Hun har prøvet det meste af det, man kan få lov at prøve som politiker i Danmark.

Hun blev minister som meget ung, kæmpede i årtiers socialdemokratiske fløjkrige, rykkede til Bruxelles om blev EU-kommissær, og da de fleste troede, hun skulle bruge resten af sine dage som økologisk plantageejer, lod hun sig vælge til overborgmester i landets største by.

Hun har fået tæsk i medierne, grædt foran rullende kameraer, set sit privatforbrug på forsiderne og sin dagbog som særtillæg i Politiken. Og er blevet stående på fødderne.

Men i nogle måneder for et par vintre siden lignede hun en groggy bokser, der ikke vidste, hvad det var for en kamp, hun var ved at kæmpe, og hvordan hun skulle vinde den. Et gammelt hus, en frikirke og en gruppe unge, der på et tidspunkt døbte sig selv ’500 voldspsykopater’ fik Ritt Bjerregaard til at vakle.

København skal rumme de unge
Først afviste hun at blande sig sagen, så kastede hun sig ud i kampen for at redde huset, så slog hun hånden af de unge, tilgav dem og jagtede nye huse til dem, inden hun igen lagde dem på is. For så at forhandle videre. Inden det hele endte med, at de unge fik overdraget et kommunalt hus i Københavns Nordvestkvarter.

Hvad handler det om?

»Det handler om det værdisæt, jeg har. Jeg synes, en by som København skal have plads til sådan en gruppe. Det er derfor, jeg er så ivrig efter at vise, at vi kan finde en løsning«, siger Ritt Bjerregaard.

'Skurk' i aktivisternes øjne
I lørdags var der premiere på en ny dokumentarfilm om Ungdomshuset. I filmen ’69’ har instruktøren Nikolaj Viborg filmet de unge aktivisters hverdag i huset i månederne op til rydningen, og filmen skildrer forløbet set med de unges øjne - øjne, som ser Ritt Bjerregaard som en skurk, der ønsker København strømlinet og ensformet.

Set fra overborgmesterens kontor har sagen mildest talt været en af de mere besværlige i Ritt Bjerregaards politiske virke, men hun har også lært af den.

Hendes rolle i konflikten har været en lang balancegang mellem de højtråbende unges ønske om hus på den ene side og princippet om ikke at give efter for vold på den anden side.

Sprængfarlig sag på skrivebordet
Da Bjerregaard i 2006 træder til som overborgmester, ved hun, at de unge i huset på Jagtvej 69 kører en retssag for at få lov at blive, selv om Faderhuset har købt ejendommen af kommunen.

Der er et problem derude, men ikke noget, hun regner med skal præge hendes første år som borgmester. Men det kommer det til:

»Det var en meget, meget ubehagelig sag, der landede hos mig«, siger overborgmesteren, der hurtigt fornemmede, at konflikten er sprængfarlig, da retten i november 2006 bestemmer, at de unge skal ud af huset, og Faderhuset skal ind.

Vil købe huset tilbage
På den ene side står flere hundrede unge mennesker, der er kendt for ikke at sky voldsomme metoder, når de kæmper for deres sag, og på den anden side en religiøs bevægelse, der har en klar mission med at overtage huset.

Det bedste for alle vil være, at Faderhuset sælger til fonden Jagtvej 69, der vil give de unge huset. Synes Ritt Bjerregaard og Københavns politidirektør Hanne Bech Hansen, der ikke har lyst til at sætte sine betjente ind mod et befæstet hus.

Derfor beder de to kvinder Faderhusets leder Ruth Evensen om at komme til møde.

»Faderhuset er fundamentalistisk«
»Hanne Bech og jeg havde meget nøje arrangeret mødet, så det foregik på Politigården, hos ordensmagten, og ikke hos politikeren på Rådhuset, for vi tænkte, det måske ville gøre indtryk på Ruth Evensen. Men vi kom ingen vegne, selv om vi gjorde opmærksom på, at hun kunne få mange penge for huset. Det blev en samtale, hvor vi nærmest talte i religiøse termer om næstekærlighed og den slags, men hun var ikke indstillet på at sælge«, husker Ritt Bjerregaard.

Ruth Evensen rokker sig ikke.

»Mit indtryk af Faderhuset er, at det er fundamentalistisk. De ville bare gerne af med de ugudelige unge, der holdt til i det hus. Længere var den ikke«.

»Da det står klart, at Faderhuset ikke vil sælge, er der bare den ubehagelige venten tilbage. Og Hanne Bech Hansen siger, at så må de jo rydde huset efter nytår«.

Frygter at nogen bliver dræbt
Det står for alvor klart, at en stor konflikt ligger og lurer.

Ritt Bjerregaard er nervøs for, hvad der sker, når huset bliver ryddet efter nytår, men så længe behøver overborgmesteren ikke at vente.

16. december udvikler en demonstration fra Ungdomshuset sig til regulære gadekampe mellem unge og politi. Tåregassen flyder i gaderne omkring Jagtvej, og sten og krysantemumbomber flyver gennem luften. I alt bliver 217 personer anholdt.

»Det var meget voldsommere, end jeg havde forestillet mig, det ville blive. Jeg tænker: »Nu er det ikke svært at se, hvad der vil ske, når huset bliver ryddet«. Og jeg tænker, at det er helt uforudsigeligt, om nogen bliver dræbt«, siger Ritt Bjerregaard.

Regeringen spænder ben
Da røgen over Jagtvej letter, hagler fordømmelserne ned over de unge. Overborgmesteren er ude med en skarp kommentar dagen efter urolighederne og gør det klart, at hun ikke vil samarbejde med de unge.

Men allerede mellem jul og nytår overrasker Ritt Bjerregaard de fleste med et forslag om, at et nyt ungdomshus jo kan ligge på Christiania. Det afviser christianitterne lodret, og det går ikke bedre med næste forslag fra Rådhuset: Fonden Jagtvej 69 kan købe en af statens tomme bygninger, kaldet 'Brandstationen', længere ude ad Jagtvej.

Videnskabsministeriet nægter dog at sælge ’Brandstationen’, et nej Ritt Bjerregaard betragter som politisk benspænd fra den borgerlige regerings side.

Havde ikke noget valg
Kommunen fortsætter husjagten, mens oppositionen på Rådhuset højlydt undrer sig over, at overborgmesteren, der ikke ville tale med uromagerne fra 16. december, nu agerer ivrig ejendomsmægler for de unge.

»Jeg syntes ikke, jeg havde noget valg. Det er også mit ansvar som overborgmester, at konflikten ikke løber løbsk, det, der sker i de uger viser jo, at det kan gå grueligt galt, hvis det skal løses ved vold«.

Og så længe der forhandles, holder politiet sig i ro, lyder meldingen fra Hanne Bech Hansen.

Bruger kreative metoder
I januar toner en løsning så frem. Kommunen tilbyder de unge en del af den nedlagte Stevnsgades Skole på Nørrebro. Prisen er 12 millioner kroner – et beløb, Fonden Jagtvej 69 kan betale.

Kommunen må ikke sælge huset til fonden under markedspris, men embedsmændene lægger hovederne i blød. Prisen bliver barberet ned, blandt andet ved at regne ud, at en ombygning, der efter planen skal gennemføres, så bygningerne også kan rumme skole for handikappede, vil spare kommunen for en varmeregning i årene fremover, fordi bygningen så bliver bedre isoleret.

Det var meget kreativt, indrømmer overborgmesteren i dag.

»Ja, det var det«, siger Ritt Bjerregaard og smiler.

Mere får man hende ikke til at sige om kommunens regnestykker, der skal skabe en løsning, inden det er for sent.

De vil slås
I nogle timer en kold januardag ser det godt ud. Så kommer der besked fra de unge. De vil ikke have Stevnsgade for 12 millioner, huset må højest koste en krone. Fristeder har man ret til, også hvis man ikke har en rig onkel.

Overborgmesteren har efterhånden fået nok.

»Vi kommer med et ret godt forslag, og vi når langt med det. Vi holder endda borgermøder med ophidsede naboer. Vi tager skraldet - også politisk. Og så kommer de og siger, at de ikke vil give mere end en krone for et nyt hus. Da tænker jeg, at de slet ikke vil have et nyt hus. De vil have et opgør; de vil slås«, siger Ritt Bjerregaard.

Slåskampen kom. Klokken 7 om morgenen 1. marts rykker politiet ind i Ungdomshuset for at fjerne de unge brugere. Ritt Bjerregaard hører først om det nogle timer efter, da hun omkring klokken 13 vender tilbage fra løjperne og kommer ind til sit skihotel i Rondane i Norge, hvor hun er på ferie med nogle venner.

Hastede hjem fra Norge
»Personalet på hotellet sagde til mig, at nu har de ryddet Ungdomshuset. Det kørte også på norsk fjernsyn, og der lå adskillige telefonbeskeder til mig«, husker Ritt Bjerregaard.

For at holde myndighederne klart adskilt har hun selv bedt om ikke at få nogen underhåndsviden om politiets arbejde. Derfor er rydningen også en overraskelse for hende.

Hun beder sit kontor om at få arrangeret en hurtig hjemrejse, kører i bil til Oslo og flyver hjem med det samme. Om aftenen 1. marts holder hun pressemøde i Magistratssalen på Rådhuset sammen med chefpolitiinspektør Per Larsen.

Ikke på talefod med Foldschack
Billeder af gadekampene går verden rundt, og Ritt Bjerregaard er rystet. Og skuffet over de unge.

