Annonce
Annonce
Danmark

Gerningsmand snød politiet ved at spille fuld foran synagoge

Jødisk vagt blev dræbt, da Omar Abdel Hamid El-Hussein kom forbi bevæbnede politivagter.

Terror i København

Fire mænd har været tiltalt for at have medvirket til terror ved at have hjulpet gerningsmanden før skyderiet mod synagogen sidste år og ved at bortskaffe det våben, der var benyttet ved angrebet på et møde om ytringsfriheden kort forinden. De blev frifundet af Københavns Byret.

Det værste angreb på dansk jord i nyere tid kostede to civile ofre livet og førte til, at seks betjente blev såret .

Lørdag 14. februar 2015 klokken 15.33 angreb Omar El-Hussein et møde om ytringsfrihed, der foregik i kulturhuset Krudttønden på Østerbro. En bliver dræbt og fire betjente såret.

Natten til søndag cirka klokken 00.45 slår terroristen til mod synagogen i Krystalgade. En frivillig vagt myrdes og to politifolk såres.

Nogle timer senere dræbes gerningsmanden under en skudveksling med politiet på Svanevej ved Nørrebro Station.

Den gerningsmand, der i morges skød og dræbte en jødisk mand ud for Synagogen i Krystalgade og som politiet ifølge Politikens oplysninger mener er den 22-årige Omar Abdel Hamid El-Hussein, snød to betjente, bevæbnet med maskinpistoler, ved at spille beruset, erfarer Politiken fra flere kilder.

Den 22-årige slingrede ved halvettiden som en fuld mand hen ad den smalle Krystalgade, hvor synagogen ligger.

Flygtede mod søerne

På den måde kom han helt tæt på den unge jøde og de to betjente, hvorefter han trak sin pistol, dræbte den unge mand og sårede de to betjente. De fik skudt mod Omar Abdel Hamid El-Hussein, men uden at stoppe ham.

Ifølge politiet var der andre betjente i området omkring synagogen, men det lykkedes Omar Abdel Hamid El-Hussein at flygte fra bymidten ud mod søerne, hvor han blandt andet blev set tæt på Gyldenløvesgade, hvor politiet senere ledte efter spor, oplyser vidner til Politiken.

LÆS ARTIKELPolitiet førte anholdte væk fra netcafe med hætter over hovedet

Den mørkklædte Omar Abdel Hamid El-Hussein havde lørdag eftermiddag med en byge af skud fra et automatvåben udført et attentat mod et møde i Krudttønden på Østerbro, hvor en tilhører blev dræbt på klos hold og tre betjente lettere såret.

Skiftede tøj i Mjølnerparken

Politiet fandt ved 23-tiden i aftes fra en række overvågningsvideoer ud af, at Omar Abdel Hamid El-Hussein efter attentatet var flygtet til Mjølnerparken, som han kort efter forlod igen, nu med anden jakke og lysere bukser.

Hvad den 22-årige foretager sig frem til klokken halv et i nat, da han slingrer ned ad Krystalgade og med pistolskud likviderer den unge jødiske mand, ved politiet endnu ikke. Men derefter flygter han mod Nørrebro, hvor politiet er massivt til stede og blandt andet overvåger den opgang i Mjølnerparken, tidligere var gået ind i.

Ramt i lysken

Omar Abdel Hamid El-Hussein vender dog ikke tilbage til Mjølnerpark-opgangen men fortsætter ud af Frederikssundsvej og drejer lidt før klokken fem i morges ned ad Svanevej.

Politiet har fulgt efter ham et stykke tid og råber ham nu an. Den 22-årige trækker den ene af sine to pistoler og skyder mod politiet, der skyder tilbage. Omar Abdel Hamid El-Hussein bliver blandt andet ramt i lysken og dør hurtigt.

REKONSTRUKTION14 timers menneskejagt i København

Siden har politiet gennemført en række ransagninger flere steder i byen for at finde spor efter den formodede gerningsmand. Han var kendt af PET, men tjenesten vil ikke oplyse for hvad.

PET-chef Jens Madsen sagde tidligere i dag dog, at gerningsmanden var fra København, og at PET ikke umiddelbart mente, at han har været islamisk kriger i Syrien eller Irak.

Del link
Relaterede artikler
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce