge selv, der under overskriften ’sandheden bag urolighederne’ har formuleret et brev til offentligheden, hvori de fortæller om årsagen til, at de er gået amok.

»I bund og grund handler urolighederne om, måden vi bliver mødt af politiet, som både er brutale, racistiske, og fuldstændig uacceptabelt krænkende«, står der i brevet. På spørgsmålet om det berettiger til at de går til angreb på politiet, brænder containere af og sætter ild til biler, svarer talsmanden.

»Vi tænker ikke, at vi skal ramme politiet som sådan, men vi tænker, at vi skal ramme dem, der visiterer os på den måde. Politiet står alle sammen sammen. Der er selvfølgelig flinke politifolk, og man tænker også på, at de har børn og familie, men de har selv valgt det arbejde. De kan bare sige nej«, siger talsmanden, som peger på, at det specielt er en betjent på Nørrebro, som er grov.

Overfald med knipler
Den helt specifikke årsag til, at det gik amok forrige søndag er ifølge de unge, at politiet overfaldt en ældre respekteret mand fra Nørrebro og slog ham med knipler.

Talsmanden, som Politiken møder, vil i første omgang gerne stå frem med navn, men da han er i lære som tømrer, og det går godt, vælger han alligevel at være anonym, da han frygter, at han ellers vil miste sit arbejde.

Han afviser, at urolighederne i første omgang havde noget som helst med de genoptrykte Muhammedtegninger at gøre. Det handler heller ikke om, at politiet er blevet dygtigere til at begrænse hashhandelen.

»Intet med hash at gøre«
»Overhovedet ikke. Det har intet med hash at gøre. Når nærpolitiet siger, at de unge føler sig presset, hvorfor gik de unge så ikke amok noget før? Eller når de lukker nogle hashklubber. Der må have været noget den lørdag aften. Der var det med den ældre herre, og det var derfor de unge gik amok. De unge er ikke småkriminelle eller på bistand. Det er unge, der går i skole, har arbejde, har fritidsinteresser. Meget almindelige unge. Ligesom almindelige danskere. De fleste har fundet ud af, at uddannelse er meget vigtig. Meget vigtig. Man skal ligesom tjene sine egne penge og forsørge sin familie. Det er det, der er nummer et hos os«.

Statsministeren har lige sagt, at det her ikke er samfundets skyld, men jeres ansvar. Har han ikke ret i det?

»Det skal han sige som statsminister, men det hjælper ikke, for vi føler os som andenrangsborgere. Han skulle ligesom indse, at det er lidt samfundets skyld. Alt det der med, at det er forældrenes ansvar. Mange forældre ved ikke, hvad deres børn laver. Børnene kan hurtigt lyve og sige, at de skal over til en kammerat og så laver de ballade«.

Visitationerne
Det er først og fremmest de daglige konfrontationer med politiet, der er årsag til balladen, siger talsmanden.

»Mange har været sure, før det hele startede på grund af de visitationszoner, som er her på Indre Nørrebro. Den måde politiet tjekker os på. Der holder hele tiden to hvide patruljebiler ved Folkets Park. Jeg bor her i nærheden, og hvis jeg skal i banken og skal forbi Folkets Park, så kan de finde på at visitere mig. Selv om det er regnvejr, og man har hætte, så kan de finde på at hive i hætten og sige du ser mistænksom ud«.

Har du oplevet, at du bliver stoppet, fordi du går på gaden?

»Rigtig mange gange. Sidste gang var en aften, jeg var på vej hjem fra netcafeen. Der kommer en patrulje kørende, og jeg kan godt høre de kommer ud af bildøren. Så løber de hen mod mig, tager fat om mine skuldre, presser mig op mod muren, og så råber og skriger han : Hva’ fanden har du gang i. Du skal fandeme ikke råbe hiposvin ad os. Hvad for noget hiposvin, siger jeg. Jeg har ikke råbt ad jer. Jeg har lige været i netcafeen. Så siger han, at det var for et par timer siden. Men jeg har ikke kaldt nogen for hiposvin. Jeg vidste slet ikke, hvad han snakkede om«, fortæller han.

»Så stoppede jeg en cyklist og sagde: Undskyld vil du ikke være vidne til det her. Men ham betjenten, som vi kalder (øgenavnet er redaktionen bekendt), fordi vi har oplevet mange ubehagelige situationer, går helt amok. Han råber og skriger ad cyklisten om hvad fanden, hun har gang i, og han sagde, at hun bare skulle køre videre, for ellers ville han også tage fat i hende eller noget i den stil. Så valgte hun at køre videre. Så tænkte jeg: Du står med to betjente, og du ved ikke, om de kan finde på at give dig en på hovedet, og hvis jeg så slår igen, kan de tage mig for vold mod tjenestemand i funktion. Så jeg står bare stille og roligt«, fortsætter han.

»Vil du med på Bellahøj?«
»Han tager mine ting, mine papirer, min telefon og smider dem på fortovet, så telefonen knækker, og den er helt ny. Så smider han også mine penge. Så siger jeg: Hvad laver du: Jeg visiterer dig, siger han, sådan rigtig smart i det. Mens han visiterer mig, siger han: Vil du med på Bellahøj (politistation), dit røvhul. Så siger han, at han skal se foran og bagved, altså kønsdele. Så siger jeg: Det får du ikke lov til. For jeg havde læst på Ekstra Bladets hjemmeside, at det må man ikke offentligt. Jeg siger til ham, at det må han ikke, og så siger han: Hva? Er det Bellahøj du siger? Vil du med til Bellahøj?«, siger han.

Så tjekker han mig. Han tager mig ikke ind i nogen opgang eller noget som helst. Jeg åbner mine bukser og hiver dem lidt ned, så sætter han sin fod op på benene og sætter fodspor på mine nye hvide bukser, og så åbner han forfra og lyser. Så siger han, at jeg skal tage mine sko af, og jeg beder, om jeg ikke kan få lov til at tage en ad gangen, så jeg ikke skal stå og få beskidte sokker, for det er regnvejr. Men han siger begge sko. Så står jeg der med bukserne nede og uden sko. Så gik de, og så sagde han, at jeg ville få en bøde for hiposvin, og hvis jeg ikke betalte, så skulle jeg afsone. Så står jeg der og kigger på mig selv med bukserne nede, og rundt om mig er der folk. Nogen kigger, andre gør ikke, men jeg føler mig totalt til grin. Jeg er rigtig gal og rigtig vred«.

Havde du kaldt ham hiposvin?

»100 procent. Overhovedet ikke. Jeg havde slet ikke set ham den dag«.

Havde han nogen årsag til på grund af din fortid at tænke noget om dig?

»Nej. Jeg har aldrig set ham før«.

Har du nogen dom for kriminalitet?

»Jeg har for bedrageri, men det kender han overhovedet ikke noget til. Jeg fik halvandet år, men gik fri efter ni måneder på grund af god opførsel«.

Ingen landsdækkende organisering
Sådan lyder talsmandens version af et møde med politiet. Det er på grund af episoder som denne, at urolighederne opstod, men han afviser, at de unge fra Indre Nørrebro organiserede, at det spredte sig til hele landet.

»Da vi hører, at den gamle mand er blevet slået, begynder folk at ringe til hinanden, og så er der rigtig meget knald på ved Folkets Park. Folk begynder at brække brosten op og siger, vi angriber politiet nu. Så kommer der et bål, ruder bliver knust, og så kommer der et salatfad til Stengade og en i Baggesensgade. Vi vil ikke have, at det skal gå ud over almindelige borgere, så vi vælger at storme politiet. Folk vil have, at politiet skal ned. Der er 20-35 unge, der angriber, men så fyrer de tåregas af. De unge vælger så at gå tilbage til Blågårds Plads, og der er der nogle, som smadrer Biblioteket, men det er nogle udefra. Vi vil ikke gøre det, for vi bor her«.

Hvordan breder urolighederne sig så til hele landet?

»Jeg kan ikke fortælle, hvad der foregår i Århus og Kalundborg. Men de har også visitationszoner, og man hører, at det kun er unge indvandrere, der oplever det med politiet. Den måde, vi bliver snakket ned på. Sådan taler man ikke til almindelige borgere«.

»Det var dråben«
Har det her noget at gøre med det, der skete i Paris?

»Nej. Det har intet med Paris at gøre. Dem i Århus, det er det med Muhammedtegningerne, tror jeg. Og det er det også i mange andre byer, tror jeg. Og det, at man udviser to uden for retssystemet. Det, at man siger, at i Danmark har man et velfungerende retssystem, men man kører alligevel uden om det, og så for anden gang tegner vores profet Muhammed«.

Her bryder Anoir Hassouni ind. Han er en af de gademedarbejdere, der har samlet de unge for at få dem til at stoppe. Han sad med i de seks timer søndag aften, da de diskuterede, og siger:

»Jeg kan ikke lade være med at fokusere på, at det, der fik dråben til at flyde over, var det, der skete med den ældre mand. Alt det andet er noget, som mange socialarbejdere, politikere og eksperter, gør sig kloge på. Vi har valgt ikke at gøre os kloge. Vi har valgt at sige til de unge, at de skal fortælle, hvorfor de gik amok, og det handler mest af alt om, at de føler sig trådt på«.

»De unge vil gerne sige stop«
Men så kan man tænke, at de unge gik og ventede på et eller andet, de kunne gå amok over, og det blev den ældre mand?

»Ja. Sådan er det«.

Hvad nu?

»For det første vil de unge gerne sige stop. Men der skal ske noget. Hvis det fortsætter med den måde, politiet er på, så er der en risiko for, at det kan blive ved«, siger Anoir Hassouni.