Fredag aften undgik han med nød og næppe et angreb fra en somalisk øksemand. I weekenden blev han bragt i sikkerhed et sted, han »ikke kan oplyse«. Men inden længe skulle han gerne være tilbage i sit rækkehus i Viby sammen med sin kone og i gang med at tegne igen.

»Det håber jeg da«.

Den 74-årige bladtegner Kurt Westergaard er ikke sådan at slå ned.

»Jeg synes jo, jeg har den moralske fordel, at jeg kun har passet mit arbejde og lavet en tegning med den blandt ordentlige danske bladtegnere almindelige respektløshed over for autoriteter og magthavere. Det er jo det, jeg har gjort«, siger en helt og aldeles rolig og fattet Kurt Westergaard i telefonen.

LÆS OGSÅ Øksemand sad fængslet syv uger i Kenya

Han vil ikke »lade sig kue«, men han er klar over, at det er nødvendigt at skærpe sikkerheden, for eksempel med en personlig livvagt.

Kan man leve et fornuftigt liv med en PET-mand ved siden af sig hele tiden?

»Ja, det synes jeg bestemt. Alle dem, jeg har mødt, har virkelig været gentlemen. Og en del af dem har også været vores terapeuter. Hvis vi har været utrygge ved noget, har vi altid kunnet ringe og få vores mere eller mindre irrationelle frygt målt med deres rationelle frygt. Og så har vi fået tingene sat på plads«.

Familien tager det fint
Fredag aften var ikke kun en barsk oplevelse for dig, men for hele din familie. Hvordan tager din familie det?

»Jeg synes, de tager det fint. Det allerbedste for mig er jo, at der ikke skete mit barnebarn Stephanie på fem år noget som helst. Hun sad inde i stuen med sit brækkede ben fra en skitur. Jeg havde to muligheder: Jeg kunne gå i clinch med den her indtrængende terrorist, og der ville jeg nok ikke have haft store chancer. Så var jeg blevet slået ihjel lige for øjnene af mit barnebarn, og det var det allerværste, tror jeg, der kunne ske«.

»Og så havde jeg den anden mulighed, som jeg stod der ude i korridoren, og det var at vende tilbage til vores sikringsrum, barrikadere mig der og så stole på, at terrorister normalt ikke gør noget mod familiemedlemmer. De går mod en bestemt person. Og det viste sig at være den rigtige beslutning. Jeg reddede selv livet, og mit barnebarn kom ikke noget til. Hun er blevet tjekket af psykologer, og det ser ud til, at hun har det helt fint«.

»De psykologisk meget kompetente politifolk havde straks sat sig hen til hende og forklaret, at det var en tyv, der havde været inde i huset. Så sagde hun, at det vidste hun godt, for tyve slår altid glasset i stykker. Hun havde fået en forklaring, som hun kunne acceptere«.

Det betyder meget, at jeg gjorde det rigtige
Hvordan har du det selv på andendagen?

»Jeg har det meget godt. Jeg har hele tiden prøvet at få det billede af mit barnebarn, der sidder stille og roligt og taler med politiet, frem i erindringen, frem for det andet billede med rædselsminutterne inde i sikringsrummet. Det er hendes skæbne, der måske gør udslaget. Der skete hende ikke noget. Det er så vældigt at tænke på«.

Oplevelsen rejser vel også det spørgsmål, om du fremover kan være alene med dit barnebarn, som alle andre kan?

»Nu bliver sikkerheden skærpet betydeligt, tror jeg. Og så kommer der så også styr på det. Det betyder meget for mig, at jeg har gjort det rigtige. Jeg har ikke gjort noget forkert. Jeg har bare arbejdet i mit fags traditioner, og jeg vil ikke acceptere, at nogen form for ondskab skal dominere mit liv og ødelægge resten af min tilværelse«.

Udstiller hos modig gallerist
Fortsætter du med at tegne?

»Jeg har af sikkerhedsmæssige grunde fået en pause fra Jyllands-Posten, en ferie. Og så skal det aftales, hvorvidt jeg skal vende tilbage. Og så er jeg begyndt at udstille hos en modig gallerist i Skanderborg, der meldte sig som interesseret i at udstille mine helt andre ting, som er sådan nogle fabulerende billeder«.

LÆS OGSÅWestergaard tjener godt på Muhammedtegning

»Der var ingen andre gallerier, der turde. Men han turde. Og han turde også sælge nogle af de 1.000 tryk af den oprindelige tegning, som blev lavet efter den gamle litografirecept, hvor man trykker et antal, som man nummerer og signerer«.

Hvorfor valgte du at gøre det?

»Det var Trykkefrihedsselskabet, der var interesseret i at udgive den tegning som et særtryk. De blev meget hurtigt solgt alle sammen, og nogle af dem blev så udstillet på galleriet«.

Tror du ikke, at Politiets Efterretningstjeneste gerne så, at du ikke skabte så meget opmærksomhed?

»Jo, det tror jeg da nok. Men de har accepteret, at det vil jeg så. Og det mener jeg også, at jeg har ret til. Det kan ikke være meningen, at jeg skal gemme mig fuldstændig væk. Det duer ikke. Det kan jeg ikke leve med. Så det har de accepteret, og de har altid sørget for opbakning«.

Brugte hellig inskription på arabisk
Selv om du er i din gode ret, har du så overvejet, om omkostningen for dig er så stor, at det ville være bedre at holde lavere profil?

»Det kan jeg bestemt godt forstå, men jeg vil ikke lade mig underkue. Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg ikke af og til kan føle angst. Men jeg vil ikke acceptere, at det er det, der skal bestemme«.

Hvorfor tror du, at det er dig, der i de senere år, er blevet mål for truslerne?

»Jeg havde fundet den hellige inskription »der er kun en gud, Allah, og Muhammed er hans profet« på arabisk, og den havde jeg brugt på tegningen. Da man virkelig fik øje på den inskription, tror jeg, at det accelererede«.

»Men så er vi tilbage ved, at jeg gerne vil stå ved det, jeg har lavet. Jeg har ikke rigtig temperament til at gå baglæns. Jeg brød måske den linje, der var aftalt mellem bladtegnerne, at vi skulle holde lav profil. Jeg måtte erkende, at det kunne jeg ikke rigtigt leve med. Da først den tegning kom sådan i fokus, var jeg nødt til også selv at vedkende mig det«.

Min traditionelle politiske korrekthed krakkelerede
Mener du, at tegningen blev misforstået?

»Jeg har prøvet at tale med muslimer om andre måder at fortolke den på end det, jeg kalder den imam-autoritative, hvor det er profeten, der er tegnet. Min motivering har været 11. september 2001 i New York, hvor terroren var fuldstændig rædselsfuld. Det fik min traditionelle politiske korrekthed til at krakelere og falde sammen med tårnene. Og det, jeg først og fremmest vil vise i den tegning, er, at der er terrorister, der får deres åndelige ammunition fra dele af islam. Men jeg har også foreslået, at man vender det hele om og siger, at terroristerne har taget profeten som gidsel. Men det vinder ikke genklang«.

Kunne du da godt tænke dig, at man fra muslimsk side så tegningen sådan, at den ikke er vendt mod profeten, men mod den vold, der begås i hans navn?

»Ja, det kan man godt sige. Alle billeder har flere tolkningsmuligheder. Det har denne her tegning, men det er der ingen, der er interesseret i. TV 2 havde lavet et arrangement med mig og formanden for Islamisk Trossamfund, der blev inviteret til mit hjem, og vi sad en aften under ramadanen og ventede på, at solen skulle forsvinde, og vi kunne spise. Vi havde det hyggeligt og snakkede kvalificeret om Mellemøsten. Jeg havde sagt på forhånd, at jeg ikke ville give en undskyldning, men så kom det krav alligevel«.

Hvad havde du håbet, der kom ud af det?

»Jeg havde ikke forestillet mig, at vi blev enige. Men jeg havde forestillet mig, at vi ville acceptere, at uenigheder i et demokrati, dem snakker man om, man skændes, man råber, men ingen diskussioner skal jo ende med en begravelse. Det var det, jeg håbede på«.

»Det kommer til at fortsætte min tid ud«
Har du et håb om, at tingene falder til ro, eller tror du, truslerne vil fortsætte?

»Det kommer til at fortsætte min tid ud. Det er fuldstændig sikkert. Det bliver sådan lidt konjunkturbestemt, hvor det nogle gange går op med trusselsniveauet, andre gange måske den anden vej. Det bliver ved med at være der, men det, synes jeg, at jeg har lært at leve med. Så det går«.