Af jord er du kommet, til jord skal du blive«.

Reklamefotograf Peder Størup er ikke religiøs. Alligevel var hans første tanke bibelsk, da han i april i 2008 opdagede, at et meget naturrigt brakareal tæt på hans gård i Skellerup ved Gudenådalen var blevet pløjet op.

Blomstertæppet af tjærenelliker og håret høgeurt, som var ideelt levested for sommerfugle, og som Peder Størup havde fotograferet sommeren før, var blevet til mark. Og i ugerne og månederne efter opdagede Størup og andre naturvenner, at det samme var sket på langt de fleste andre brakarealer landet over.

Som Politiken i denne uge har fortalt, har landbruget med VK-regeringens velsignelse på et år opdyrket 830 af de i alt 1.480 km2 danske brakarealer. Topforskere på området kalder det »næsten en katastrofe« og »den største naturskandale i hen ved 20 år« - især fordi regeringen ikke som lovet har lavet modforanstaltninger, så naturen holdes skadesløs.

Politiken har gennemgået braksagen efter, at vi endelig fik aktindsigt fra Miljøministeriet og Fødevareministeriet - seks uger efter at den gængse 10-dages frist i offentlighedsloven var udløbet.

Gennemgangen afdækker, at regeringen ikke blot fik talrige advarsler fra miljøorganisationer og eksterne forskere, men også fra sine egne eksperter. Eksperter, som blev presset til at levere hastige miljøvurderinger af ophøret af brakpligten, selv om regeringens beslutning om at tillade oppløjning for længst var taget. Og eksperter, hvis råd om, hvordan man skulle kompensere for ødelæggelsen af naturen, blev overhørt.

Sagen begyndte, da de europæiske landmænds præsident, Peter Gæmelke, og andre af erhvervets topfolk i foråret 2007 for alvor begyndte at lobbye i EU-kommissionen og medlemslandene for at få mere jord til opdyrkning. Det var EU's brakordning, der stod for skud.

Brakordningen blev oprindelig indført i 1987, fordi det daværende EF var ved at drukne i smørbjerge og anden overskudsproduktion og samtidig ville begrænse forureningen fra landbruget.

Efterhånden blev cirka 10 procent af Danmarks landbrugsareal braklagt, typisk de landbrugsmæssigt dårligste jorder. Mange af dem blev meget artsrige og et vigtigt led i bestræbelser på at leve op til EU's stigende krav om renere vand og gunstige forhold for dyr og planter.

Stigende fødevarepriser
Men i 2007 begyndte verden at opleve mangel på fødevarer, ikke mindst de fattige lande. Det skyldtes dels fejlslagen høst, dels at de rige lande hungrede efter afgrøder, de kunne bruge som bilbrændstof i forsøget på at mindske klimaproblemet.

Kommissionen og medlemslandene lyttede derfor til lobbyisterne, og forslaget om brakophør kom på EU's fødevareministres rådsmøde 16. juli. Stillet af Sverige og støttet uden betingelser af Danmark - selv om brakken altså netop herhjemme er blevet en stor og væsentlig del af de samlede naturarealer.

8. august kunne dansk landbrugs rådgivningscenter i Skejby melde ud, at EU - og også Danmark - ville droppe den tvungne brak på et møde 22. oktober.

Her var landbruget dog lidt på forkant med udviklingen, for den danske regering havde endnu ikke afstemt sin holdning til braksagen. Det sås tydeligt dagen efter, 9. august, da daværende fødevareminister, Hans Christian Schmidt (V), uden forbehold erklærede sig positiv over for at sløjfe brakken. Straks gik daværende miljøminister Connie Hedegaard (K) ud og advarede om, at der ville blive udledt flere pesticider og andre forurenende stoffer til vandmiljøet.

Men Fødevareministeriet var allerede i gang med at forberede en ophævning af brakpligten. Statens eksperter i Fødevareøkonomisk Institut (FØI) og Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet (DJF) blev bedt om at undersøge de miljømæssige konsekvenser, herunder en vurdering af, hvor meget der ville blive pløjet op.

FØI og DJF havde oprindelig frist til 1. oktober, men fredag 14. september fik Fødevareministeriet pludselig ekstra travlt.

EU-kommissionen havde allerede sat sit forslag om brakophør til afstemning på rådsmødet 26. september, ikke mindst fordi landmændene bogstaveligt talt stod på spring med ploven over hele Europa. Regeringens forskere blev derfor bedt om at bruge weekenden på at blive færdige med »den foreløbige analyse af konsekvenserne, idet udkast til regeringens holdning skal fastlægges på mandag«, som det hed i mailen til forskerne fra Fødevareministeriet.

