Hvad der sker med landets omkring 15.000 årlige aborterede fostre, afhænger helt af, hvor kvinden tilfældigvis får foretaget aborten.

Vælger hun f.eks. Hvidovre Hospital, bliver fostervævet destrueret ligesom andet hospitalsaffald.

På Herlev Hospital otte kilometer længere mod nord bliver en abort derimod gravet ned på en kirkegård. Fælles er, at ingen af sygehusene informerer kvinden om, hvad der sker – medmindre hun selv spørger.

»Sygehusene håndterer det godt, men også meget forskelligt. Og det er altså kun forældrene selv, der kan vurdere, hvad den rigtige løsning er for dem«, siger Michael Esmann, sekretariatschef i Landsforeningen til støtte ved spædbarnsdød.

Både destruktion og nedgravning er tillladt
95 procent af landets aborter udføres før 12. uge, som er grænsen for fri abort. Langt de fleste fostre bliver destrueret sammen med andet klinisk affald såsom moderkager og løsrevne lemmer.

Lovgivningen åbner for både destruktion og nedgravning, og i de senere år er en række sygehuse gået over til at kremere aborterne og grave dem ned.

»Senere i livet spørger nogle forældre sig selv og os, hvad der egentlig skete med den abort. Så er det rart at kunne svare dem, at det blev behandlet på en værdig måde. Vi synes, det er den bedste måde at håndtere en svær situation på,« siger Lone Tandrup, ledende oversygeplejerske på Herlevs gynækologiske afdeling.

Modsat synspunkt findes i Hvidovre, der ikke af sig selv får fostre gravet ned:

»Man skal ikke handle bag om ryggen på patienterne, især ikke når der er tale om en religiøs ceremoni af en art«, siger Peter Hornnes, ledende overlæge på gynækologisk afdeling.

Nedgravet på indviet jord
Nedgravningerne fra Herlev Hospital er ikke en decideret begravelsesceremoni, men kirkegården er indviet jord. Uanset hvilken praksis sygehusene følger, mener de, at de beskytter forældrene.

Men det er forældreforeningen uenig i: »Forældrene er de nærmeste til at træffe beslutningen, og de vil ikke krakelere fuldstændig over at skulle gøre det. Men for at kunne træffe et rigtigt og oplyst valg skal forældrene oplyses om mulighederne og kende konsekvenserne«, siger Michael Esmann.

Etisk Råd er klar til at se på sagen
Etisk Råd har endnu aldrig forholdt sig til, hvordan fostervæv bør håndteres, eller hvor meget forældrene bør inddrages, men rådets formand, Peder Agger, er klar til at se på sagen, hvis politikerne beder om det.

Rådets næstformand, Jon Andersen, er ekspert i sundhedsret, og vurderer umiddelbart, at forældrene skal høres.

»Spørgsmålet er, hvem der bestemmer over et dødt foster. Jeg mener, at juraen vil sige, at det gør forældrene, og derfor skal man spørge dem. Omvendt har juraen jo en lidt firkantet tilgang til det. Nogle vil finde det upassende i det hele taget at rejse spørgsmålet over for forældrene«, siger Jon Andersen.