MIN FERIE I DANMARK 2009 - EN LILLE HISTORIE

Jeg stod op meget tidligt med stor entusiasme, tog mig et bad som altid og gik med Ole og Jørgen for at lave nogle dokumenter, så Martalena kunne komme og udstille sine malerier. Jeg blev i centrum for at gøre nogle indkøb, jeg var i forskellige forretninger, og til sidst gik jeg ind i New York og købte en del - bluser, en pung, undertøj, en hvid jakke, hvide bukser og et sæt smykker i lilla. Jeg går til en anden butik, men så ringer min telefon, og det er min kære Ole, som nu er kommet hjem, og nu skal vi spise, så jeg tog hjem med bussen.

Da jeg kommer hjem venter Jørgen og Ole med et færdigt bord, og efter frokosten viser jeg glad Ole, hvad jeg har købt. Han havde givet mig 1500 kroner til mine udgifter.

Lidt efter tog vores ven af sted ,og Ole og jeg gik hen for at besøge vores kære Lizzie, Oles mor. Vi var hos hende og drak en kop te sammen med hende, og derefter gik vi hjem, for vi havde skulle igen have besøg. Hjemkommet til ser vi at der mangler frugt og juice, og jeg gik op for at købe dem i Føtex.

I dette supermarked skete der noget, som jeg aldrig i mit liv vil glemme - jeg vil fortælle det nøjagtig som det skete.

Jeg tog derhen om eftermiddagen og begyndte at se på alle tilbuddene - udsalget begyndte den dag - og tænkte på mine muligheder for at købe nogle gaver til min mor og min søn. Jeg så på smykker og dametøj, men intet fristede min smag. Jeg fortsatte med at se efter noget, der interesserede mig. Jeg så nogle smykker og blev stående foran et stort stativ med nogle fine gule smykkesæt, og jeg forsøgte længe at finde en halskæde i samme farve.

Så ledte jeg efter nogle bukser i farven lilla, som jeg også købte. Og meget nær ved var der et tilbud af mærket Dolce Gabbana, og jeg blev stående der for at se dem, da jeg måske vil købe dem til min søn. Jeg lægger de ting, jeg har i hænderne på gulvet, tager æsken med underbukserne for at se om størrelsen er den rigtige til min søn. Jeg ved, han kan li dette mærke. Jeg tog underbukserne og samlede mine ting sammen fra gulvet - smykker, bukser og min håndtaske - og fortsatte med at se på alle tilbuddene, og lidt henne ser jeg et andet tilbud på underbukser til mænd af mærket Kappa. To for 100 eller 3 for 100 - jeg husker det ikke så nøje, for alt står på dansk. Men jeg kan se, at det er et bedre tilbud, og jeg tænker det er bedre at have to eller tre med, og derfor blev jeg stående for at se om de passede. Jeg tog en æske, men jeg så, at de indeholdt bukser af samme farve. Derfor kunne jeg ikke lide dem, og jeg tænkte, at min søn heller ikke ville kunne lide tre af same grå farve, så jeg lagde dem tilbage.

Jeg gik nu hen og så på sko og fandt nogle flade sko i lilla som jeg kunne lide og prøvede, og da de passede mig godt, tog jeg dem med. Derefter kiggede jeg længe på parfumeafdelingen, læbestifter, eyeliner, parfumer, deodoranter, sæbe - jeg nød meget at se alle disse produkter, men købte ingenting fordi jeg fornemmede, at de sagde noget over højttalerne, og jeg forstod, at de ville lukke kasserne, så jeg skyndte mig at se efter de bananer og den juice, jeg var gået herop for at købe. Derefter gik jeg til kasserne, hvor der var en lille kø på fire personer foran mig. Da det var min tur, tog pigen ved kassen mine ting gennem kassen, men da hun tager underbukserne gennem apparatet, tog hun ikke dimsen, der ringer, ud, og derfor ringede alarmen. Hun tog så bukserne igen tog alarmen ud, så alt var i orden. Regningen blev på 272,85. Jeg gik ud af supermarkedet for at gå hen i HM for at finde noget til min mor der, men da jeg går ind i butikken, mærker jeg en ung mand bag mig, og her begynder hele tragedien og den ulykkelige forvirring.

Jeg blev lidt overrasket for jeg forstod ikke hvad der skete. Nå, denne unge fyr kalder på mig og spørger om noget, jeg ikke forstår. Jeg forstår, det har noget at gøre med mine indkøb, og jeg bad ham ikke tale dansk, men at forklare sig på engelsk. Han viser mig nu nogle prismærker og nogle små foto med en pullover og siger jeg har taget dette. Jeg blev nu chokeret over det, denne unge fyr siger, og jeg forklarer ham, at det er en stor fejltagelse, at jeg slet ikke har set på disse ting, og jeg kan dokumentere mine indkøb.

Han kan selv se mine indkøb med sine egne øjne, og jeg viser ham alt jeg har købt uden i gangen på en bænk. Han spørger nu, hvor de ting er, jeg har stjålet. Han taler om noget sportstøj, og jeg bliver meget nervøs og føler lyst til at skrige og forklarer ham, at han tager meget fejl.

Han beder om kvitteringen på det, jeg har købt, som jeg lige har smidt i papirkurven - jeg gemmer aldrig kvitteringer - og han bliver nu virkelig grov og siger, jeg skal følge med.

Jeg fulgte en smule irriteret med, tog mine ting, som jeg havde sat på bænken og fulgte med hen til kassen, hvor jeg havde betalt tingene. Han var meget grov og troede ikke på mig, og jeg spørger pigen ved kassen, om hun kan bekræfte, at jeg har betalt. Hun bekræfter, at det hele er betalt, og hun laver en kopi af min kvittering med apparatet.

Da jeg nu tror, alt er opklaret, er det historien om min store ydmygelse begynder. Han er grov og fortsætter sine beskyldninger, og jeg er nu meget ubehageligt til mode, for jeg forstår ikke, hvad han har gang i. Jeg har ikke gjort noget, og han fortsætter med at beskylde mig og siger, jeg skal gå med. Inden vi går ind i det lille baglokale spørger jeg, hvad det er der sker. Hvorfor jeg skal gå med ham? Og han siger, overvågningskameraet har set mig lang tid.

Jeg forklarer ham hvorfor og viser ham de steder, jeg har været, og der hvor jeg stod og kiggede på underbukser til min søn. Jeg forklarer ham alt i detaljer. Han siger så OK og tager en æske af mærket KAPPA med ind på kontoret. Der sidder en pige. Jeg ved ikke hvad hun laver, det eneste jeg ved er, at han taler med hende på dansk. Jeg tror, han siger, jeg har taget disse underbukser, og han har fundet dem i min taske, og at jeg også har taget noget sportstøj.

Jeg kunne ikke beherske mig og begynder at græde og vil ringe til Ole, så han kan komme mig til hjælp, for jeg er helt alene her og uden magt til at forsvare mig på grund af sproget. Vagten vil ikke lade mig ringe, men jeg gør det alligevel.

Pigen beder om at se mine indkøb og alt hvad jeg havde på mig og gennemgik nu min taske bl.a. min lille pung, hvor jeg havde mine penge og spurgte mig om nogle ting og spurgte, om jeg havde taget noget, jeg ikke havde betalt for, tror jeg. Alt var en stor forvirring, som jeg ikke forstod et ord af. Kun forstod jeg, at denne unge mand beskyldte mig for at have taget noget, jeg ikke havde taget, og mine nerver, der er dårlige, blev oprevne. Jeg forstod, at han påstod, han havde fundet æsken med underbukserne i min taske. Jeg begyndte at græde af vrede og afmagt og ønskede bare, at min kære Ole snart ville komme og hjælpe mig med at opklare misforståelserne, og så jeg kunne føle mig sikrere mod de infame beskyldninger den onde unge mand fremsatte. På det jeg forstod var pigen ikke helt af samme mening som vagten, men jeg kunne ikke rigtig forstå noget, da de talte på deres sprog.

Nuvel, denne onde fyr ringede efter politiet for at give sin version og der som en gemen tyv, min gud må tilgive at der findes personer så onde, der forstod jeg, mens jeg græd, at der findes måske mennesker, der kan finde på sådan en mishandling som et udslag af racehad. Der findes ikke andet navn.

Efter at have ventet længe kom Ole, og jeg faldt lidt til ro. Jeg fortalte, hvad der var sket. Han blev lige så irriteret som jeg, men hverken mine eller hans forklaringer hjalp det mindste. Fyren påstod, at jeg havde stjålet, og jeg det modsatte alt i en stor forvirring, og så kom politiet.