Ugen efter besluttede regeringen trods miljøministerens indvendinger at stemme for en ophævning af brakpligten - ifølge Politikens oplysninger blandt andet, fordi Venstres landbrugsbagland pressede ivrigt på.

Den nyudnævnte fødevareminister, Eva Kjer Hansen (V), understregede dog i et interview med Ritzau 20. september, at det var »helt afgørende for regeringen, at det ikke får betydning for naturen og miljøet«.

»Vi vil iværksætte de tiltag, der skal til, for at modvirke det. Hvis det her har miljømæssige konsekvenser, vil vi stramme kravene«, lovede fødevareministeren.

Ministerens forsikring kom efter en advarsel fra regeringens egne eksperter i FØI og DJF. Forskerne fremhævede i deres analyse og på FØI's hjemmeside, at »Kornmangel kan komme til at gå ud over danske søer og vandløb«, fordi det blandt andet ville være brakarealer tæt på vådområder, der ville blive oppløjet. Det ville ikke kun skade naturen, men også Danmarks bestræbelser på at leve op til EU's krav om renere vand og gunstigere forhold for dyr og planter.

Smalt mandat
Dagen efter - 21. september 2007 - fik regeringen mandat til at stemme ja til EU-kommissionens forslag. Men et meget smalt mandat uden Socialdemokraterne, i modsætning til hvad der er normal praksis i sager om EU's landbrugspolitik.

Og søndag den 23. om aftenen fik Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) besked på sammen med FØI og DJF at undersøge miljøkonsekvenserne nærmere.

Projektchef Torben Moth Iversen fra DMU blev pennefører, og han svarede Fødevareministeriet, at forskerne ville kunne lave det på cirka seks uger. Men det var ikke hurtigt nok for ministeriet: 25. september fik Moth Iversen & co. at vide, at første del af analysen allerede skulle ligge klar 5. oktober.

Altså blot otte arbejdsdage efter. Resten måtte godt vente seks uger.

Men uanset dette hastværk fik de statslige forskeres arbejde ingen indflydelse på beslutningen om at ophæve den tvungne brakordning. Det skete officielt i EU 26. september, foreløbig for et år, men alle regnede med, at brakophøret blev permanent.

Trods advarsler fra miljøfolk og eksperter sørgede VK-regeringen ikke for få taget hensyn til den specielle danske situation, hvor braknaturen var blevet væsentlig - EU-beslutningen tillod derfor oppløjning af alt eller slet intet. Danmark valgte alt, men Eva Kjer Hansen gentog i pressemeddelelsen om sagen, at »afskaffelsen af braklægningen må ikke betyde ringere beskyttelse af natur og miljø«.

5. oktober leverede regeringens eksperter første del af miljøvurderingen som krævet. De uddybede advarslen om markante negative konsekvenser for miljøet og pegede især på, at udvaskningen af fosfor og sprøjtegifte til vandmiljøet ville blive forøget med flere hundrede ton, og der ville blive store tab af leveområder for dyr og planter.

Anden del af miljøvurderingen kom 12. november. Det var i dette notat, at eksperterne fortalte regeringen, hvordan de skulle kompensere for de miljøødelæggelser, oppløjningen af brakarealerne ville medføre.

De anbefalede, at der blev stillet obligatoriske krav til landmændene, blandt andet om mindre forbrug af fosfor, udlægning af udyrkede randzoner op til vandløb, søer og andre naturrige områder, og omlægning af nogle af de vigtigste brakarealer til beskyttede naturarealer, der skulle afgræsses og på anden måde plejes.

På dette tidspunkt havde regeringen imidlertid travlt med noget helt andet end braknatur. Der var folketingsvalg 13. november, og bagefter blev den ivrigste fortaler for miljøet, Connie Hedegaard, forfremmet til klima- og energiminister.

Den nye miljøminister, Troels Lund Poulsen (V), skulle have tid til at sætte sig ind i sagerne, og først 28. februar 2008 kom regeringen med en brakhandlingsplan. Ifølge pressemeddelelsen sørgede planen for at »neutralisere de negative konsekvenser for miljø og natur«.

Men trods anbefalingerne fra regeringens egne eksperter indeholdt planen stort set ingen obligatoriske krav. Den byggede langt overvejende på frivillige tiltag.

