For lidt over en uge siden blev far og mor i en familie med ni sammenbragte børn varetægtsfængslet, sigtet for vold og seksuelle overgreb mod faderens datter på 20 år.

Datteren fik sagen til at rulle ved at gå til politiet, men familien har i årevis været kendt i det kommunale system.

Deres seneste tre hjemkommuner har alle fået advarsler fra borgere, politi og skoler om, at børnene led under omsorgssvigt og havde behov for hjælp.

LÆS MERENaboer til misbrugsfamilie slog alarm

Børnene var høflige og loyale over for deres forældre, men lod ikke til at trives. De havde problemer med hygiejnen, lugtede skidt og gik utilstrækkeligt klædt.

»Godt nok«
I alle kommuner siger sagsbehandlerne, at de har fulgt og undersøgt familien tilstrækkeligt. Konklusionen har alle steder været, at det gav bedre mening at forsøge at forbedre forældrene end at fjerne børnene fra dem.

Som Brønderslevs borgmester Lene Hansen (S) sagde, da hun forleden skulle forsvare kommunens beslutning om at lade børnene blive hos deres forældre trods gentagne advarsler fra naboer og skole:

»Børnene havde det godt i familien. Godt nok«.

LÆS MEREBrønderslevs borgmester: Vi har ikke fejlet

De seneste 15 år har familien været årsag til panderynker hos de sociale myndigheder. Politiken har fulgt den nu tvangsopløste familiens rute gennem landet. Turen starter på Lolland, hvor familien boede i længst tid.

For seks år siden fjernede den daværende Ravnsborg Kommune familien fra en uhumsk bolig på Lolland og indlogerede den i stedet i en 200 kvadratmeter stor lejlighed oven på Kragenæs Kro med fem værelser, plankegulv og udsigt over havet.

Kommunen ville holde tæt opsyn med forældrene og deres børneflok og hyrede derfor et hold konsulenter med særlig ekspertise i at lære udsatte familier basale færdigheder, som at stå op om morgenen, smøre madpakke og gøre rent.

Familien boede på kroen i et år, og en gang om ugen fik den besøg af en konsulent.

Stank af urin
Folk i lokalområdet fandt det påfaldende, at familien holdt sig for sig selv.

De kom ikke til de fælles arrangementer i byen. Og det var sjældent, at børnene var ude at lege. For eksempel benyttede de aldrig kroens legeplads eller swimmingpool, selv om kroejeren havde givet dem lov.

Da familien flyttede videre, var det tydeligt, at konsulentens arbejde ikke havde fået dem på ret køl. Ejeren af kroen måtte udskifte gulvet flere steder, fordi brædderne stank voldsomt af urin, der ikke var blevet tørret op i tide.

Det hvide hus i Birket
Da kontrakten med kroen udløb, lejede familien sig ind i et hus uden for Birket.

I fire år boede familien i det hvide hus omkranset af marker i det nordvestlige hjørne af Lolland. I begyndelsen havde udlejeren et godt indtryk af familien. Børnene lavede ganske vidst ballade, men de var søde.

Faderen havde et vognmandsfirma og kørte med pakker. Moderen gik hjemme på de 115 kvadratmeter, der er fordelt på en større vinkelstue, to værelser, et spisekøkken, badeværelse og et fyrrum.

Intet dagslys
Efter noget tid begyndte familien at forandre sig. Til slut kunne ingen udefrakommende se, hvad der foregik indenfor.

Der trængte intet dagslys ind gennem vinduerne i huset. Med hæfteklammer havde forældrene sat farvede lagner op på indersiden af hvert vindue. Ruderne i badeværelset og carporten var de eneste, der ikke var lukket med stof.

Familien havde i stedet dækket dem med et lag matsort maling, der blokerede for alt lys.

»Du kunne ikke se ind, og de kunne ikke se ud. Så jeg aner ikke, hvad der foregik derinde«, siger husets ejer, der udtaler sig på betingelse af, at han får lov at være anonym.

Han ønsker ikke at få sit navn koblet til sagen om familien.

Hjemmebesøg
Lolland Kommune har over for Politiken oplyst, at den ’gennem flere år’ har været på hjemmebesøg hos storfamilien og hjulpet med praktiske gøremål.

Men vi ved ikke, hvor ofte kommunen besøgte familien, for det vil den ikke oplyse. Vi ved derimod, at det fra 2006 blev sværere og sværere for udlejeren at komme i kontakt med forældrene.

Når han ringede, tog de ikke telefonen. Når han mødte uanmeldt op på adressen og bankede på, kunne han høre forældrene tysse på ungerne, og der blev ikke åbnet. Det var på dette tidspunkt, at vinduerne blev dækket til.

»Jeg kunne ikke komme ind i huset i to år«, siger udlejeren.

LÆS OGSÅSkole, politi og borgere advarede om svigt i familie

Det var også i denne periode, at politiet efter et besøg hos familien advarede kommunen om, at børnene levede under uhumske og uhygiejniske forhold. Og det var her, at indbyggerne i Birket for alvor begyndte at bekymre sig for børnene.

Når de stod på skolebussen om morgenen, var håret uglet, de havde snot løbende ud af næsen og søvn i øjnene. Tøjet så ud, som om det ikke havde været vasket længe, og børnene lugtede stærkt.

Så stærkt, at chaufføren kunne have smidt dem af bussen, fordi lugten generede de andre børn. Men han forbarmede sig.

Indberetninger fra skole
Også på den lokale skole, Ravnsborgskolen, var lærerne bekymret. At børnene lugtede og havde for lidt tøj på i kulden, var blot nogle af de problemer, skolen indberettede til de sociale myndigheder.

Lolland Kommune »har handlet« på baggrund af indberetningerne, som børne- og ungechef Lotte Christensen formulerer det.

Mod slutningen af 2007 holdt familien op med at betale leje for huset uden for Birket. Men de boede der stadig.

Det var tydeligt, for nu begyndte skraldet at hobe sig op i store dynger på plænen. Udlejeren havde nemlig afmeldt skraldespanden, så ingen hentede affaldet.

Artiklen fortsætter under billedet.

Losseplads.  Familien fik i perioder ikke hentet skrald, så affaldet hobede sig op. Da familien flyttede, kørte udlejeren 40 kubikmeter affald væk. Privatfoto. Efter 11 måneder uden husleje var der i oktober 2008 lagt op til, at familien skulle sættes på gaden af fogeden. Men natten inden forsvandt de fra huset. Nøglen lagde de i postkassen hos udlejerens advokat og kørte væk.

Det var et modbydeligt syn og en ubeskriveligt lugt, der mødte udlejeren, da han dagen efter var inde i sit hus for første gang i to år. »Det var et gys uden lige. Jeg har kørt storskrald og dagrenovation. Og da jeg var barn, arbejdede jeg i staldene, men jeg har aldrig set noget så klamt«, siger han.

Tykt lag fluelort
Der var afføring spredt over hele huset. På væggene og på gulvet. Der lå lortebleer og flød, nogle steder var der lagt aviser over afføringen, andre steder var bleerne jokket ned i gulvet.

Loftet var dækket af et tykt lag fluelort, og på gulvet kravlede myrer rundt i forskellige madrester. Beskidt porcelæn og bestik flød, og husholdningsaffald lå spredt over gulvene.

I køkkenet var skabslågerne flået af, og der var strømmet kloakvand fra rørene ud på gulvet. Under en sofa lå en tømt pakke hamburgerryg med en endnu ikke udløbet datomærkning, der afslørede, at familien havde været der til det sidste.

»Jeg kan ikke holde ud at tænke på, at der har siddet børn og spist i de omgivelser«, siger udlejerens hustru.

Brædder ætset op af afføring
Det tog to måneder for udlejeren at rydde op og gøre rent. Blandt andet fyldte han en container med 40 kubikmeter skrald, flåede køkkenet ned og hev gulvbrædderne op, fordi afføringen havde ætset sig ned i dem.

»Jeg havde revet huset ned, hvis det ikke var mit barndomshjem«, siger han.

Bagefter kontaktede ægteparret kommunen og gjorde opmærksom på, at familien med den store børneflok havde levet under så usle og uhygiejniske forhold.

Lotte Christensen, børne- og ungechef i Lolland Kommune, hvor længe kan I lade en familie bo i en svinesti uden at gribe ind?

»Jeg har sagt til dig, at når der har været underretninger, så har vi handlet«, siger Lotte Christensen.

Når man ser det udefra, er det jo underligt, at det kommer så vidt, når I siger, at I har støttet familien?

»Jeg kan kun give dig ret, men jeg kan ikke fortælle dig, hvad vi har gjort«.

Det kan da umuligt være ret ofte, I har besøgt familien, når det kan ende så galt?

»Jeg kan ikke udtale mig konkret i sagen«, siger Lotte Christensen.

Hus med jacuzzi
Næste spor af familien er, da den i begyndelsen af 2009 flyttede til landsbyen Nørre Vissing uden for Skanderborg i Jylland.

Flytningen skete med økonomisk hjælp fra Lolland Kommune. Politiken erfarer, at Lolland Kommune 4. februar 2009 betalte 46.000 kroner i depositum og husleje, så familien kunne flytte ind i et hus på 520 kvadratmeter med idyllisk panoramaudsigt over den lille by og bakkerne omkring.

LÆS MEREBrønderslevfamilie fik penge til at flytte væk

Huset har jacuzzi og stort samtalekøkken.

Ingen kontakt til naboerne
Det blev dog ikke til mange samtaler med de øvrige indbyggere i Nørre Vissing i de fire måneder, familien boede i den lille landsby. En nabo, der bor 50 meter fra huset, nåede aldrig at se børnene eller moderen, kun faderen.

»De holdt sig for sig selv. Man kunne ikke mærke på grunden, at de var så mange børn. Det undrede vi os selvfølgelig over, men vi tænkte, at forældrene nok holdt dem indenfor, fordi de var bange for, at børnene ville løbe ud på vejen«, fortæller udlejeren, som bor få meter fra huset.

Udlejeren udtaler sig på betingelse af anonymitet. Hun ønsker ikke at få sit navn koblet til den nu tvangsopløste familie. Hun fortæller, at børnene virkede meget velopdragne, og at de havde enorm respekt for deres far. Moderen beskriver hun som ’forknyt og genert’.

»Man kunne se med et halvt øje, at de var fattige. Børnenes tøj var meget beskidt, men de lugtede ikke«, siger hun.

Ikke ivrige for at komme hjem
Samme opfattelse har naboen Ole Christensen. Børnene var usoignerede, de havde af og til huller i sko og tøj, men de så ikke ud til at sulte, og de lod ikke til at være direkte ulykkelige.

Til gengæld var flere af familiens drenge ikke ivrige efter at komme hjem. Ofte var de hos Ole Christensen og hans børn.

»Det virkede, som om at de bare gerne ville være sammen med andre. De spillede fodbold til klokken ni om aftenen, og de for rundt i byen til sent. Det har sikkert været, fordi de ikke ville hjem«, fortæller han.

»Jeg tænkte, at dønningerne nok gik lidt højt derhjemme, men det gør de jo hos mange store familier. Man skal passe på med ikke at dømme folk for hurtigt«, siger Ole Christensen, der stadig hare et minde om familien.

Ude i skuret står nemlig en cykel, som tilhører den opløste familie. Efter fire måneder i Nørre Vissing forlod familien i al hast byen uden et ord.

Skader på huset
De 46.000 kroner fra Lolland Kommune dækkede de skader, familien havde forvoldt på huset.

