Under den kolde krig var der ingen tvivl om rollen som storebror.

Dengang var Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) med sine 1.000 mand og lange elektroniske ører ind i Østeuropa omtrent ti gange så stor som Politiets Efterretningstjeneste (PET). De »platfodede strissere i PET« kunne alligevel kun bruge hovedet til »at proppe mad i og sætte kasket på«, som en dansk agent bemærkede, da Nato skyggeboksede med Warszawapagten. Og FE’s intellektuelle søofficerer stod for spionagen i udlandet, mens PET jagtede småspioner herhjemme.

PET er blevet lige så stor
Men i disse nye terrortider er rollerne for længst byttet om, og FE er ikke længere den første blandt ligemænd.

Selv om de to tjenester nu er omtrent lige store og begge skønnes at beskæftige omkring 700-800 medarbejdere, er PET i dag langt mere synlig og let at forholde sig til.

At dømme ud fra et interview i sidste weekend med PET’s chef, Jakob Scharf, vil sikkerhedstjenesten heller ikke lade sig nøje med at vente pænt ved grænsen:

»Hvis vi skal kunne håndtere truslerne mod Danmark, kræver det, at vi er til stede derude. PET kommer til at arbejde med udenlandske kilder og indhente oplysninger i udlandet på en helt anden måde end tidligere. Sondringen mellem, hvad der er inden for Danmarks grænser og uden for Danmarks grænser, holder ikke længere«.

Frustration på Kastellet
Måske lyder det som en banal betragtning, men man kan roligt regne med, at de ikke er blevet glade for budskabet ovre på Kastellet i København, hvor FE har sit historiske hovedkvarter, og hvor chefen er en kontreadmiral ved navn Finn Hansen.

For her vil det dårligt kunne tolkes som andet end et forsøg på at liste brødet ud af munden på Danmarks spionvæsen, som de senere år har været mest kendt for FE-majoren Frank Grevil og hans lækkede Irak-papirer.

Siden skandalen rullede i 2004, har FE flere gange annonceret, at nu vil den vove sig mere ud i lyset. Men faktum er, at tjenesten siden sidste år ikke har haft noget at berette på sin egen hjemmeside. FE’s årlige og meget generelle risikovurdering afslører mildest talt heller ikke statshemmeligheder. På den får man nærmest indtryk af, at hele verden er lige vigtig for spionvæsenet, der har til opgave at holde regeringen underrettet om udenlandske trusler mod Danmark.

Samtidig er det et åbent spørgsmål, om FE’s elektroniske overvågningsdel med lyttestationer på Amager, Bornholm og i Hjørring har været i stand til at omstille sig til det nye trusselsbillede langt fra Litauen. Identitetskrise vil spionchefen ikke høre tale om, selv om velmagtsdagene under den kolde krig synes langt væk.

Kronisk konkurrence
Udmeldingen om PET’s nye planer i udlandet genopliver en diskussion, der var oppe at vende i 2005 efter terrorangrebene mod Madrid og London.

Statsministeriet bad en gruppe topembedsmænd og de to efterretningstjenester komme med forslag til, hvordan Danmark kunne undgå at havne i en tilsvarende tragedie. I forvejen havde både PET og FE fået tilført mange flere penge efter 11. september 2001.

Gruppen overvejede, om det i lyset af international terror og fravær af militære fjender var mere rationelt at slå dem sammen. Konklusionen blev dog, at én samlet tjeneste ville få et for stort ansvarsområde og »harmonere dårligt med arbejdsdelingen mellem forsvaret og politiet«.

Ordre om tættere samarbejde
Med til billedet hører også, at PET er underlagt retsplejeloven og skal have en dommerkendelse, før de må aflytte nogen. Spionage i udlandet er i sagens natur ulovlig, og derfor er FE’s arbejde ikke reguleret på samme måde. Men som en konsekvens af arbejdet blev der dog oprettet et Center for Terroranalyse under PET, hvor der også sidder ansatte fra FE. Samtidig fik de to tjenester lov til og besked på at arbejdere tættere sammen.

Hvis man spurgte de to efterretningschefer, ville de utvivlsomt sige, at de har et fortrinligt samarbejde. Men man skal nok ikke være blind for, hvorfor hemmelige væsener alle dage har haft ry for at konkurrere og ligefrem bekrige hinanden. Ofte kæmper de om de samme kilder, oplysninger og samarbejdspartnere, hvilket ikke mindst er tilfældet i dag, hvor fokus retter sig mod den internationale terror.

Grænseløse trusler
I Danmark er situationen tilmed den, at trusselsbilledet har udviklet sig i en alvorlig retning, siden PET sidste år anholdt tre mænd for at planlægge et attentat mod Muhammedtegneren Kurt Westergaard. Danske mediers genoptrykning af karikaturerne har fået antallet af trusler til at eksplodere, og Danmark fremhæves nu som al-Qaedas mest eftertragtede terrormål i Europa.

Ifølge PET-chef Jakob Scharf befinder vi os ligefrem i samme liga som USA, Storbritannien og Israel. Truslen mod danske interesser er særlig stor i udlandet, mens PET’s største bekymring herhjemme er, at nogle tilrejsende terrorister skal køre til Danmark og begå et angreb ud af det blå:

»Derfor er vi i langt højere grad nødt til at arbejde uden for landets grænser«, siger Jakob Scharf.

Bombe i Danmark vil afkræve svar
Hvis selvmordsbomben alligevel går af en skønne dag på Nørreport Station, vil der straks blive krævet en undersøgelse og regeringen tvunget til at svare på, om den ene efterretningstjeneste vidste noget, som den anden ikke vidste, og om angrebet kunne være forhindret? Præcis som det gik i USA efter 11. september.

Til den tid vil diskussionen utvivlsomt blusse op igen, om det ikke var bedre at have én stor civil tjeneste, der både tager sig af Danmark og udlandet. Og lade forsvarets virksomhed svinde ind og koncentrere sig om efterretninger til soldaterne i Afghanistan.