Da Wissam var dreng i Bagdad, udvalgte hans skole ham til eliteelev.

Da han var 10 år, flygtede han med sin bror og sin mor gennem Tyrkiet og Europa med en lastvogn til Danmark, og de blev sat af 50 meter fra Sandholm. Da han var 11 år, kom hans far også til landet efter at have levet på flugt i Irak.

Da han var teenager, kunne han springe 2 meter og 13 i højden, gå ned ad trapper på hænder, begå sig på tysk, engelsk, kurdisk dansk, arabisk og persisk, havde boet på fem forskellige asylcentre og følte sig »som en bold, der blev sparket fra sted til sted.«

Da han var 16 år, skete det værste, der er hændt i hans liv. Han blev gennembanket med jernkøller og cykler af nogle andengenerationsindvandrere, fordi han kæmpede for nogle danske værdier og forsvarede en metroseksuel dreng mod at blive moppet.

Da han var 17 år, skete det bedste i hans liv. Han mødte Rosa fra Cuba i Danmark. Det var elektrisk kærlighed fra første øjekast, og »jeg får stadig sommerfugle i maven, hver gang jeg skal se hende«.

Da han var 18 år, fik han endelig lov til at flytte ud af asylcentrene til en lejlighed sammen med sin mor og far og sin storebror Ammar.

Skal hjem efter otte år i Danmark
Nu er han 19 år, og meget af sommeren har han tilbragt i Brorsons Kirke, hvor hans bror har været en af talsmændene for irakerne. Men 30. juli blev Wissam arresteret. Ikke fordi han er en forbryder. Men fordi han og hans familie er afviste irakiske asylansøgere og skal sendes ud efter at have boet otte år i Danmark.

Så nu sidder han her i et besøgslokale i Sandholmlejrens fængsel. Fyldt til randen med livskraft, musikalitet, begavelse, sproglig fornemmelse og kærlighed, men også på randen af et sammenbrud.

»Jeg har ondt af mig selv faktisk. Jeg tror ikke, der er så mange 19-årige, der har oplevet det her i deres liv. Det eneste, jeg ønsker, er bare fred og tilladelse til at blive. Hvorfor må jeg ikke have lov til at blive og betale skat til det her samfund? Jeg er vred over, at nogen kan tillade sig at gøre det her. Jeg ville aldrig gøre det mod andre«.

Angsten
Det er ikke første gang, vi mødes. En sludfyldt, kold dag i april 2006 stod han ved en lurvet indgang til en lurvet bygning i Sandholmlejren og hang ud med to venner på en trappe. En høj, ung mand, som ved første øjekast så ret almindelig ud. Mørkt kort hår, brune øjne, atletisk bygget.

Hans ene ven havde et dramatisk udseende, en mørk lød og ville have været en drøm for enhver avisside, men det var Wissam, der sagde ja til at fortælle om livet som ung mand i en flygtningelejr.

Han talte om kærligheden til sine forældre. Om sin far matematiklæreren med den tykke, stærke stemme, som man kan stole på. Om sin ven Abdullah, som han mødte på det første asylcenter i Jelling.

»Vi forstod hinanden. Vi var altid optimister. Hvis jeg var ked af det, kunne han gøre mig glad. Men på centrene mister man sine venner. Når man er kommet helt tæt på dem, så får de asyl eller bliver flyttet til et andet center eller sendt tilbage. Man har allerede mistet sit land og sit hjem, og så kommer det oveni. Abdullah fik asyl, og jeg følte mig som et nul. Som det ensomste menneske i verden«.

Han fortalte om, hvordan man som dreng kan blive bange for alting. Bange for at blive sendt ud. Bange for, at man aldrig vil nå det, man gerne vil. Bange for ikke at lære. Bange for aldrig at blive en del af et fællesskab. Bange for, at det skulle gå galt for hans storebror, som i desperation over livet på de forskellige asylcentre var begyndt at vandre ude i skovene om natten. Bange på sine forældres vegne.

