Når socialrådgivere hjælper familier i nød, skal de i stadig stigende grad skæve til økonomien.

Og de kommer ikke igennem med det tilbud til familien, der fagligt set ville være det bedste.

Op mod halvdelen af alle adspurgte socialrådgivere svarer i en undersøgelse foretaget af Dansk Socialrådgiverforening, at den faglige kvalitet kommer i anden række i forhold til det, der ville være det bedste for familier med sociale problemer.

Således svarer 44 procent, at fokus på økonomien i nogen grad eller i høj grad forringer mulighederne for at varetage barnets tarv. Og et tilsvarende antal svarer, at økonomiske hensyn vejere tunge end socialrådgivernes faglige vurderinger.

Fokus på økonomi
Tre ud af fire socialrådgivere er ikke i tvivl om, at der er kommet mere fokus på økonomien i løbet af de sidste tre år.

Professor i socialret ved Københavns Kommune Kirsten Ketscher er bekymret:

»Både efter serviceloven og børnekonventionen er der ingen tvivl: Man skal altid vælge det, der er til barnets bedste. Alt andet er ulovligt. Der er ikke noget problem i at vælge en billig løsning, men den må ikke vælges alene, fordi den er billig«.

Stram styring
Et eksempel er Odense Kommune: Da Politiken i går talte med en socialrådgiver i børne- og familieafdelingen i Odense Kommune, var hun meget insisterende på at ville være anonym – hun skal ikke nyde noget af, at hendes chefer i kommunen finder ud af, at det er hende, der udtaler sig i avisen.

Hun og mange af hendes kolleger er frustrerede over, at de fra denne måned er sat under administration: Et særligt udvalg overtager nu beslutningsretten i alle sager med familier, hvor der er udsigt til, at børnene skal anbringes uden for hjemmet. Det nye udvalg skal finde alternative og billigere løsninger til dyre anbringelser. Det kan betyde, at børn trækkes hjem fra steder, hvor socialrådgiverne ellers har ment, at de var velanbragt.

Desuden skal socialrådgiverne i mindre alvorlige sager have godkendt deres indsats hos deres overordnede i forvaltningen.

»Vi er som socialrådgivere frataget næsten al kompetence. Hvis jeg foreslår en indsats for en familie som for eksempel en støtte-kontakt-person, et efterskoleophold eller lignende, skal en funktionsleder ind over. Jeg kan ikke bevilge noget selv. Og der er ingen tvivl om hensigten: at spare«, siger socialrådgiveren i telefonen.

Giver ikke ønskede resultater
Børne- og familiechef i Odense Kommune Lone Tue Hansen lægger ikke skjul på, at det er voldsomt ekspanderende udgifter, der får kommunen til at stramme tøjlerne: Odenses udgifter til anbringelser af børn vokser i år alene fra 200 til 250 millioner kroner.

»Det nye udvalg, der overtager anbringelsessagerne, skal lede efter relevante tilbud til de børn, der endnu ikke er anbragt, og måske finde et alternativ til anbringelse. For der er altid et alternativ«, siger Lone Tue Hansen.

Hun fastslår, at mange dyre anbringelser ikke giver de ønskede resultater, blandt andet når barnet eller den unge stikker af fra stedet.

Hensigten med den nye styring i Odense er også at få mere forebyggende hjælp flyttet væk fra eksterne institutioner, som kommunen skal betale for, over til kommunens egne institutioner.

S
Velfærdsminister Karen Jespersen (V) kalder i en skriftlig kommentar til Politiken resultatet af socialrådgivernes undersøgelse »utilstedeligt«.

»At hjælpe udsatte børn, sådan som de har krav på ifølge loven, er en kerneopgave for kommunerne. Hvis det billede, undersøgelsen viser, er rigtigt, er det helt utilstedeligt. Kommunerne har sagt ja til den økonomiske aftale, der er indgået med regeringen. Derfor forventer jeg også, at KL og kommunerne i fællesskab sørger for, at loven bliver overholdt«, siger Karen Jespersen.

»Jeg forventer også, at kommunerne får tilrettelagt deres budgetter, så børnenes tarv ikke tilsidesættes af økonomiske hensyn. Svarene i undersøgelsen understreger behovet for at kigge nærmere på en mere systematisk indsats og udvikling af de mest effektive metoder til at hjælpe børnene. Det er blandt andet det, barnets reform kommer til at handle om«.