Hun afviser at have nogen alternative løsninger i ærmet, og hun roser politiet for deres arbejde. Det er det, hun siger. Indeni tænker hun også, at hun er skuffet over fondens advokat Knud Foldschack, som efter overborgmesterens mening ikke har gjort nok for at presse de unge mod en fredelig løsning.

»Vi var ikke på talefod på det tidspunkt«, siger hun.

Ser sig selv i galgen
Faktisk taler de to ikke sammen hele foråret og sommeren. Efter kampene omkring rydningen vil Ritt Bjerregaard ikke forhandle med de unge, før de tager afstand til volden, og det sker ikke. Derimod vandrer de hver uge i torsdagsdemoer gennem Københavns gader og møder op foran Rådhuset for at kræve fastholde et nyt hus. For det meste foregår det fredeligt. Ritt Bjerregaard er – på en måde – med til mange af demonstrationerne:

»Undervejs har jeg set mig selv hænge i galger mange gange til demonstrationerne. Men det tager jeg ikke så meget ind, for jeg holder afstand mellem embedet, jeg beklæder, og min person. Det har de unge for det meste også været gode til at adskille. En enkelt gang er de kommet hjem i min gade og danset for mig og den slags, og der synes jeg, det er kommet lige lovlig tæt på. Men det er vist kun sket en enkelt gang«, siger Ritt Bjerregaard.

G13 blev Ritts redning
I efteråret 2007 rækker de unge endelig armen ud. Sådan oplever Ritt Bjerregaard det i hvert fald.

De tidligere ungdomshus-brugere arrangerer den såkaldte G13-demonstration, hvor de med fredelige midler vil indtage et hus i Københavns Nordvestkvarter.

Overborgmesteren giver dem et tilbud: Hvis demonstrationen er ikke-voldelig, vil hun tage et møde med dem ugen efter.

Besluttede det ikke var vold
436 bliver anholdt den dag. Politiet bruger knipler og tåregas, og de unge når kun at besætte huset på Grøndals Vænge i 20 minutter, inden et stort politiopbud opløser demonstrationen. Det ser vildt ud, men ingen kommer alvorligt til skade.

Når man ser tv-billederne fra G 13, ser det rimelig voldsomt ud. Hvordan kan man kalde det 'ikke-voldeligt'?

»Det er et valg, man foretager politisk. Per Larsen kalder det efterfølgende fredeligt, og det mener jeg, var meget klogt. Jeg havde ikke kontakt med politiet i forbindelse med, hvordan det skulle defineres, men alle kunne nok se på det tidspunkt, at man ikke kunne komme videre ad den vej«, siger Ritt Bjerregaard.

Løsningen kom i land
Nogle dage efter genoptager hun forhandlingerne med de unge og deres advokat om at finde et nyt tilholdssted.

Ritt Bjerregaard tager selv de fleste af møderne, og de unge selv skal lave notaterne og fodarbejdet, så de ikke springer fra processen, fordi det får for mange kommunale aftryk. Og det er slut med at lave aftaler, før forslagene har været gennem de unges mandagsmøder. Det får forhandlingerne til at trække ud, men sådan må det være.

Efter et langt forhandlingsforløb lykkedes det. 1. juli i år rykkede Ungdomshuset ind i nye lokaler på Dortheavej, som netop har haft indflytterfest.

Måtte tage bevægelsen alvorligt
Kritikerne siger, du har belønnet folk, der kaster sten?

»Ja. Det skal de jo sige. Men når de begynder at kunne mobilisere fuldstændig almindelige gymnasieelever, der synes, der er begået uret, så skal man tage en bevægelse alvorligt«.

De unges analyse er vel også, at det har været nødvendigt at lave ballade for at blive hørt. Og det mener de er blevet bevist i det her tilfælde?

»Den analyse skal de have lov at have i fred. Jeg mener ikke, det hænger sådan sammen. Vi insisterede jo netop på ikke-vold, før vi ville gå videre«, siger overborgmesteren.

Politiske løsninger virker
Nu er sagen slut. Og Ritt Bjerregaard, der har håndteret adskillige vanskelige sager i sin politiske karriere, har lært af den.

Har du fortrudt noget?

»Jeg kan jo ikke påvirke det, men jeg havde da helst set, at huset på Jagtvej 69 ikke var blevet revet ned. Faderhuset har jo vitterligt intet fået ud af dette her. Nu står de tilbage med en grund, de ikke kan sælge«.

Hvad har du lært?

»Jeg er blevet bekræftet i, at man skal mødes. Man skal i dialog, og man skal lave politiske løsninger. Det er det, der virker«, siger Københavns førstedame.

I en tidligere version af denne artikel stod der, at demonstranterne smed molotovcocktails efter politiet 16.12. 2006. Det er ikke korrekt, derimod blev der kastet flere voldsomme krysantemumbomber mod betjentene.