Annonce
Annonce
Danmark

Telefon viser tegn på, at to fængslede i terrorsagen var i kontakt

Københavns Politis efterforskning tyder på, at to af de tiltalte har været i kontakt på indsmuglede mobiler.

Terror i København

Fire mænd har været tiltalt for at have medvirket til terror ved at have hjulpet gerningsmanden før skyderiet mod synagogen sidste år og ved at bortskaffe det våben, der var benyttet ved angrebet på et møde om ytringsfriheden kort forinden. De blev frifundet af Københavns Byret.

Det værste angreb på dansk jord i nyere tid kostede to civile ofre livet og førte til, at seks betjente blev såret .

Lørdag 14. februar 2015 klokken 15.33 angreb Omar El-Hussein et møde om ytringsfrihed, der foregik i kulturhuset Krudttønden på Østerbro. En bliver dræbt og fire betjente såret.

Natten til søndag cirka klokken 00.45 slår terroristen til mod synagogen i Krystalgade. En frivillig vagt myrdes og to politifolk såres.

Nogle timer senere dræbes gerningsmanden under en skudveksling med politiet på Svanevej ved Nørrebro Station.

To personer, der er tiltalt efter terrorparagraffen for at medvirke til Omar el-Husseins drab og drabsforsøg i København sidste år, har efter alt at dømme haft kontakt med hinanden på mobiltelefoner, som de har haft adgang til, selv om de sad bag lås og slå.

Det fremgår af den redegørelse, som kriminalforsorgen, Københavns Politi, PET og Rigsadvokaten har skrevet til justitsminister Søren Pind (V) om den opsigtsvækkende sag, hvor i alt fem terrorfængslede i strid med reglerne har haft adgang til at benytte mindst 12 mobiltelefoner. Det kan være skadeligt for efterforskningen, såfremt de fængslede har haft lejlighed til at samstemme deres forklaringer under fængslingen.

Den 15. februar i år blev der i Arresthuset i Ringsted fundet en mobiltelefon hos den af arrestanterne, som i redegørelsen bliver betegnet X2. Københavns Politi har undersøgt den pågældende telefon og har opdaget, at en anden fængslet i sagen - X4 - har haft adgang til den, da han også var placeret bag tremmer i Ringsted. Den indeholder nemlig en selfie af X4.

Politiet gjorde også en anden opdagelse. Der står i redegørelsen:

»I forbindelse med en undersøgelse af den nævnte telefon kan det ses, at X4 – på det tidspunkt, hvor han har haft adgang til mobiltelefonen – har søgt at komme i kontakt med X2 fra den pågældende telefon. Selvom det på nuværende tidspunkt ikke er lykkedes at skaffe oplysninger, der kan afklare, om der faktisk har været en sådan kontakt mellem X4 og X2, tyder den nævnte undersøgelse på, at der har været en kontakt«.

Ikke et ord om kontakten

Der står intet i redegørelsen om indholdet af denne kontakt mellem to personer, der altså begge er tiltalt i terrorsagen for at have hjulpet Omar el-Hussein mellem hans to angreb på henholdsvis Krudttønden på Østerbro og Synagogen i det indre København. Søren Pind rettede fredag en hård kritik mod kriminalforsorgen, fordi de fængslede har haft adgang til telefoner, selv om det er strengt forbudt.

Samtidig kan det næppe have kommet som en overraskelse for såvel Københavns Politi som kriminalforsorgen, at de fængslede kunne finde på at forsøge at få fat i mobiltelefoner. Tre af dem er nemlig ifølge redegørelsen tidligere blevet dømt for overtrædelse af netop den paragraf i straffeloven, der forbyder indsatte i lukkede fængsler og arresthuse at besidde en mobiltelefon.

Men trods denne viden stod der ingenting i de pågældendes fængselspapirer om, at de kunne finde på at kommunikere på ulovlig vis. Efter at Omar el-Husseins formodede hjælpere var blevet fremstillet i grundlovsforhør, udfyldte anklageren en blanket om varetægtsfængslingen. På blanketten er der mulighed for at anføre »andre bemærkninger, herunder risiko for ulovlig kommunikation«. Men for fire af de fem, der blev fængslet i sagen, gælder, at dette punkt slet ikke blev udfyldt. For den femtes vedkommende gælder, at det ikke har været muligt for myndighederne at finde blanketten.

Så selv om tre af de terrorfængslede personer tidligere var straffet for netop at være i besiddelse af ulovlige mobiltelefoner, mens de var indsat, så blev punktet om ulovlig kommunikation altså slet ikke udfyldt. Denne blanket følger med den pågældende arrestant ud til arresthuset.

Flere end 5.000 mobiler på tre år

De seneste tre år er der i alt fundet flere end 5.000 mobiler i arresthuse og fængsler. Justitsminister Søren Pind fremlagde fredag 21 initiativer for at løse problemet med mobiler på de lukkede institutioner. Flere af punkterne handler om bedre samarbejde mellem myndighederne.

Sagen mod de fire personer, der er tiltalt efter terrorparagraffen, kommer for Københavns byret 10. marts.

Redaktionen anbefaler

Kriminalforsorgsforeningen: Straf for mobiler er hul i hovedet

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce