Selv om andelen af danskere, der er medlem af folkekirken, daler, og kirkegængerne svigter, er udgifterne til at opretholde Guds hus eksploderet.

Og det er hverken præster, gudstjenester eller bibler, der får folkekirkens budget til at synke i knæ, men derimod alt muligt andet: smukke sognegårde, dyre orgler og kilometervis af snorlige hække på kirkegårdene.

Først og fremmest er det lønninger til for mange og for dyre gravere, organister, kordegne, korsangere og medhjælpere. På 20 år er udgifterne til denne gruppe vokset med 50 procent.

I samme periode er danskernes medlemskab af folkekirken faldet fra 90 procent til 82 procent af befolkningen.

Bange for djævelen
Selv om kirkeskatten er steget i samme periode, hænger budgettet slet ikke sammen. I enhver anden offentlig institution ville der rejse sig et politisk ramaskrig, men ikke når det gælder folkekirken.

»Jeg tror, at der er en grundlæggende angst for, at hvis vi rører kirken, så kommer Djævelen med sin forfærdelige pumpestok og æder os«, siger Københavns budgetprovst Sten Wenzel-Petersen.

Kirkeskatten kosterknaster
For en dansk skatteborger er det ikke helt ligegyldigt, hvad man betaler i kirkeskat. En beregning foretaget af magasinet Penge og Privatøkonomi viser, at folkekirkemedlemmer, der betaler topskat, skal arbejde omkring en uge om året for at betale til kirken.

Eller sagt på en anden måde: En 30-årig med en årsløn på 500.000 kroner vil kunne se frem til et indestående på op mod 1 million kroner ekstra i pension, hvis kirkeskatten istedet blev investeret i aktier.

Mangelfuld ledelse
Når folkekirkens udgifter er løbet løbsk, skyldes det grundlæggende en uklar struktur og mangel på ledelse, mener professor i offentlig forvaltning Tim Knudsen fra Københavns Universitet.

»Ingen kan tegne folkekirken, og ingen kan tage ansvaret. Det er jo stik imod enhver organisationsteori«, siger han.