»De efterlod huset beskidt og meget rodet. Der lugtede af tis i underetagen, og børnene havde tegnet meget med tusch på væggene, men det var ikke sådan, at vi måtte desinficere huset«, siger udlejeren.

Da familien flyttede til det store hus fire måneder forinden, blev Skanderborg Kommune varskoet af Lolland Kommune om, at familien var på vej.

Den østjyske kommune var derfor fra starten opmærksom på, at familien havde særlige behov. Flere gange blev familien besøgt i deres lejede hjem, og kommunen var i kontakt med den lokale skole om børnenes særlige behov.

Tvangsfjernelse ikke på tale
Kommunen vurderede, at der ikke var åbenbar risiko for børnenes liv. Derfor kom tvangsfjernelse aldrig på tale. I stedet forsøgte kommunen at iværksætte ’flere tiltag’, der skulle lære forældrene at tage hånd om deres børn.

»Jeg kan godt forstå, at man udefra tænker, hvorfor man ikke bare fjerner de børn. Men sådan er virkeligheden ikke. Sådan er loven ikke. I denne sag var der ikke grundlag for at fjerne børnene«, siger børne- og ungechef Annie Noes.

Af hensyn til tavshedspligten vil kommunen ikke fortælle, hvordan den konkret har hjulpet familien, men Annie Noes oplyser, at de iværksatte en såkaldt paragraf 50-undersøgelse for at afdække familiens behov, men at familien flyttede, før det sidste punktum var sat.

Brug for hjælp
Nogle uger efter hasteflytningen modtager Brønderslev Kommune i juni 2009 den ufærdige undersøgelse fra Skanderborg med besked om, at deres nye medborgere har brug for hjælp.

I august besøger kommunen for første gang familien. Få uger senere slår to naboer alarm. I e-mail til kommunen advarer naboerne:

»Børnene lever ikke i gode kår… dårlige toiletforhold, ofte ingen vand, de har fået vand hos os indimellem. Der skal aflægges et besøg der. Børnene ved vi ikke, om de går i skole???? Der er et par unge mennesker imellem som burde komme væk og leve normalt blandt andre unge. Men døm selv ved et uanmeldt besøg«, står der blandt andet.

REPORTAGESerritslevs borgere: »Man tror ikke, det kan ske i en lille by«

Vandmangel.  I perioder boede familien på 11 uden rindende vand. Børnene hentede på skift 15 liter om dagen hos naboerne. Foto: Nilas N. HeinskouNaboerne er alarmeret over, at familien ikke har noget vand. Børnene henter på skift 15 liter vand hos dem om dagen. Det skal række til madlavning, bad og sanitære forhold for alle 11.

Egnet til bolig
Kommunen sender i september Ib Reinau Eliasen, leder af byggeri og plan, til at besigtige huset.

»Det var et meget, meget kort besøg. Jeg kunne bare konstatere, at der var rindende vand i boligen. Det var alt«, siger Ib Reinau Eliasen.

Huset blev erklæret egnet til bolig, men er samtidig på kommunens liste over boliger, der bør rives ned.

LÆS OGSÅBørnerådet: Stram op, kommuner

Fra august og helt indtil tvangsfjernelsen i sidste uge fik kommunen mange bekymrede henvendelser fra Serritslev Skole, hvor fem af børnene gik.

Skolen er fra første dag bekymret over børnenes trivsel. Børnene har problemer med hygiejnen. De lugter skidt og er klædt utilstrækkeligt på. Selv i snevejr kan de blive sendt i skole i gummisandaler.

Kuede og indelukkede
Børnene lader til at være trygge i skolen, men de virker kuede og indelukkede.

Skoleleder Kim Højbo er glad for, at børnene nu får en ny chance væk fra deres forældre. At de får hjælp og omsorg i en plejefamilie. Han vil ikke gøre sig til dommer over, om kommunen burde have gjort mere for børnene.

Men han kan konstatere, at hans bekymringer på intet tidspunkt blev mindre i det halve år, børnene gik på skolen. Og han kan konstatere, at faderen havde et heftigt temperament.

Til et arrangement på skolen truede faderen Kim Højbo med tæv. På børnenes tidligere skole i Skanderborg Kommune truede faderen også skolelederen med vold. Begge sager er politianmeldt.

Tvivler på kommunen
Brønderslev Kommune insisterer på, at der er blevet handlet på baggrund af alle henvendelser fra skole og borgere. Det har nabo Villy Jensen svært ved at skrive under på.

Ved juletid ringede han til kommunen for at fortælle, at familien ikke havde vand. Han fik at vide, at den rette sagsbehandler var syg.

Svend Guldhammer – naboen, der slog alarm første gang i august – har også svært ved at forstå, at kommunen ud over to møder på rådhuset har været fire gange hjemme hos familien. Han undrer sig over, at boligen er godkendt til menneskebrug.

LÆS OGSÅBrønderslev Kommune frikender sig selv

Bygningen er gennemsyret af fugt, flere ruder er gået i stykker, og gulvet er flere steder smurt ind i, hvad der ligner mudder. I et rum kan man ikke se gulvet for affald.

Ponyer.  Da politiet anholdt forældrene, fandt de otte ponyer i stalden. Fire var døde, fire var så afmagrede, at de måtte aflives. Foto: Nilas N. Heinskou Rotterne pusler under det tykke lag affald. Der ligger skumgummimadrasser og brugte bleer derinde. I stalden op til hovedhuset fandt politiet otte ponyer, da de kom for at anholde forældrene. Fire var døde, og fire var så afmagrede, at de måtte aflives.

»Én stor elendighed«
Naboen, Svend Guldhammer, kan ikke forstå, at kommunen tillod børnene at blive boende.

»Tilstandene var så alvorlige, at enhver almindeligt tænkende må reagere. Alt er én stor elendighed. Man skulle ikke tro, at folk kunne bo der. Nogen på kommunen skal holdes ansvarlig for det voldsomme omsorgssvigt«, siger Svend Guldhammer, der sammen med konen Hanne Grethe Mortensen tog sig af børnene indimellem.

De var søde, sultne og høflige. Aldrig sagde de et ondt ord om deres forældre. Aldrig sagde de et ord om deres liv på den anden side af vejen. Familien ville ikke have opmærksomhed om deres gøren og laden. Vinduerne på førstesalen var tildækket med sorte plastsække.

Ikke acceptabelt
Svend Guldhammer advarede igen i februar kommunen om børnenes mistrivsel. Den 20-årige datter blev blandt andet set skovle sne iført gummisandaler og samle hestemøg op med fingrene.

Faglig leder af børne- og familieafdelingen i Brønderslev Inge Gorm Andersen siger, at at man selvfølgelig ikke skal acceptere, at børn lever et uhumsk liv og skiller sig ud fra kammerater ved at lugte og være usoignerede.

»Den slags er ikke acceptabelt, men det er individuelt, hvornår man skal skride til anbringelse. Børn skal forblive længst muligt i eget hjem. Men man kan ikke lave klare regler for, hvornår nok er nok. Det tager lang tid at konstatere, at det ikke nytter med dialog med forældrene«, siger Inge Gorm Andersen, der ikke vil udtale sig om den konkrete sag.

LÆS OGSÅ17-årig pige boede 44 forskellige steder

De såkaldt sociale nomader kan forsinke tvangsindgreb ved at flytte kommune. Dermed bliver den nye kommune nødt til at starte forfra med at undersøge familien og gennem dialog hjælpe forældrene til at yde bedre omsorg for deres børn. Sådan kan der gå mange år.

Den nu tvangsopløste familie har været kendt af det sociale system de seneste 15 år. Socialminister Benedikte Kiær (K) har bedt Ankestyrelsen kulegrave sagen.

Hun er ikke tryg ved, at der er blevet gjort nok for børnene, selvom embedsmænd i tre kommuner har vurderet, at børnene har haft det godt med deres forældre. Godt nok.