Forældet. Størstedelen af de signaler, der står langs togskinnerne i Danmark, er helt tilbage fra 50'erne og 60'erne. Nu skal de udskiftes og erstattes med et moderne, digitalt og mere stabilt signalsystem.
Foto: Peter Hove Olesen (arkiv)

Forældet. Størstedelen af de signaler, der står langs togskinnerne i Danmark, er helt tilbage fra 50'erne og 60'erne. Nu skal de udskiftes og erstattes med et moderne, digitalt og mere stabilt signalsystem.

Rigsrevisionen gransker Banedanmarks forsinkede milliardprojekt

Banedanmarks 19,6 milliarder kroner dyre Signalprogram skrider i en sådan grad, at Rigsrevisionen undrer sig.

Danmark

Ikke kun politikerne undrer sig over, hvordan Banedanmark har kunnet regne så forkert, da man i 2009 indgik en aftale om at bruge 19,6 milliarder kroner på et nyt signalsystem i Danmark.

Det gør Rigsrevisionen også.

Oprindeligt skulle Banedanmarks såkaldte Signalprogram være fuldt udrullet i 2021 og skåne togpassagererne for 790.000 timers forsinkelser om året.

Men ikke kun kommer det til at koste flere penge end forventet. Milliardprojektet, der skulle nedbringe forsinkelser på grund af signalfejl med 80 procent, er selv forsinket.

Med hele to år.

NYHED

Hele forløbet undrer Rigsrevisionen.

Faktisk begyndte statens revisionsmyndighed allerede at undre sig i oktober sidste år, da Banedanmark i et notat til Folketingets Trafik- og Bygningsudvalg forsikrede, at Signalprogrammet ville overholde tidsplanen.

I marts 2016 indledte Rigsrevisionen uopfordret en undersøgelse.

»Vi undrede os over, hvordan Banedanmark kunne fastholde, at tidsplanen ville holde, selv om projektet allerede dengang var forsinket på nogle af strækningerne. Der var noget, der måske ikke helt hang sammen. Derfor besluttede vi os for at granske Signalprogrammet, og det er vi stadig i fuld gang med«, lyder det fra rigsrevisor Lone Strøm.

Forsinker flere andre projekter

Tidsplanen hang ganske rigtigt ikke sammen.

Det stod klart i tirsdags, da Banedanmark over for Folketinget måtte erkende, at Signalprogrammet først vil være færdigt i 2023.

Meldingen har overrasket flere medlemmer af Folketingets Transport- og Bygningsudvalg. De henviser til, at for et år siden, hvor de sidst hørte fra Banedanmark, var meldingen, at Signalprogrammet som helhed ville overholde tidsplanen – ja, når det gjaldt S-banen, så ville det nye signalsystem faktisk være udrullet to år før tid, berettede Banedanmarks daværende ledelse.

POLITIKERE

En ny er sidenhen tiltrådt.

Og i dag begrunder Banedanmarks nye direktør for Signalprogrammet, Jan Erik Schneider-Tilli, forsinkelserne med, at det har taget længere tid end forventet at teste systemerne, samt at de påkrævede sikkerhedsgodkendelser fra signalsystemets leverandører har ladet vente på sig.

Der var noget, der måske ikke helt hang sammen. Derfor besluttede vi os for at granske Signalprogrammet

Uanset årsagen er der tale om et projekt, som allerede nu må indløse sit budgets såkaldte sikkerhedsreserve på over 4 milliarder kroner. Seks-syv år før projektet er færdigt, overlades det dermed til en fremtid uden en indlagt buffer til eventuelle nye budgetoverskridelser.

Tilbage står også et forsinket projekt, som nu forudsiges at forsinke andre planlagte store jernbaneprojekter et godt stykke ud i fremtiden.

Blandt andet elektrificeringen af jernbanenettet, som Signalprogrammet er en forudsætning for, samt adskillige andre forbedringer for passagererne, som DSB havde set frem til at kunne tilbyde sine kunder. Iblandt er især de færre signalforsinkelser og muligheden for, at tog kan køre tættere og med højere hastigheder.

Derudover kan Banedanmark forvente at skulle finde penge til en ekstraregning for reparation og intensiveret vedligeholdelse af de ældgamle signaler langs skinnerne, der nu skal fungere længere tid end planlagt. Størstedelen er fra 50’erne og 60’erne, og mens de bliver mere skrantende, bliver de også sværere at finde reservedele til. Banedanmark kan ikke udelukke, at de vil resultere i »flere fejl, end det er tilfældet i dag«, er det blevet oplyst i et nyt notat til Folketinget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Direktør forventer kritik

Rigsrevisorerne forventer at afslutte sin undersøgelse i begyndelsen af næste år.

Signalprogrammets direktør, Jan Erik Schneider-Tilli, informerede tirsdag politikerne om Rigsrevisionens undersøgelse.

KORT

Skal man tro den Power Point-præsentation med forsinkelser og fordyrelser, som direktøren havde medbragt til Christiansborg, forventer Banedanmark ikke, at Rigsrevisionens konklusion bliver just positiv. I præsentationen, som blev vist til mødet med Transport- og Bygningsudvalgets medlemmer, konkluderer direktøren:

»Der har været udfordringer i tids- og økonomistyring. Særligt i tilknytning til vurdering af fremdrift og ændringsstyring samt koblingen til økonomistyringen. Det vil forventeligt indebære kritik fra Rigsrevisionen«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce