I tomrummet mellem Danmark og Irak, fantasi og virkelighed, sidder Hasan Gardi og Gulizar Ahmed i et lille værelse.

»Hej, hej, hej, hej. Det går godt, det går godt, det går godt«, siger Hassan Gardi, da vi møder ham. Han rejser sig halvt fra briksen, giver hånd, og lægger sig tilbage under tæppet igen.

Hassan Gardi er dement, og hvor andre i hans situation ville være på et plejehjem, blev han og hans kone anholdt og sat i fængsel sidste uge. De skal udvises af Danmark.

»Ikke sådan jeg ønskede mit liv«
Efter tre dage i fængslet og en indlæggelse er parret nu tilbage i asylcenteret Kongelunden på Amager. Her venter de på myndighedernes beslutning.

»Hvis der bare var mulighed for, at vi kunne overleve med ham i Irak i hans tilstand, så havde jeg måske også taget af sted. For jeg har aldrig ønsket at skulle leve sådan her. I fængslet eller i kirken. Det er ikke sådan, jeg havde forventet at leve mit liv«, siger Gulizar Ahmed.

Hun håber derfor stadig på, at deres sag om humanitært ophold vil blive genoptaget.

LÆS ARTIKELPolitiet anholder dement iraker

»Jeg drømmer tit om at åbne døren til en lejlighed, som jeg ved, jeg vil have til mig selv, og bare leve det her liv uden frygt eller noget som helst. Bare vide, at det her, det er mit, og så kunne gå ind og ud ad døren, som jeg har lyst«, fortæller hun.

Hassans café bliver bombet
Tilbage i år 2000 var Hassan Gardi en anden mand. Han var ethvert selskabs centrum, og munden stod sjældent stille på ham. Han drev et populært tehus i byen Erbil i den kurdiske del af Irak. Sådan fortæller Gulizar Ahmed historien.

Folk spillede spil og hørte musik og så vestligt fjernsyn i caféen lige indtil den dag, da ukendte gerningsmænd sprængte en bombe derinde.

Mange mennesker mistede livet i eksplosionen. Blod og afrevne lemmer flød i lokalet. Hassan Gardi selv var uskadt, for han havde stået i læ af baren og brygget te.

Bomben ruinerede parret, og samtidig blev de truet. Et brev blev afleveret på den sønderbombede café:

»Vi er stadig ude efter dig«
»Vi har sat en bombe i din café, for at du skulle dø. Det var rigtig ærgerligt, at andre skulle miste livet, men vi er stadig ude efter dig«, stod der.

I deres private postkasse derhjemme lå samme brev. Samtidig krævede flere pårørende til de døde, at Hassan Gardi betalte dem erstatning for deres tab – ellers ville de dræbe ham, fortæller Gulizar Ahmed.

Dag for dag voksede frygten, Hassan Gardi følte sig forfulgt overalt. De valgte at flygte.

Hassan glemmer alt
Den 8. november 2001 stod parret i Danmark og søgte asyl. Siden da har de flyttet fra center til center.

Efter et halvt år kom første afslag på deres asylansøgning, og Hassan Gardis frygt vendte tilbage. For to år siden begyndte han at glemme ting. Demensen begyndte at gnave.

Og det er netop med baggrund i Hassan Gardis sygdom, at parret forsøger at humanitær opholdstilladelse i Danmark. Integrationsministeriet vurderer ikke, at de er i fare, hvis de vender hjem, så deres mulighed for ophold ligger altså i deres helbred.

Det er på baggrund af nye undersøgelser af Hassan Gardis demens, at de forsøger at få sagen taget op igen.

»Jeg retter ham mindst ti gange om dagen, og fortæller ham, hvad jeg hedder. Han kan kun huske et minut ad gangen. Den anden dag ville jeg have ham til at tage tøj på, og det eneste han gjorde, var at trække de rene underbukser over de gamle. Resten af tøjet kunne han ikke tage på«, siger Gulizar Ahmed og slår armen ud mod Hassan, der ligger og stirrer dødt mod tv’et.

Livet i kirken
I foråret begyndte rygterne at svirre på asylcenteret. Alle irakere ville blive sendt ud, sagde folk. Derfor valgte de at flytte fra centeret og ind i Brorsons Kirke, hvor en gruppe andre afviste irakiske asylansøgere havde søgt skjul.

»Det var hårdt at bo der, der var konstant larm. Han var ligesom et lig, han var på piller hele tiden derinde. Det eneste, han lavede, var at ryge sine smøger og lægge sig ned«.

I kirken fik hun at vide, at de ikke skulle være bange, for politiet ville under ingen omstændigheder komme der. Det var det sikreste sted, fik hun fortalt.

Men løfterne holdt ikke. Politiet kom og ryddede kirken natten til den 13. august. Parret lå og sov i et værelse under kirkerummet, da de blev hentet ud af de andre irakere.

Som en slagtet kylling
»Jeg husker kun frygt. Frygt, som jeg ikke kan glemme i dag. Hassan var, som hvis man slagter en kylling. Så løber den stadig rundt på grund af nerverne og ryster helt vildt. Han hoppede rundt og rystede vanvittigt. Jeg var bange for, han fik et hjertestop, så jeg brugte hele aftenen på at berolige ham«.

Herefter gik de to under jorden. I hen ved en måned opholdt de sig på en hemmelig adresse. Men opholdet var hårdt for dem, og der var ingen chance for, at sagen ville blive genoptaget, hvis de ikke kom frem igen. Derfor flyttede de tilbage på Kongelunden.

»Jeg overgav mig fuldstændig. Jeg var så træt af min situation og sagde, ’ske, hvad der må ske’«.

Fængsel som en gravplads
I omkring 20 dage boede de i Kongelunden, som om intet var hændt, men tirsdag den 6. oktober kom politiet og kørte dem til Ellebækfængslet. De blev dømt til at sidde i forvaring i 30 dage. Men de sad der kun i tre.

»Fængslet var som en gravplads. Jeg følte det som om, jeg var død ti gange og vågnet igen. Det var som at sidde i et bur. Hassan kunne ikke holde ud at være der og spiste slet ikke«.

Fordi Hassan Gardi ikke spiste, blev han bragt på hospitalet for at blive undersøgt. Efter at have været der, vurderede politiet, at de skulle tilbage til Kongelunden.

Nu sidder de altså tilbage på deres værelse, og venter deres skæbne. Hos Integrationsminesteriet ligger en anmodning om at få genoptaget deres sag om humanitær opholdstilladelse.

De har fået nye papirer, der dokumenterer Hassan Gardis demens.

Parret har intet hørt endnu og lever i et vakuum. Mellem Irak og Danmark, virkelighed og glemsel. Over asylcenteret dykker brølende passagerfly mod Kastrup Lufthavn. På værelset er der meget stille.

Historien er rekonstrueret ud fra Gulizar Ahmeds fortælling. Parrets sagfører Dlovan Abdulla har været tolk på interviewet.