Mediedækningen torsdag 18. oktober fangede offentlighedens opmærksomhed, en offentlighed, der tilsyneladende kun har været sparsomt interesseret i den aftale, der blev indgået på Det Europæiske Råds møde i Lissabon med henblik på at vedtage en ny EU-traktat*.

Imidlertid vil mange franskmænd, rystet over nej'et ved den skæbnesvangre folkeafstemning i 2005, gerne forstå udviklingen. Jeg vil forsøge at besvare deres spørgsmål: Hvorved adskiller Lissabon-traktaten sig fra Forfatningstraktaten ?

Forskellen angår mere formen, snarere end selve indholdet. Forfatningstraktaten var resultatet af en politisk vilje udtrykt i Laeken-erklæringen, der blev enstemmigt vedtaget af medlemmerne af Det Europæiske Råd : Målet var at forenkle de europæiske institutioner, der var blevet ineffektive efter de seneste udvidelser, skabe mere demokrati og åbenhed i Den Europæiske Union og bane vejen for »en forfatning for de europæiske borgere«. Dette mål afspejlede sig i Det Europæiske Konvents sammensætning, der samlede repræsentanter fra Europaparlamentet og de nationale parlamenter, medlemsstaternes regeringer og Europakommissionen. Navnlig var debatterne i Konventet offentligt tilgængelige, og samtlige tekster blev øjeblikkeligt lagt ud på internettet. Alle kunne så selv opveje for og imod. Forfatningstraktaten, der var en ny tekst byggende på en politisk vilje, skulle erstatte alle tidligere traktater.

Med Lissabon-traktaten har fremgangsmåden været anderledes. Det er Det Europæiske Råds jurister, der har haft til opgave at udarbejde teksten. Det har de gjort dygtigt og præcist og med respekt for det mandat, de fik af Rådet 22. juni i år. De har genoptaget den klassiske vej, som institutionerne i Bruxelles traditionelt har fulgt og som består i at ændre de tidligere traktater ved at tilføjelse ændringsforslag til dem: Lissabon-traktaten ligger præcis på linje med Amsterdam-traktaten og Nice-traktaten, ukendt af den brede offentlighed.

Juristerne forslog ingen nye tiltag. De tog udgangspunkt i Forfatningstraktaten, hvis dele de splittede ad, en ad gangen, og henviste ved hjælp af ændringsforslag til to tidligere traktater, Romtraktaten fra 1957 og Maastrichttraktaten fra 1992. Lissabon-traktaten fremstår således som et katalog over ændringsforslag til tidligere traktater. Den er ulæselig for borgerne, der konstant må ty tilbage til Rom- og Maarstricht-traktaten, som ændringsforslagene vedrører. Det var for så vidt formen.

Hvis man ser på indholdet (af Lissabon-traktaten, red.), opdager man, at Forfatningstraktatens institutionnelle forslag - de eneste forslag, som medlemmerne af Konventet tillagde værdi - genfindes i deres helhed i Lissabon-traktaten, blot i en anden rækkefølge og fordelt ud på tidligere traktater.

Jeg vil nøjes med to eksempler: Udpegelsen af en fast formand for EU, hvilket det mest perspektivrige af projektets yderliggående forslag. I Forfatningstraktaten figurerede forslaget under punktet ’Unionens institutioner og organer’.

I artikel 22 hedder det: »Det Europæiske Råd vælger sin formand ved kvalificeret flertal for en periode på to et halvt år med mulighed for genvalg én gang«, og artiklen fortsætter over 11 linjer, der beskriver formandens rolle.

Hvis man leder efter denne bestemmelse i Lissabon-traktaten, finder man den i ændringsforslag 16, Del III i Maastricht-traktaten, hvor der står: »(...) der indsættes en artikel 9B: Det Europæiske Råd og dets formand«. Afsnit 5: »Det Europæiske Råd vælger sin formand ved kvalificeret flertal for en periode på to et halvt år med mulighed for genvalg én gang (...)«, og i artiklens efterfølgende 11 linjer beskrives formandens rolle.

Tilsvarende kan siges om valget til Europaparlamentet og parlamentets rolle. Artikel 9A i Lissabon-traktaten gentager ordret Forfatningstraktatens artikel 20.

Konklusionen er givet. I Lissabon-traktaten, der er blevet til alene med udgangspunkt i Forfatningstraktaten, er værktøjerne fuldstændig de samme (som i Forfatningstraktaten, red.). Det eneste, der er anderledes, er hvordan værktøjskassen er ordnet. Selve værktøjskassen er blevet omdesignet. Man har brugt en gammel form, bestående af tre kasser, som man er nødt til at rode rundt i for at finde det, man leder efter.

Men der er nogle forskelle. Tre af dem fortjener at blive fremhævet.

Først og fremmest ordet ’forfatning’ og adjektivet ’forfatningsmæssig’, der fuldstændig er udeladt i teksten, som var det noget, man ikke vil vedkende sig. Det var ellers regeringerne selv, der introducerede begrebet i Laeken-erklæringen (i sin tid undertegnet af Tony Blair og Jacques Chirac). Det er uden tvivl korrekt, at Forfatningstraktatens Del III om Unionens politik var ubehændig. Umiddelbart tydede det på, at det var for at sikre politikken en institutionnel værdi, men hensigten var blot at forene alle tidligere traktater i én ny traktat.

Samtidig er Unionens symboler fjernet fra teksten: EU-flaget, der vajer overalt, og den europæiske hymne, lånt fra Beethoven. Selv om de er latterlige, og heldigvis forbliver uanvendte, er beslutningen om at slette symbolerne fra traktaten mere betydningsfuld, end man umiddelbart skulle tro. Målet er nemlig at fjerne ethvert tegn på, at Europa en dag vil kunne få en egentlig politisk struktur. Og det er et stærkt signal om, at man har skruet ned for Europas politiske ambitioner.

Angående EU’s svar på krav fra enkelte kritikere af Forfatningstraktaten i Frankrig, må man konstatere, at der mere er tale om høflighedstilsagn end indholdsmæssige ændringer. Tag for eksempel udtrykket »fri og reel konkurrence«, der står i Forfatningstraktatens artikel 2. Det blev trukket tilbage efter krav fra præsident Sarkozy, men genoptaget på opfordring af briterne i en tillægsprotokol til traktaten, der siger, at »det indre marked, således som det er defineret i traktatens artikel 3, består af et system, der garanterer, at konkurrencen ikke skævvrides«.

Det samme kan siges om EU-lovgivningens principielle overlegenhed i forhold til national lovgivning samt om den prisværdige, men indholdsløse, hensigtserklæring om økonomiske forhold, hvis ordlyd fra Forfatningstraktaten er uændret i Lissabon-traktaten. Derimod kan Frankrig, takket være det dobbelte flertal, som Forfatningstraktaten indførte, forøge sit stemmeantal i Rådet med mere end en tredjedel.

Meget vigtigere er imidlertid de indrømmelser, briterne har fået. Chartret om grundlæggende rettigheder, en slags forbedret og opdateret udgave af menneskerettighedskonventionen, er taget ud af Lissabon-traktatteksten og udgør nu et dokument for sig, hvilket gør det muligt for Storbritannien ikke at være bundet af den. Inden for det retslige samarbejde og harmonisering (mellem medlemslandene, red.) har Storbritannien adskillige gange fået lov til henholdsvis at tilslutte sig og trække sig tilbage fra samarbejdet. Kort sagt, efter, at det lykkedes Storbritannien at svække de forslag, der skulle forstærke den europæiske integration, som for eksempel, da titlen 'EU's Udenrigsminister' bortfaldt, befinder briterne sig i en ekceptionnel situation i forhold til de forslag, der måtte mishage dem.

Som sagt, må man altså konstatere, at Forfatningstraktatens ordlyd stort set er uændret (i forhold til Lissabon-traktaten, red.), dens artikler er blot strøget ud hist og pist (i Lissabon-traktaten, red.) som ændringsforslag til tidligere EU-traktater. Der er altså langt fra tale om en forenkling. Kig bare på indholdsfortegnelserne til de tre traktater ! Men hvad er så meningen med denne raffinerede manøvre ? Først og fremmest at slippe for at skulle afholde folkeafstemning – takket være det, at forfatningsartiklernes er spredt ud (i Lissabon-traktaten, red.), og at den er renset for forfatningsagtige formuleringer.

Men for institutionerne i Bruxelles er det også en smart måde igen at overtage styringen fra parlamentarikere og politikere på; de oplevede arbejdet i Det europæiske Konvent som indblanding i deres anliggender. Men nu kræver institutionerne altså en tilbagevending til det sprog, de mestrer og til de fremgangsmåder, de foretrækker, og dermed har de taget endnu et skridt i retning væk fra borgerne.

Næste fase er ratificeringerne. Men det skulle ikke være noget problem – lige bortset fra Storbritannien, hvor en folkeafstemning (om Lissabon-traktaten, red.) med sikkerhed vil resulterer i et nej – for tekstens sværhedsgrad og fravalget af de helt store ambitioner har fjernet de store knaster.

Hvis vi letter på låget og ser på indholdet, ja, så er værktøjerne til stede. De selv samme værktøjer, Det europæiske Konvent så omhyggeligt havde udviklet, nye og stærke værktøjer : en EU-formand, en mindre og reformeret EU-Kommission, et lovgivende parlament, en udenrigsminister, det mest omfattende Charter om grundlæggende rettigheder nogensinde, dobbelte flertalsafgørelser, nationalstaternes og befolkningernes, og det mest udviklede menneskerettighedscharter nogensinde. Den dag, hvor kvinder såvel som mænd, opildnet af ædle ambitioner for Europa, beslutter sig for at gøre brug af dem, vil de kunne løfte den brændende drøm om et forenet Europa ud af den aske, der i dag tildækker den, og bringe den til live.

*) Giscard d'Estaing henviser her til begivenheder i Frankrig, fx Sarkozys skilsmisse og strejken.

Oversættelse: Helle Albeck og Frederikke Ingemann Hansen