Glæden
Men han fortalte også om glæden ved at se sin storebror forvandle sig og gribe livet igen, og han fortalte om glæden ved selv at komme til en rigtig skole efter at have spildt tiden på asyllejrenes skoler.

»Min bror indså det hurtigt og fandt en privatskole, der hed Amager Lilleskole, på nettet. Han spurgte, om de ville have ham, og det ville de. Så tog jeg også derover, og jeg fik to ugers prøvetid. Men efter bare otte dage, sagde de: »Vi vil gerne tage dig«. Det var fantastisk. Fantastisk. Man følte sig i live. Jeg har fået lov til at gå der, selv om vi siden er flyttet til Sandholm. Lærerne er rigtig gode, og alt er planlagt«, fortalte han og tilføjede:

»Det allerbedste ved det var, at min familie blev glad. Du tror ikke på, hvor glad min familie var. Vi holdt fest den dag, jeg begyndte i skolen. Jeg kunne selvfølgelig ikke følge med i alt, for mit dansk var ikke så godt. Men min dansklærer er bare rigtig god. Alle lærerne er gode, men min matematiklærer er fantastisk, og min dansklærer er fantastisk, og det, han lærer mig, glemmer jeg aldrig«, sagde han.

Bagefter kom han på forsiden af Politiken, han kom i fjernsynet, og han brændte igennem. Han brændte igennem med sin ungdom, sin ærlighed, sin vilje til at blive dygtigere og sin evne til at fortælle om sin egen skæbne, så den rakte ud over ham selv og også blev til andre flygtningebørns skæbne. Han brændte igennem med sin evne til at sætte ord på sorg og glæde, så man kunne mærke sorgen og glæden i sig selv.

Man burde gå nedtrykt fra ham, mens hans ukuelighed smittede, og man forlod ham opløftet over hans evne til også at søge fremtiden i sit liv.

Kærlighed
Siden har vi mødt hinanden en gang, hvor han skulle se Rosa.

»Når du ser hende, så vil du forstå, hvorfor det er for resten af livet«, sagde han. Så kom hun gående gennem parken. Cubansk mor og dansk bonusfar. 19 år, sort som ibenholt og smuk som bedårende smuk. Det var i juni.

Nu er det august, Wissam er blevet fængslet, og vi ved begge, at han nu skal fortælle en historie, som han egentlig ikke har lyst til at fortælle. Historien om de sidste tre år.

Efter Amager Lilleskole var han og hans lærer enige om, at han skulle tage 10. klasse fra efteråret 2006: »Jeg ville ikke til gymnasiet med det samme. For jeg følte mig ikke klar. Min lærer sagde: Du skal helst tage et år til. Det synes jeg også selv, for man skal selv tro, at man kan, og jeg troede ikke på, at jeg kunne«.

De fandt frem til Vesterbro Ny Skole, og det var her i 10. klasse, han fik den bedste oplevelse i sit liv. Klassen skulle til Barcelona, og Wissam måtte ikke komme med, fordi han var afvist asylansøger.

»Men lærerne knoklede for at få mig med, og det er mit livs bedste tur. Det var ligesom, vi var en kæmpe familie, der var af sted i fred og harmoni. Vi vidste, hvad vi ville, når vi var sammen. Vi behøvede ikke at sige noget. Måden vi spiste sammen, måden vi delte værelser på, måden vi var på restaurant på. Hvordan vi hyggede os på stranden.«

Også hans klasselærer fra dengang, Heidi Hage, var med i Barcelona:

»Vi glemmer ham aldrig. Han var fantastisk at have med. Bare hele det drama med, at vi skulle have lavet et specielt pas til ham, fordi han ikke havde andet end et nummer fra Sandholmlejren. Og vi stod i Kastrup Lufthavn, og det lykkedes os i sidste sekund at få ham med ud i gaten. Og at se ham folde sig ud i Barcelona og hoppe på en strand sammen med både etniske danskere, men også tosprogede og bare være fri. For ham var det jo bare at være FRI. Det var simpelthen det største, han nogensinde har oplevet«.

Wissam kan ikke selv lide at sige det, men det ligger mellem ordene, at han var den dygtigste i klassen både til sport og rent fagligt. Heidi Hage vil derimod godt tale om sin tidligere elev.

»Han var ramt af de symptomer, som alle børn er, når de har siddet i de der lejre. Han havde svært ved at koncentrere sig og svært ved at sidde stille længe af gangen ... Men ud over det var han ualmindelig afholdt. Altså pigerne elskede ham. Han var helt vildt begavet. Han havde en holdning til alt muligt, og han påtog sig de vestlige værdier, når vi diskuterede homoseksualitet. Han var også den, der skulle gå ind og redde og hjælpe andre«.

De slog med en jernstang
Måske skabte Wissams succes jalousi. Han tror det, og på skolen var der nogle, som han kalder »ballademagere.« Det var fortrinsvis unge anden og tredje generationsindvandrere, da næsten alle, som gik på skolen, havde anden etnisk baggrund end dansk.

»De moppede de svage, og fordi jeg var stærkere, ville jeg ikke tillade, at det skete. Nogle af mine klassekammerater turde ikke gå direkte fra skolen og til Enghave Station. De skulle tage en omvej. Måske en kilometer ekstra, fordi de var bange. Jeg prøvede at vise, at jeg ikke syntes, det var i orden«.

En dag foran skolen gik det galt. Hans ven blev mobbet, og Wissam gik hen for at standse det.

»De begyndte at kaste ting efter ham, men jeg stoppede det. Han var lille, han var ikke så stærk, og han var feminin. De kaldte ham bøsserøv og svans og mange ting, der er værre end det. Men han var en flink og dejlig person. En meget smilende og glad person, som var god ved klassen, og god ved lærerne. Han var en person, der skulle leve i fred. Så løb jeg hen og råber: I skal faneme stoppe det her. Det var efter skole, og jeg får ham op i skolen. Han skulle lave lektier, og jeg skulle også lave lektier. Så efter en halv time forlod jeg skolen«.

Da Wissam kom ud, blev han pludselig omringet af omkring 20 drenge fra skolen og kvarteret omkring skolen. De bankede ham, slog med stave og en jernstang. Men det værste var cyklerne.

»Jeg fik tre damecykler i hovedet. De pralede af det bagefter til mine venner. Jeg lå faktisk ikke ned, for jeg tænkte, at hvis jeg ligger ned, så begynder jeg at få spark. Og selv om jeg har dyrket kampsport, så ... Når der kommer så mange, og jeg ikke er forberedt. De bliver ved med at slå og slå. De kaldte mig for bøssebeskytter og alt muligt. Det varede i tre minutter. Men nok til at få mange tæsk. Virkelig mange tæsk. Det var cyklerne, der var det værste. Jeg fik problemer med øjnene. Jeg kunne faktisk ikke se særlig meget der, så jeg kunne næsten ikke beskytte mig. Jeg knoklede virkelig for ikke at få bank, men jeg blev slået og fik spark og en jernstang på mit knæ. De siger også til hinanden: Hvorfor falder hunden ikke ned?«.

»Jeg har aldrig set min far så ked af det«
Han kan ikke huske, hvordan det stoppede. Måske var det nogle lærere. Han kom tilbage til skolen og blødte kraftigt fra næse og fra sår under øjnene. Han havde ondt i ribbenene og fik kvalme. Derefter ringede han til en ven, der boede nær Nordhavn Station. Men på vejen til sin ven blev han dårlig, og han nåede lige at ringe til vennen, før han besvimede på Nordhavn Station. Det var hans ven, der vækkede ham og kørte ham til Hillerød Sygehus.

»Jeg ringede til min familie, og de kom. Jeg har aldrig set min far så ked af det«, siger Wissam. Lærerne på skolen var også dybt chokerede. Wissam var en afholdt elev, og måske var det derfor, det skete.

»Han gjorde alt for ikke at ligne en tosproget. Han gik jo ikke med kasket. Han var jo så vestlig at se på, og så stiller han sig op og forsvarer sin metroseksuelle ven. Han sagde: Hør nu her. Det er Danmark. Han må se ud, som han vil. Han forsvarer ham, og det gør han i den røde karré på Vesterbro. Det er jo deres ’hood’, og det skulle han bare aldrig have gjort. Så er det, de smadrer ham samme eftermiddag. Med cykler og jernkøller og sådan noget«, siger Heidi Hage.

Nederlagene
Wissam kom aldrig til at gå i skolen igen. Skolens lærere gik til politiet med navne, adresser og billeder af dem, der havde slået ham.

»Det er endnu en ting, der er så sindssyg. Jeg kæmpede for, at der kom en politisag på de drenge, men sagen blev bare vansmægtet hos politiet på Halmtorvet. Så kunne de ikke finde den i bunken, så blev den mand, der var sat på sagen, forflyttet, så lå den bare i en bunke, der blev væk, og de gjorde ingenting ved det«.

Heidi Hage tror, at sagen blev syltet, fordi politiet ikke så nogen muligheder for at opklare den. Der var vidner, men de var tavse.

»Vidnerne ville ikke snakke på grund af æresbegreberne med, at man ikke stikker sine barndomsvenner«, siger Heidi Hage. Hos station City bekræfter efterforskningsleder Oscar Lassen, at sagen blev anmeldt i november 2006.

»Jeg kan se, at man har talt med utrolig mange mennesker. Jeg kan godt se, at der er flere kolleger, der har behandlet den, men det er ligesom de vilkår, vi lever under, og den har fået samme behandling som alle andre sager, vil jeg vove at påstå. Men man har ikke kunnet løfte bevisbyrden, og på et tidspunkt, når man ikke kan nå længere, så slutter efterforskningen«, siger Oscar Lassen og tilføjer:

»Det omkring æresbegreber kan sagtens have spillet ind. Der er i hvert fald ikke nogen, der har villet sige noget, der har betydet, at man kunne rejse en sigtelse mod nogen«.

Bagefter blev en af voldsmændene smidt ud af skolen, men de, der havde lemlæstet Wissam, kom fra kvarteret, og af hensyn til ham selv turde lærerne ikke lade ham gå på skolen længere.

Ud af gymnasiet
Volden knækkede Wissam. Han kunne ikke tåle skarpt lys, han sad i mørke i Sandholmlejren, og her tre år efter, mens vi taler, generer det ham stadig, når det elektriske lys i loftet bliver tændt. Da han igen begyndte på en ny skole i Hillerød, måtte han give op.

»Jeg prøvede at holde mig stærk, men jeg besvimede i toget mange gange på vej til skolen, og toget kørte til Hillerød og tilbage. Jeg knoklede, men jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke sidde foran en computer. Jeg kunne ikke adskille linjerne, når jeg læste. Jeg droppede ud af skolen og sad i mørket i flere måneder derhjemme. Det dræbte mig indvendigt. Det føltes som at være i fængsel ligesom nu. Jeg sov ikke godt, jeg spiste ikke godt, og ingen ville hjælpe mig. Til sidst fik jeg lov til at snakke med en psykiater, men jeg kunne ikke lide det«.

Han fik aldrig sin afgangseksamen fra 10. klasse, men alligevel gik han til optagelsesprøve for at se, om han kunne komme ind på Allerød Gymnasium. Det lykkedes. Han bestod.

»Jeg troede, jeg kunne klare det. Jeg blev så lykkelig. Jeg kunne også godt klare skolen og klassen, men nogle gange kunne jeg ikke læse, og det værste var at sidde foran en computer. Jeg droppede ud af skolen, og jeg kan huske, at jeg gik op på kontoret og sagde undskyld rigtig mange gange«.

Til det sidste håbede han, at han kunne komme i gang igen, og der gik et helt år, før han afleverede sine bøger, fordi han sådan ønskede at komme tilbage.

»Jeg havde ikke særlig meget liv, og hver eneste ting, jeg troede, jeg var god til – om det var sport eller skolen – gik galt. Jeg holdt også op med at gå op i mig selv«.

Rosa
Han havde set hende et par gange. Hun var ven med en, han kendte, og så en aften var de fire, der mødtes sammen på et værelse. Wissam mener, der gik et minut.

»Jeg mødte hende der, og vi snakkede og snakkede og snakkede. Det var fra første minut, vi så hinanden. Hun viste det rigtig, rigtig meget. Hun havde et kæmpestort smil hele tiden og kunne ikke få øjnene fra mig. Og jeg var heller ikke så dårlig til det. Vi mødtes flere gange på den måde, og så kunne vi begge mærke, at det var mere end en almindelig flirt. Det var ikke en, man var kærester med for en måned«.

»Vi aftalte, at efter en måned skulle vi sidde over for hinanden og finde ud af, om det kunne blive til noget eller ikke blive til noget. Jeg tror aldrig, nogen mennesker har været så enige, som efter den måned var gået. Hun er meget speciel. Hun forstod, at jeg har det svært med koncentrationen, at jeg ikke altid er til fest og farver, og at jeg ikke er så hurtig til at komme i gang. Hun sætter pris på hver eneste lille detalje omkring mig, og hun tager sig lige så godt af mig, som en mor tager sig af sit barn. Nu er der gået to år, og jeg får stadig sommerfugle i maven, når jeg skal møde hende. Hun er endnu smukkere indeni end udenpå. Jeg kalder hende for min engel. Hun er virkelig smuk indvendig. Vi har været sammen hver eneste dag siden da. Vi taler dansk sammen. Hun var lyset i mit liv, og det er hun stadig. Jeg er ikke bange for nye ting længere. Jeg er vendt tilbage til træning. Jeg går op i mit udseende. Jeg fik livsglæden igen, selv om jeg var i Sandholm«.

Sagen
Wissam er træt. Lige efter overfaldet kunne han kun koncentrere sig i to minutter ad gangen. Nu er det blevet bedre, men han har talt i to timer og kan næsten ikke mere.

Han har ondt i hovedet, han lukker øjnene og taler langsommere og mere uklart. Han beder om at få slukket lyset i loftet, fordi det generer ham, og han kan ikke rigtig fortælle længere. Men det er han nødt til. Han sidder i fængsel, og vi kan ikke mødes i morgen. Han ved heller ikke, om han bliver sendt ud i morgen. Desuden er han bange. Han vil gerne fortælle, men alligevel er han bange for, om han ved at fortælle kan skade sin sag.

Men det her er Danmark. En sag ændres ikke, fordi den kommer i medierne. Kun hvis der fremkommer nye oplysninger. Hans eneste chance er, at Flygtningenævnet genoptager den, og advokat Helge Nørrung har lige sendt sagen til genoptagelse i nævnet. Advokaten mener, at der er gode muligheder for genoptagelse, da der er nye oplysninger i sagen.

Familien er feylikurdere, og netop feylikurderne er på det seneste blevet fordrevet fra Bagdad i stigende grad. Man kan ikke få asyl, bare fordi man er feylikurder, for der skal være individuelle begrundelser. Men de hører til de udsatte grupper. Flygtningenævnet har inden for de senere år omgjort sager, hvor feylikurderne i første omgang havde fået afslag, og ifølge Helge Nørrung har netop denne familie stærke individuelle grunde til at få asyl.

»Der er ikke så mange feylikurdere, og det er ikke sådan helt indlysende, at de skal have asyl, hvis den genoptages. Men i deres tilfælde er det en meget meget klar sag. Vi har dokumenteret hele 15 dødsfald blandt nære slægtninge, som også er feylikurdere. Dertil kommer, at familien er fra Bagdad, som er et af de mest usikre områder«, siger Helge Nørrung.

FN fraråder hjemsendelse
Også FN’s flygtningeorganisation, UNHCR, fraråder, at man sender folk tilbage til Bagdad.

»På baggrund af de alvorlige krænkelser af menneskerettighederne og de vedvarende hændelser, der truer sikkerheden, først og fremmest i de fem centrale provinser Bagdad, Diyala, Kirkuk, Nineveha og Salahuddin, vurderer UNHCR, at alle irakiske asylansøgere fra disse fem centrale provinser har brug for international beskyttelse«, skriver organisationen i den seneste rapport.

I sin genoptagelsesanmodning til Flygtningenævnet skriver Helge Nørrung blandt andet:

»Jeg henviser endvidere til Dansk Flygtningehjælps landenotat fra december 2008 ... som omtaler, at feyli-kurdere er blandt de grupper, der oplever overgreb som følge af den sekteriske vold mellem sunni- og shiamuslimer. Samme notat taler desuden generelt om kurdere, at de af oprørsgrupperne opfattes som kollaboratører eller støtter af koalitionen«.

Politiken ville gerne have talt med Flygtningenævnet om familiens sag, men nævnet udtaler sig af princip ikke i enkeltsager.

Fængslingen
Torsdag 30. juli var Wissams forældre i Sandholmlejren for at hente deres lommepenge. I stedet blev de mødt af politiet, som fængslede dem. Senere kørte politiet til den lejlighed i Kokkedal, som familien har boet i, siden regeringen gjorde det muligt for børnefamilierne at flytte ud af asylcentrene.

De ringede på, og både hans bror Ammar og Wissam var i lejligheden. Ammar overgav sig, men Wissam flygtede ud ad bagindgangen til baghaven.

»Jeg ved ikke hvorfor. Det var den menneskelige reaktion, tror jeg.«

Her stod der en betjent. Wissam sprang over rækværket til naboen, men også her stod en betjent, og Wissam sprang tilbage igen. Han var større end betjenten og kom forbi ham, uden at de kom op at slås. Derefter løb han gennem en smøge, og en kvindelig betjent forsøgte at standse ham.

»Jeg skubbede hende ikke eller noget. Hun var en kvinde«.

Til sidst løb han ind i tolken, som holdt fast i ham. Wissam blev lagt i håndlås og stillet op ad en politibil. Men han brød håndlåsen og flygtede ind i en nærliggende skov. Politiet kunne ikke finde ham, men lidt senere hørte han, at de slap hundene løs. Så gik han ud på vejen og overgav sig frivilligt til en betjent, som ringede til sine kolleger og sagde »vi har gerningsmanden«.

Derfor sidder Wissam i fængsel nu, men han synes ikke, det er retfærdigt.

»Jeg føler mig umenneskeligt behandlet. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg har fortjent de her dårlige ting. Betjenten kalder mig gerningsmand, men jeg er ikke gerningsmand. Jeg har ikke lavet nogen stor forbrydelse. Jeg har ondt af min familie. Jeg er ked af, at min bror skal opleve sin lillebror blive slæbt ind i en politibil«.

Hellere håbe end frygte
Ni dage senere møder vi Wissam igen. Han sidder stadig i fængsel og er ikke meget for at tale om at vende tilbage til Irak: »Jeg har meget svært ved at forestille mig Irak«.

På et tidspunkt siger han »når jeg vender tilbage«, men som om han havde afsagt en forbandelse over sig selv, ændrer han det til »hvis«. Han håber stadig, at sagen bliver genoptaget og synes også at have valgt at tro på det.

Da han bliver hevet ud af besøgslokalet for at blive fotograferet til avisen, bliver han også hevet bort fra sin virkelighed. Den venlige betjent og undertegnede er nærmest ikke eksisterende. Der er bare Wissam og fotografen.

De griner, joker, laver gas med hinanden, og Wissam gør, hvad der bliver sagt. Han optræder som det, han er. En begavet, lattermild, ung mand, der hellere vil læne sig op ad håbet om genoptagelse end af frygten for at blive sendt ud. Skulle det utænkelige ske, at han fik lov til at blive i Danmark, så er han ikke i tvivl om, hvad der skal ske.

Så skal han tage en hf-eksamen i Danmark. Lige efter overfaldet kunne han kun koncentrere sig i to minutter ad gangen. Nu er han oppe på en halv time, og han er sikker på, at han kan klare en hf-eksamen.

»Hvis en dansk elev kan læse to timer, så kan jeg læse seks. Syv«, siger han.

Lidt af hans ukuelighed er vendt tilbage. Det er der en god grund til.

Rosa var på besøg i går.