Den unge fyr gav sin version til politiet og de tog nogle overfladiske notater af det jeg sagde. Det er en løgn, hele det drama opfundet af denne onde unge mand, og det er svært at forstå for mig, at bare fordi man har været længe i en butik, er det nok til, at man skal anklages for tyveri. Det undrer mig også, at de ikke kan se, at det er underligt, at en person, der har set på et tilbud og derefter vælger et andet produkt, der er meget dyrere og betaler det, skulle stjæle det billige tilbud?? Og at denne person samtidig har 1500 kroner på sig - det er jo ikke logisk

Denne unge onde fyr fortsætter med at påstå, at han med egne øjne har set, jeg har taget disse underbukser og det omtalte sportstøj. Han siger, han har taget det op af min taske. Men hvorfor tog han det ikke med i tasken eller foran sit videokamera som et bevis på det han sagde? Kameraet må jo også have filmet da jeg havde taget varerne. Altså har han nogen beviser, og hvorfor vil han skade mig? Er det for at bevise sig værdig til sit job, at han gør denne slags forbrydelser, eller er det noget racistisk?

Jeg bliver kørt til stationen, og der er nu gået lang tid - tre timer tror jeg - hvor jeg har været ude af mig selv og meget nervøs, og jeg er desperat, bange for at de vil udvise mig og ikke lade mig besøge min familie i Danmark igen. Jeg ved ikke, hvad de vil gøre ved mig og hvad der venter mig - og der venter en del.

De bringer mig først til et lokale, og så vil de lukke mig ind i en lille celle hvor Ole ikke må komme med. De siger, jeg skal være der nogle timer. I dette øjeblik svigter mine kræfter mig, og mine nerver svigter. De tager alt, hvad jeg har på mig. Ur, smykker, sko, taske og kommer det i en pose, og jeg opdager nu, jeg er i fængsel. Min gud, de har fængslet mig, og en kvindelig politimand trækker mine bukser ned og undersøger hele min krop med nogle vanter i sin hånd. Hun beder mig tage bukserne af og i disse øjeblikke ønsker jeg bare at dø. Hele min krop ryster nu har jeg ikke kræfter mere til at græde. Mine øjne er så hævede af at græde i timer, at jeg knap kan se, og jeg tænker på, at de er ved at begå en stor fejl og uretfærdighed.

Lidt efter kommer den samme pige med et tæppe for at beskytte mig mod kulden, og jeg sidder sammenkrøbet helt oppe i hjørnet af cellen og tænker det værste og ønsker, jeg var i mit land sammen med mine.

Jeg havde været i cellen i omkring en time, da jeg mærker, at de åbner døren. Det er den lille betjent, der anholdt mig, og ved siden af Ole. Jeg omfavnede ham så stærkt, som jeg kunne, og græd og bad ham om at tage mig væk fra dette sted. Men han siger, mens han omfavner mig, at vi skal vente fordi der kommer en oversætter til spansk, så jeg kan fortælle, hvad der var sket, fra jeg kom ind i Føtex.

De tillod, at min kære Ole kunne blive hos mig i min depressive tilstand og nedbrudte nerver og jeg blev roligere lidt efter lidt. Detalje efter detalje forklarer jeg alt, fra jeg gik hjemmefra. De gav mig spørgsmål, og jeg svarede, og de læste, hvad jeg havde sagt. De spurgte, om jeg nægtede, at havde taget denne æske underbukser ned i min taske, og jeg svarer bekræftende på, at de aldrig har været nede i min taske.

Den unge betjent ringer til den onde vagt, og denne gentager sin beskyldning om, at han havde taget dem op af min taske. I dette tilfalde tænker jeg, at han er nødt til at fastholde sin forklaring, for ellers får han vel store problemer, så selv om hans samvittighed måske giver ham lyst til at ændre forklaring, kan han ikke.

Til sidst læste oversætteren mine rettigheder om, at jeg kunne bede om en advokat og ikke behøvede skrive under på erklæringen, men jeg skrev under da jeg så, at oversættelsen, som hun læste op, var korrekt. Derefter sagde de, at jeg ikke kunne få lov at tage hjem, fordi jeg skulle blive der for at blive ført for en dommer.

Da de fortalte det, følte jeg, at jeg besvimede og begyndte at mangle luft. Min krop udvidede sig, og nerverne svigtede. En stærk smerte fyldte hele min krop, og jeg græd og græd over et så stort justitsmord.

Ole bad igen om en læge pga. min dårlige tilstand, og da den unge politimand så det, sagde han til Ole, at vi kunne tage hjem, men at vi skulle fortsætte opklaringen dagen efter, og de tog mit pas og nummeret til vores hus, og vi fik mine ting, og betjenten sagde han ikke synes det var den bedste sag, han havde haft, og han kunne ikke lide den, men at han kun gjorde sit arbejde.

Vi kom tilbage til vores hus klokken 2.15, langt ud på natten. Træt, deprimeret, med en følelse af at have været ydmyget på det værste, med nerverne smadrede og med et traume, som jeg aldrig vil glemme i mit liv.

Da jeg kommer hjem, kan jeg ikke sove, da jeg lå og ventede på, at politiet skulle komme næste dag for igen at bringe mig til stationen igen, som de havde sagt de ville. Men jeg tror, der er en gud i himlen, som er klog og retfærdig, for jeg havde ikke gjort noget, og den unge betjent ringede og sagde, at de havde snakket med de andre arbejdere i Føtex og kassedamen og hende, der sad på kontoret, da jeg kom ind, og når de så på resultaterne, så støttede de min forklaring og modsagde vagtens.

Jeg takkede gud og min skytsengel og følte mig en smule lettere, men føler stadig at mit sind er traumatiseret efter de voldsomme begivenheder. Det at jeg ventede, de ville ringe fra politiet gjorde, at jeg følte hvert sekund som en evighed og var spændt og ville vide, hvad der skulle ske med mig.

Dagen efter var vi i Hundested i Oles søsters hus, for Ole mente, det ville være godt for mine nerver at være på landet og ånde frisk luft. Men jeg kunne kun græde og græde og ønskede kun at være i Cuba hos min familie og uden lyst til nogensinde at komme tilbage til Danmark.

Jeg har været i Danmark fem gange tidligere siden 2004 og har været i mange andre lande, og aldrig i mit liv har jeg oplevet noget så dårligt. Ikke i mit land, som ikke er så udviklet og ingen økonomi har. Aldrig har jeg oplevet sådan en ydmygelse og nedgørelse ved at være indespærret i en lille celle, selvom det kun var få timer.

Endelig ringede telefonen, og det var den lille politimand som sagde at de ikke ville lave nogen form for sag imod mig. De havde nu udsagn på, at ekspedienternes udsagn var meget forskellige fra vagtens. Det vil sige at den unge vagt havde løjet, og at der ikke havde været noget på kameraerne, der kunne understøtte hans forklaring. De ville gerne give mig mit pas tilbage med det samme og bad mig komme op på stationen og hente det.

Vi kom til stationen, og der svigtede mine nerver mig igen. Jeg begyndte at ryste og følte smerte i hele min krop. En politimand havde mit pas og nogle dokumenter i sine hænder, og han hilste pænt og forklarede dokumenterne for Ole, for jeg græd og rystede. Betjenten blev opmærksom på min tilstand og sagde til Ole, at han sagde undskyld for det, der var sket, og at jeg skulle føle mig rolig. Alt var overstået, og han ønskede, at vi skulle fortsætte vores afbrudte ferie, og han kunne godt forstå, hvis vi var ødelagte, for han ville selv nødig sættes ind i sådan en celle, og han ønskede, vi kunne få et godt ophold i Danmark. Og så sagde han, vi skulle drikke noget kaffe, men jeg var så dårlig og kunne kun bede gud om tak for, at denne triste historie var overstået, uden jeg var havnet i en meget dybere depression, som den jeg var i, da jeg for ikke så længe siden mistede en søn på 16 år ved et tåbeligt overfald.

Jeg skriver denne triste historie for, at den kan komme i en avis eller radio for at mange mennesker kan se, hvor langt ude mentaliteten kan komme for visse personer. Hvor langt ud en uretfærdighed kan komme og for at advare turister, som er af en anden race mod at være meget forsigtige med at gå ind i visse kommercielle centre og butikker for at det samme ikke skal ske for dem, og de skal lide som jeg gjorde.

Ingen vælger selv hvilket sted og hvilken kulør, han fødes med, og vi er alle humane skabninger og fortjener at blive behandlet som sådanne.

Og til den unge vagt, som jeg ikke har intention om at skade, som han prøvede at skade mig, håber jeg, at han har taget ved lære og lærer at gøre sit arbejde med retfærdighed at han lærer ikke at lyve. Han løj for sig selv og for politiet, og jeg synes, det er en kriminel handling.

Af hele mit hjerte en hilsen fra en pige fra Cuba som var på ferie i dette smukke land.

Tak for at have lyttet til mig

Denne historie udspandt sig i Føtex supermarked på Falconer Alle i FR.Bergcentret den 22. juni 2009

Rosa Maria Mustelier Robert

Rosas beretning er oversat fra spansk af hendes kæreste, Ole Hellstrøm.