Annonce
Danmark 9. aug. 2009 KL. 10.00

Trekantsdrama åbnede krigen

Et drab i august 2008 satte for alvor den verserende bandekrig i gang.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
banner
banner
print

En sommeraften for i 2008 stod en gruppe indvandrerdrenge på torvet foran Pizzeria Gonzales i københavnerforstaden Tingbjerg. De lavede ikke noget, men hang bare ud. Ligesom så mange andre aftener.

Men denne aften var ikke normal.

Kort før midnat blev aftenstilheden pludselig brudt af en skudsalve, da en bil kørte tæt forbi pizzeriaet. Fra bilen blev der affyret mindst 20 skud fra et AK47-gevær.

De unge mænd forsøgte at flygte gennem en port, mens skuddene fløj om ørerne på dem. Nogle af kuglerne borede sig ind i murværket, mens andre forsvandt op i luften. En enkelt vildfaren patron smadrede ruden i en lejlighed, hvor en ung knægt sad og spillede computer.

Men kun én kugle betyder noget i dag.

Det var den, som plantede sig i brystet på 19-årige Osman ' Nuri' Dogan. Og dræbte ham.

På fredag er det et år siden, at ' Nuri' mistede livet i en byge af skud ved pizzeriaet i Tingbjerg. Og for alle dem, der kendte den unge VVS-lærling, er det selvfølgelig en mindedag i sig selv.

Men dagen har også større betydning: Den markerer etårsdagen for den mest blodige bandekrig i danmarkshistorien.

Drabet i Tingbjerg kan selvfølgelig ikke alene forklare de historisk mange skud, som siden er blevet affyret i Danmark.

Men drabet optrappede voldsomt kon-flikterne i den kriminelle underverden.

Den kugle, som dræbte ' Nuri', prikkede hul på en ballon, som var spændt til bristepunktet med opsparet had og fjendskab mellem konkurrerende grupper.

Dannelsen af AK81 blev afgørende
Da ' Nuri' blev dræbt, var han selv bevæbnet og iklædt en stiksikker - men altså ikke skudsikker - vest. Efterfølgende fandt politiet også flere våben foran pizzeriaet i Tingbjerg. Så der er ingen tvivl om, at drengene fra Tingbjerg var klar til kamp.

Drabet var kulminationen på en langvarig konfliktoptrapning mellem forskellige indvandrerbander og rockergruppen Hells Angels.

Allerede i 2006 begyndte Rigspolitiet at melde om, at Hells Angels' magtposition i den kriminelle verden var truet af nye kriminelle grupperinger, hvis medlemmer hovedsageligt bestod af folk med indvandrerbaggrund.

Ifølge Rigspolitiet lykkedes det indvandrerbanderne at overtage så store dele af hashmarkedet, at Hells Angels begyndte at føle sig alvorligt presset. Rockerne har dog flere gange meldt ud, at bandekrigen i deres optik ikke handler om kontrollen med kriminelle markeder, men derimod om et opgør med mentaliteten blandt indvandrerbanderne.

Uanset hvor sandheden ligger, begyndte spændingerne mellem Hells Angels og flere forskellige indvandrergrupper for alvor at vokse i løbet af 2007.

I august 2007 oprettede Hells Angels ungdomsafdelingen AK81 , og det fik afgørende betydning for konflikten.

AK står for ' Altid Klar' og 81 for H og A's placeringer i alfabetet. Det var netop de unge AK81 ' eres opgave: Altid at være klar til at stille op for Hells Angels - blandt andet i kampen mod banderne.

I efteråret 2007 og første halvår af 2008 var der konstant konflikter mellem rockerne på den ene side og medlemmerne af forskellige indvandrerbander på den anden side. Det kom til slagsmål, knivstikkerier og skudvekslinger.

En af de indvandrergrupperinger, som var i konflikt med AK81 , var den fra det socialt belastede kvarter i Tingbjerg.

Flere kilder i bandemiljøet fortæller, at en af drengene fra Tingbjerg havde været sammen med en pige, som også havde været kæreste med et medlem af AK81 .

Det banale trekantsdrama havde ført til flere sammenstød forud for den skæbnesvangre aften i august sidste år. I Tingbjerg siger man, at den forsmåede AK81 ' er ved det seneste slagsmål havde fået tæsk.

Derfor forventede alle, at AK81 ' erne ville hævne sig. Men at hævnen var så brutal, havde de færreste regnet med.

Efter drabet på ' Nuri' blev en AK81 ' er af iransk afstamning anholdt for drabet.

Men politiet måtte løslade ham igen på grund af manglende beviser.

