Halveret. Reduktionen af kommunale dagplejere er især problematisk, hvis det sker uden for byområderne, mener forsker. Her er det en dagpleje i Kirke Såby, hvor vinterens snevejr bliver udnyttet.
Foto: Finn Frandsen

Halveret. Reduktionen af kommunale dagplejere er især problematisk, hvis det sker uden for byområderne, mener forsker. Her er det en dagpleje i Kirke Såby, hvor vinterens snevejr bliver udnyttet.

Danmark

Dagplejen halveret på 8 år

Udviklingen bekymrer FOA, men Kommunernes Landsforening melder hus forbi. Forsker understreger behovet for dagplejen.

Danmark

Kommunale dagplejere er de seneste år blevet fyret på stribe. Mens der i 2007 var 18.899 dagplejere ansat i kommunerne, var tallet sidste år faldet til 10.586. Det viser en opgørelse fra fagforeningen FOA, der blandt andet organiserer de kommunale dagplejere.

Udviklingen bekymrer Mogens Bech Madsen, formand for sektoren i FOA.

»Vores appel er, at politikerne ude i kommunerne har fokus på, at dagplejen er et godt tilbud, og at de sikrer, at tilbuddet eksisterer om 10 år«, siger han.

En undersøgelse blandt 10 af landets kommuner viser ifølge Mogens Bech Madsen, at dagplejen er det dagtilbud, som forældrene er mest tilfredse med.

Jane Jegind (V), rådmand i Odense Kommune og medlem af KL’s børne- og kulturudvalg, forklarer de færre kommunale dagplejere med blandt andet faldende børnetal.

»Der skal jo være kunder til pladserne«, siger hun: »Dertil kommer, at det er ude i de enkelte byråd, at man træffer en beslutning om, hvordan fordelingen mellem børn i dagpleje og daginstitutioner skal være. Det er der forskellige politiske holdninger til«.

Dagplejerne har den fordel, at de har et hjemligt miljø. Det er trist, hvis det forsvinder

Hun afviser, at kommunerne ud fra »et økonomisk synspunkt frasorterer dagplejerne«.

Antallet af 0- til 2-årige børn, der passes hos en dagplejer, er faldet fra cirka 66.000 i 2007 til 41.000 i 2014, viser et notat, som analyseinstituttet Bureau 2000 har lavet for FOA. I samme periode er antallet af 0- til 2-årige i daginstitution steget fra cirka 61.000 til 74.000.

Jane Jegind, er det den udvikling, som KL ønsker?

»Dagplejen kan især være god til børn, der er sensitive og sårbare, men det er op til kommunerne, hvordan man ønsker at lave fordelingen. Det er dejligt, at mange forældre er glade for dagplejerne, men mange forældre ønsker også en vuggestueplads. De enkelte byråd skal finde den balance, som de mener er rigtig«.

Mogens Bech Madsen fra FOA erkender, at en del af forklaringen på de færre dagplejere er faldende børnetal. Men han peger også på kommunalreformen i 2007, der betød, at mange dagplejere forsvandt, i takt med at de nye og større kommuner oprettede vuggestuer i stedet:

FAGFOLK

»Samtidig oplever vi lokalt, at pladsanvisningerne i kommunerne prøver at styre forældrenes valg over imod daginstitutionerne, fordi man har bygninger stående, som man gerne vil have fyldt op«.

Ole Henrik Hansen fra DPU, Aarhus Universitet, forsker i dagtilbud og siger, at reduktionen af kommunale dagplejere især er problematisk, hvis det sker uden for byområderne:

»I de områder kan der være langt til en daginstitution, og det kan være en ulempe«.

»Et andet problem er, at de gode dagplejere kan nogle gode ting. De kan give omsorg, nærvær og empati. Det kan mange vuggestuer også, men dagplejerne har den fordel, at de har et hjemligt miljø. Det er trist, hvis det forsvinder«.

En tredje negativ effekt af de fyrede dagplejere kan være, at de genopstår som private børnepassere, siger Ole Henrik Hansen. Det er uheldigt, »fordi de private pasningstilbud ikke har samme tilsynsvilkår som offentlige dagplejere, hvilket kan medføre en kvalitetsforringelse«.

I FOA påpeger Mogens Bech Madsen også, at de private børnepassere ikke er underlagt de pædagogiske læreplaner, sådan som dagplejerne er.

Ifølge FOA bliver cirka 15 procent af de fyrede kommunale dagplejere private børnepassere, mens andre tager uddannelsen som pædagogisk assistent, bliver ansat inden for ældreområdet eller får arbejde i en daginstitution.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

For abonnenter

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

Forsiden

Annonce