Annonce
Annonce
Danmark

Fire mænd tiltalt for medvirken til terror i Omar-sagen

Ifølge anklagemyndigheden skaffede de fire blandt andet ammunition til Omar El-Hussein.

Terror i København

Fire mænd har været tiltalt for at have medvirket til terror ved at have hjulpet gerningsmanden før skyderiet mod synagogen sidste år og ved at bortskaffe det våben, der var benyttet ved angrebet på et møde om ytringsfriheden kort forinden. De blev frifundet af Københavns Byret.

Det værste angreb på dansk jord i nyere tid kostede to civile ofre livet og førte til, at seks betjente blev såret .

Lørdag 14. februar 2015 klokken 15.33 angreb Omar El-Hussein et møde om ytringsfrihed, der foregik i kulturhuset Krudttønden på Østerbro. En bliver dræbt og fire betjente såret.

Natten til søndag cirka klokken 00.45 slår terroristen til mod synagogen i Krystalgade. En frivillig vagt myrdes og to politifolk såres.

Nogle timer senere dræbes gerningsmanden under en skudveksling med politiet på Svanevej ved Nørrebro Station.

De fire mænd, der har siddet varetægtsfængslet i snart et år, mistænkt for medvirken til terrorangrebene 14. og 15. februar 2015, hjalp efter anklagemyndighedes opfattelse den 22-årige Omar Abdel Hamid El-Hussein på flere måder. Omar El-Hussein blev dræbt af politiet, da han om morgenen 15. februar åbnede ild mod to betjente, der forsøgte at anholde den mistænkte.

De fire er kun tiltalt for medvirken til terror i forbindelse med angrebet ved synagogen i Krystalgade. Her dræbte den 22-årige Omar Abdel Hamid El-Hussein den 37-årige vagt Dan Uzan og sårede to betjente.

Mændene er altså ikke tiltalt i forbindelse med Omar El-Husseins drab på filmmanden Finn Nørgaard tidligere på dagen ved kulturhuset Krudttønden på Østerbro.

Ifølge anklageskriftet havde de fire mænd, som alle er omfattet af navneforbud, vedvarende og tæt kontakt med Omar El-Hussein i perioden fra efter angrebet ved Krudttønden og frem til angrebet ved synagogen. Kontakten foregik primært i området omkring boligbyggeriet Mjølnerparken på Nørrebro.

I den periode forsynede de blandt andet Omar El-Hussein med en hættetrøje, som han bar, da han skød og dræbte Dan Uzan og sårede de to betjente. Hættetrøjen har formentlig været medvirkende til, at Omar El-Hussein ikke matchede politiets signalement af ham og derfor uhindret kunne nærme sig synagogen.

LÆS OGSÅTerrorsigtede i Omarsagen har haft adgang til syv mobiltelefoner

De fire er også tiltalt for at have købt og forsynet Omar El-Hussein med en skuldertaske, han brugte under angrebet ved synagogen. Desuden har de efter anklagemyndighedens opfattelse forsynet Omar El-Hussein med ammunition, både 7,65 mm og 9 mm patroner. Begge typer blev brugt i forbindelse med angrebet.

Det var også ifølge anklageskriftet de fire, der i tidsrummet mellem kl. 21.16 og 22.15 skaffede Omar El-Hussein adgang til en computer i en internetcafé på Nørrebrogade. Omar El-Hussein brugte computeren til at finde frem til sit næste mål efter angrebet ved Krudttønden.

Endelig er to af mændene tiltalt for kort tid efter angrebet ved Krudttønden at have hjulpet Omar El-Hussein med at skaffe sig af med den fuldautomatiske militærriffel, han skød og dræbte Finn Nørgaard med.

For abonnenter
Redaktionen anbefaler

Rekonstruktion: 13 timer og 27 minutter

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce