Annonce
Annonce
Annonce
Danmark

Skudofre tør ikke vidne i Danmark

Vidner i Odense er bange for at blive forsøgt myrdet igen.

Gem til liste

Frygten for atter at blive forsøgt myrdet holder ofrene fra vidneskranken i Odense.

To af de tre ofre for en palæstinensisk pistolmands bersærkergang i et fynsk indkøbscenter turde ikke møde op i retten, da de skulle vidne i sagen.

LÆS OGSÅTo israelere skudt i Odense

Gerningsmand har kendt sig skyldig
En 28-årig palæstinenser fra Odense står tiltalt for femdobbelt drabsforsøg, efter at han nytårsaftensdag 2008 pludselig trak en pistol og skød løs i Rosengårdscenteret i det østlige Odense.

Manden havde netop passeret en salgsstand med hårplejeprodukter, hvis personale var israelere. Han reagerede ved at vende sig mod sælgerne og deres kunder, gribe sin pistol og begynde at skyde løs mod standen.

Han har erkendt, at han skød mod sine ofre, men hævder, at der var tale om selvforsvar og at det skete på grund af mellemøstkonflikten.

LÆS OGSÅ Dansk-palæstinenser erkender skud mod israelere

Da skuddene rungede i Rosengårdscenteret, havde Israel netop indledt en offensiv mod palæstinenserne i Gaza for at standse den mangeårige raketbeskydning fra området mod mål i israelske byer.

LÆS OGSÅIsraels ambassade forventede angreb i Danmark

Vidne frygtede møde med gerningsmand
Skyderiet i Odense var kulminationen på længere tids chikane af de israelske sælgere, forklarede det ene skudoffer, der mødte frem i retten – men som ifølge bistandsadvokaten brød sammen uden for retssalen, da han havde beskrevet drabsforsøgene.

Fordi I har stjålet vort land, vil vi tage jeres liv

Palæstinensere til israelske kosmetiksælgere

Han havde bedt om, at den 28-årige, der anklages for at forsøge at slå ham ihjel, ikke sad i retssalen, da han skulle vidne. Det ønske afviste retten efter en protest fra den tiltaltes forsvarer, Bjørn Elmquist.

»Hvis vidnet ikke vil se tiltalte, kan han lade være med at se på ham«, lød kommentaren fra advokaten.

»Min klient er ikke bevæbnet. Situationen er ikke den samme som i Rosengårscenteret«, tilføjede han.

Chikaneret gennem længere tid
Vidnet fortalte om sit arbejde i det odenseanske indkøbscenter, hvor han sammen med to landsmænd solgte hårplejeprodukter.

Gruppen blev tit og ofte chikaneret af centerets kunder. De blev mødt med grove tilråb, spytklatter og trusler. Og ved et tilfælde omringede en større forsamling kunder med et palæstinensisk flag israelernes stand og truede de tre.

»Fordi I har stjålet vort land, vil vi tage jeres liv«, sagde gruppen ifølge vidnet.

Andre gange var han blevet spyttet på, men havde undladt at reagere: »Der er ikke noget at gøre. De venter på, at jeg skal reagere. Hvis vi venter, så kan vi måske lukke i fred«, sagde han til sin kollega.

Vidne blev skudt i benet
Den 31. december 2008 gik det galt. De tre sælgere var ved at betjene et par kunder, da der blev åbnet ild.

Vidnet blev ramt i benet og sank sammen.

»Han blev ved med at skyde, så vi prøvede at gemme os«, forklarede offeret, der forsøgte at kravle væk fra kugleregnen.

Hans makker blev ramt i armen, mens den tredje sælger slap uskadt. Det samme gjorde de to kunder, som var i palæstinenserens skudlinje.

Blev ekskorteret af politiet
Vidnet lagde ikke skjul på sin angst ved at rejse til Danmark for at vidne i retten, hvor han blev eskorteret af en bevæbnet livvagt fra politiet.

Man efterlades med det indtryk, at han er ligeglad med vores retssystem

Forsvarsadvokaten om det vidne, der med egne ord ikke turde møde op i retten

Han har tidligere arbejdet som sælger i Stockholm.

»Der følte jeg mig meget mere sikker«, sagde han.

Centervagter reagerede ikke
Hans chef forklarede i vidneskranken, at israelerne flere gange havde bedt centerets vagter om hjælp.

»Jeg ringede mange gange. På et tidspunkt sagde de, at de ikke kunne styre det. Det var de ord, de brugte. De sagde: Vi er ikke dit private vagtfirma«, konstaterede manden.

Ifølge hans vidneforklaring havde der været rigtigt mange tilfælde af chikanerier af personalet ved salgsboden. Han oplevede aldrig vagterne fjerne nogle af de mennesker, der stod bag chikanen.

Skuddrama har givet psykiske mén
Det skudoffer, der mødte frem i retten, har siden gået til psykolog og lider stadigt af mén fra skudsåret i benet.

De to andre sælgere var blevet indkaldt som vidner, men mødte ikke op. Over for politiet har de ikke lagt skjul på, at de var bange for at dukke op.

Det andet skudoffer har det ifølge anklageren psykisk dårligt efter angrebet, hvor han blev ramt i armen. Han skulle opereres kort før nytår og kunne derfor ikke rejse til Odense for at forklare, hvad der skete, da han blev forsøgt dræbt i det fynske indkøbscenter.

Forsvarer kritiserer vidner
Heller ikke den tredje sælger turde vise sig i Danmark, efter at hun blev mål for skudangrebet, hvor hun undgik at blive ramt.

Det fik den tiltaltes forsvarer til at kritisere vidnerne.

»Jeg kan ikke tage det alvorligt, at de er bange for at møde op«, sagde Bjørn Elmquist.

Brød sammen efter vidneafgivelse
Om det ængstelige skudoffer, der holdt sig væk, sagde han, at »man efterlades med det indtryk, at han er ligeglad med vores retssystem«.

Ofrenes advokat reagerede ved at forklare, at de simpelt hen ikke turde møde op i retten.

Hun tilføjede, at det skudoffer, der afgav vidneforklaring, brød sammen, da han kom ud fra mødet i retssalen med den tiltalte.

Jeg troede, at det var en legetøjspistol

Vidne

»Troede det var en lejetøjspistol«
De tre israelere var ikke de eneste, der var i fare under angrebet. To kvindelige kunder stod ved standen, da palæstinenseren gik til angreb.

Den ene forklarede i retten, at hun stod og sludrede med en af sælgerne, da hun pludselig hørte to-tre skud på en gang.

»Jeg troede, at det var en legetøjspistol. Der stod folk rundt omkring og kiggede. Jeg troede, at de var sammen med ham, og at de kiggede på«, sagde vidnet.

Videooptagelser afslører tiltalte
På grund af nytåret troede hun blot, at der var tale om løjer med fyrværkeri eller en knaldpistol.

»Israelerne råbte op. Jeg troede, at de blot blev chokerede. En af dem faldt ned af sin stol. Så så jeg andre løbe – og så løb jeg ud«, fortsatte kvinden, der fik sin mand til at køre sig hjem efter episoden.

Videooptagelserne fra centerets sikkerhedskameraer viser, hvordan gerningsmanden åbner ild og stormer rundt om standen for at få ram på sine ofre med pistolskuddene.

Skud fløj tæt forbi
Da de første skud falder, står det kvindelige vidne lige i skudretningen, men bliver ikke ramt ikke. Heller ikke den anden kunde, der står lige ud for pistolen, træffes af kugleregnen.

Optagelserne viser, at dansk-palæstinenseren på et tidspunkt har lidt besvær med sit våben, der tilsyneladende ikke fungerer ordentligt. Men det lykkes for ham at tage ladegreb og få den gjort affyringsklar, så han kan fortsætte beskydningen.

Dansk-palæstinenseren stak af efter drabsforsøgene, men blev anholdt kort tid senere og har siddet fængslet i et år, mens sagen blev forberedt.

Angrebet var planlagt
Dagens retsmøde afslørede, at politiet har fået flere henvendelser fra kilder i kriminelle miljøer.

De har oplyst, at angrebet var planlagt og politisk motiveret, og at det blev sat i værk af bagmænd, der fik den tiltalte til at begå ugerningen, fordi han har dansk statsborgerskab.

De ville sørge for hans familie under afsoningen og havde ifølge oplysningerne fået samlet 60.000 kroner ind.

Politiet har blandt andet via rumaflytninger forsøgt at få underbygget oplysningerne, men det er ikke lykkedes.

Sagen mod den 28-årige ventes afsluttet fredag i næste uge.

PolitikenPlus
  • Aftensol over Grønland De havde været dybt inde i en fjord på den grønlandske sydvestkyst. Og besøgt en sælfangerfamilie.

    Pluspris 800 kr. Alm. pris 920 kr. Køb
  • Merry Christmas, Baby DR Big Bandet afslutter 2014 for fuld julemusik. Solisterne Sinne Eeg og Mads Mathias, som efter hånden er blevet kære gengangere med bandet, vil føre os til tops på julehumørbarometret?

    Pluspris 220 kr. Alm. pris 295 kr. Køb
  • Skænkeprop til vin Elegant dekanteringsprop lavet i glas, der passer til alle vinflasker. Proppen ilter automatisk vinen, når den serveres. Og så klæder den flasken!

    Pluspris 125 kr. Alm. pris 149 kr. Køb
  • Halstørklæde Morderne og trendy tørklæde, med et smukt leopard mønster i de flotte klassiske farver, sort, mørkegrå og lysegrå. Tørklædet er stort og fyldigt, og passer perfekt til de kolde tider.

    Pluspris 279 kr. Alm. pris 349 kr. Køb
  • DAX hvalp DAX er historien om en lille hund som ikke blot er 'Danish design' af navn. Den er rent faktisk fremstillet her i Danmark ? af træ fra bæredygtig skovdrift.

    Pluspris 545 kr. Alm. pris 645 kr. Køb