For eksempel regnede man med, at landbruget frivilligt ville udlægge randzoner for at beskytte vandløb og søer, på trods af at regeringens egne eksperter havde påpeget, at den hidtidige frivillige tilskyndelse i Vandmiljøplan 3 fra 2004 til at udlægge 300 km2 hektar randzoner på fem år slet ikke kunne nås. I 2006 var der kun knap 3 km2 under denne miljøordning. Og mange af de randzoner, der ellers kunne komme ind under ordningen risikerede at blive pløjet op, netop som følge af ophøret af brakpligten.

Kritik af handlingsplan
Brakhandlingsplanen fik da også usædvanlig hårde ord med på vejen af statens forskere, da de i sommer evaluerede den i et nyt, opdateret braknotat.

I notatet fra 15. september skriver DMU, FØI og DJF, at de i 2007 undervurderede stigningerne i kornpriserne, og at det primært var derfor, at oppløjningen på 830 km2 oversteg forskernes worst case scenario for det første år på 500 km2.

Men den større oppløjning understreger blot, at det er endnu vigtigere med effektive tiltag for at holde naturen skadesløs, og her er forskerne bestemt ikke imponerede.

De påpeger, at regeringens foranstaltninger for at modgå øget forurening med fosfor og sprøjtemidler og anden miljøforringelse består i en smule yderligere tilskyndelse til at oprette de randzoner ved vandløb og søer, som det kniber gevaldigt med, samt et par artikler og annoncer i Landbrugsavisen og nogle tilføjelser i Plantedirektoratets årlige vejledning til landmændene.

Det er ifølge forskerne »overvejende frivillige virkemidler, som appellerer til landmændene om at agere natur- og miljømæssigt hensigtsmæssigt. Effekter af disse virkemidler kan derfor ikke kvantificeres, men vurderes at være beskedne«, hedder det.

Projektchef Torben Moth Iversen fra DMU uddyber, at brakhandlingsplanen er endnu mere utilstrækkelig, hvis brakstoppet som ventet bliver forlænget.

»Brakplanen bygger i vid udstrækning på frivillighed og henstillinger, og det vurderer vi ikke er tilstrækkeligt til at få tilstrækkelig effekt. Det økonomiske incitament for landmændene er for lille. Vores vurdering er, at landmændene kun laver de nødvendige randzoner og miljøtiltag, hvis det kan svare sig«, siger Torben Moth Iversen.

Han henviser som eksterne eksperter til, at ikke kun sagen om de alt for få randzoner, men også de seneste års stigende forbrug af pesticider - trods regeringens opfordring til det modsatte - har vist, at frivillighed ikke virker.

Fødevareminister Eva Kjer Hansen lover, at det fortsat er hensigten, at naturen skal holdes skadesløs - »på længere sigt«. Men som miljøminister Troels Lund Poulsen (V) forklarer hun sig blandt andet med, at brakplanen var baseret på regeringens eksperters vurderinger af, at der maksimalt ville blive pløjet 500 km2 op.

Men jeres eksperter understregede jo også, at det kunne blive 1.000 km2 på længere sigt. Og alle eksperter har jo advaret om, at uanset arealet skulle en effektiv brakplan baseres på krav og ordentlige økonomiske incitamenter til landmændene. Frivillighed har spillet fallit, mener de.

»Ja, men vi mener, at der skal være et fornuftigt samspil mellem dem, der skal gøre en indsats, her landmændene, og så det at opnå gode måltal for naturen og miljøet«, siger Eva Kjer Hansen.

Hverken hun eller Troels Lund Poulsen vil afvise mere tvang, men omvendt giver ingen af dem eksperterne ret i, at frivillighed nu skal skrottes.

Det kan regeringen dog blive tvunget til. Dansk Folkeparti har bebudet, at ødelæggelsen af braknaturen er så alvorlig, at man er parat til at gå sammen med oppositionen og kræve flere penge og skrappere krav til landbruget. Ikke for at genskabe brakarealerne, men for at sørge for, at mere af den danske natur er reelt beskyttet. Det vil blive en del af Folketingets forhandlinger om regeringens store samlede plan på natur- og landbrugsområdet, 'Grøn vækst'.

Reklamefotograf Peder Størup fra Skellerup er dog blandt de mange miljøforkæmpere, der frygter, at den plan vil være mere til fordel for landbruget end for naturen. Han tvivler stærkt på, at man i denne sag vil opleve sidste del af det bibelcitat, han kom til at tænke på, da han så den oppløjede blomstermark ved Gudenådalen:

»Der bliver næppe noget »....og af jord skal du atter genopstå« for naturen i denne sag«.