Om det vitterligt var ham, som skød vildt omkring sig med et AK47-gevær, er derfor ikke til at sige. Men flere kilder tæt på bandemiljøet både i Tingbjerg og på Nørrebro fortæller til Politiken, at det i bandemiljøet bliver betragtet som en offentlig hemmelighed, at det var den danskiranske AK81 ' er, som dræbte ' Nuri'.

Og det satte sindene i kog.

Allerede et par uger efter drabet i Tingbjerg løb omkring 100 indvandrere gennem Jægersborggade på Nørrebro i et amokløb. De smadrede biler og baldrede ruder med brosten. Jægersborggade er kendt som Hells Angels-territorium og tilholdssted for flere AK81 ' ere. Derfor blev hærværket af mange set som en magtdemonstration over for rockerne.

Ugen efter blev to uskyldige mænd med indvandrerbaggrund såret af skud ved en netcafé på Nørrebro. Og dagen efter blev en tatovør, der blev betragtet som HA-relateret, såret af skud gennem ruden til en butik.

Bandekrigen var for alvor i gang.

Blodig weekend i marts
De kommende mange måneder spandt bandekrigen helt ud af kontrol i en tilsyneladende endeløs serie af voldelige sammenstød og skyderier.

Ifølge den nyeste opgørelse fra Rigspolitiet har der siden drabet i Tingbjerg været 32 episoder, hvor folk enten er blevet dræbt eller såret i krigen mellem forskellige indvandrerbander og rockere.

Dertil kommer en lang række skyderier, hvor ingen er blevet ramt.

De helt centrale aktører i bandekrigen er Hells Angels og AK81 på den ene side og en række indvandrerbander fra Nørrebro på den anden side. Men selv internt er banderne i krig med hinanden, så det er en kompliceret konflikt.

At opsummere alle bandekrigens hændelser siden drabet i Tingbjerg sidste år ville fylde det meste af en avis. Nogle få markante episoder stikker alligevel ud som betydningsfulde hændelser i bandekrigens første år.

I slutningen af januar 2009 blev en 40-årig mand med tilknytning til det kriminelle miljø ved Blågårds Plads skudt og såret på thai-restauranten Ban Gaw ved Halmtorvet i København. Blot tre dage senere blev det højtstående Hells Angelsmedlem Brian Sandberg forsøgt likvideret ved højlys dag, mens han sad på en juicebar ved Kongens Nytorv.

Begge attentatforsøg demonstrerede tydeligt, at det ikke længere blot var fodfolket på begge sider af krigen, som skød på hinanden.

Den første weekend i marts markerede den foreløbige kulmination på bandekrigen.

Først blev en ung mand med indvandrerbaggrund likvideret af rockerlignende typer, mens han ventede i en bil ved Mjølnerparken i København. Ifølge politiet havde offeret ingen tilknytning til bandekrigen.

Men den kostede ham livet.

Drabet på den uskyldige danskiraker skabte en ekstremt anspændt stemning i området omkring Blågårds Plads på Nørrebro, hvor der på gadehjørnerne rundt om pladsen blev placeret bevæbnede vagter, som visiterede almindelige borgere.

At nerverne hang uden tøjet, blev tydeligt allerede dagen efter drabet i Mjølnerparken, da en 32-årig færing var tæt på at miste livet i en byge af skud, der blev affyret af tre unge indvandrerdrenge på cykler.

Færingen havde blot kørt langsomt rundt i kvarteret omkring Blågårds Plads for at finde en parkeringsplads, før han skulle til koncert. Det var tilsyneladende nok til, at bandemedlemmernes flossede nerver ikke kunne klare det.

Efter de to alvorlige skudepisoder udtrykte chefpolitiinspektør Per Larsen fra Københavns Politi sin store bekymring over for Politiken.

»Vi skal have magten over gaderne tilbage«, sagde den erfarne politimand.

Men blot få timer efter Per Larsens udmelding gik to mænd med indvandrerbaggrund ind på Café Våren på Amager og spurgte, om der var rockere til stede.

Før nogle nåede at svare, skød og dræbte de en uskyldig og sårede tre andre.

Mandag morgen kunne politiet gøre status efter den første forårsweekend i København: tre skyderier, fire sårede og to dræbte.

Intensiv politiindsats
Efter den blodige weekend i marts satte politiet alle sejl til for at komme bandekrigen til livs, mens Folketinget strammede lovene for at få has på bandekrigen.

I Københavns Politi blev der nedsat en særlig bandeenhed, som skulle patruljere intensivt på gaden og samle efterforskningskræfterne i én afdeling.

Men den massive politiindsats bremsede ikke bandekrigen.

Efter 50 dage uden alvorlige skyderier kørte ukendte gerningsmænd i april på motorcykel gennem kvarteret ved Blågårds Plads og sårede en mand ved højlys dag. Tre dage efter gentog scenariet sig - igen med en gennemkørende motorcykel, og igen blev en ung mand med indvandrerbaggrund såret.

Men selv en massiv politiindsats kan selvfølgelig ikke bremse folk, som absolut vil skyde på andre.

Og tilsyneladende har politiet på det seneste haft held med at få bande-og rockermedlemmer væk fra gaden. Ifølge den nyeste redegørelse fra Rigspolitiet blev 71 personer med tilknytning til bande-og rockermiljøet varetægtsfængslet alene i andet kvartal af 2009.

Kim Kliver, som er chef for Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter, er ikke i tvivl om, at den intensive politiindsats nok skal virke på længere sigt.

»Både banderne og rockerne kan mærke, at politiets efterforskning har en væsentlig effekt i forhold til deres kriminalitet.

Og det gør jo ondt, for det skader deres indtjening«, siger han. Men tilføjer: »Vi er desværre ikke der, hvor vi kan sige, at bandekonflikten er ovre. Der er stadig spændinger mellem Hells Angels og en række bandegrupperinger«. Skal danskerne forvente, at der kommer lige så mange skyderier det kommende år? »Jeg ønsker ikke at spå om det. Jeg vil bare sige, at hvis rockerne og banderne ikke har forstået, at vi ikke vil acceptere det her, så er vi villige til at fortsætte den meget massive politiindsats over for dem«.

Drabet på ' Nuri' ikke opklaret

I en række af de mest bemærkelsesværdige skyderier sidder der nu mistænkte varetægtsfængslet.

Men ikke i de sager, hvor folk har mistet livet. Et år efter skyderiet i Tingbjerg er der stadig ikke anholdt nogen for drabet på Osman Nuri Dogan.

Drabschef i Københavns Politi Ove Dahl sad med efterforskningen i starten, og han erkender, at chancerne for en opklaring svinder ind.

»Når sagen ikke er opklaret et år efter, så er der ikke stor chance for, at den bliver det«, siger han.

Han peger på, at sagen fra Tingbjerg er eksempel på de udfordringer, politiet står over for i bandekrigen: Ingen, hverken ofre eller vidner, vil hjælpe politiet.

»Der er masser af mennesker i hver lejr, som ved, hvem der skød«, siger han om drabet på Osman Nuri Dogan.

Tilbage på torvet ved Pizzeria Gonzales i Tingbjerg er det svært at forestille sig, at det var her, bandekrigen for alvor blev skudt i gang for et år siden.

Mens Politiken er på besøg, skinner solen.

Pizzamanden slapper af uden for sin butik, og her virker fredfyldt.

Men ifølge Khaled Mustapha, der arbejder som opsøgende gademedarbejder i Brønshøj, har rigtigt meget ændret sig siden drabet på Osman Nuri Dogan.

»Blandt de kriminelle har man ikke glemt drabet på ' Nuri'. Og inden for det miljø vil man hellere klare den slags selv end inddrage politiet«, siger han og tilføjer: »Vi kan se, at vores unge med dansk baggrund identificerer sig med AK81 , mens de unge med indvandrerbaggrund identificerer sig med banderne. De er blevet meget mere opmærksomme på deres baggrund. Vi er meget bekymrede for, at de bliver blandet ind i noget«.

Annonce
Annonce
Annoncer
Politik
26. maj. KL. 23.03

Regeringen vil hæve bankskat

Bankerne skal betale mere i skat i den kommende skattereform. Det giver plads til at droppe den forhadte iværksætterskat.

Internationalt
26. maj. KL. 22.22
lækageskandale. Paven mødte i dag tilhængere på Peterspladsen. Onsdag blev hans personlige butler anholdt i forbindelse med lækage af hemmelige dokumenter. I dag blev butleren så formelt tiltalt i sagen. Efterforskningen pågår stadig. Nu undersøges det, hvorvidt butleren eventuelt har haft medsammensvorne. - Foto: RICCARDO DE LUCA/AP

Pavens butler tiltalt i sag om lækage

Hemmelige dokumenter fundet i butlers lejlighed efter lækageskandale.

OL 2012
26. maj. KL. 22.21
SIKKER. Om Camilla Dalby og Line Jørgensen selv får glæde af deres OL-kvalifikation er op til Jan Pytlick. Der skal 14 spillere med til London. - Foto: RENE SCHÜTZE

Kæmpesejr sender Pytlicks hold til OL

Danmark vandt 38-21, da det olympiske comeback blev sikret.

Annoncer
Annoncer

Det sker
natur. 'Stormfulde højder' er en filmoplevelse, der sætter sig i sanserne. - Foto: Fra film
26. maj. KL. 20.00

Nyfortolket klassiker skal ses med et åbent sind

ibyen anbefaler

restaurant & cafe