Retssikkerhed Den radikale forsvarsordfører, Zenia Stampe, ville foretrække dommerkendelser forud for alle aflytninger, men er klar til at gå på kompromis i visse tilfælde.
Foto: MIRIAM DALSGAARD (arkiv)

Retssikkerhed Den radikale forsvarsordfører, Zenia Stampe, ville foretrække dommerkendelser forud for alle aflytninger, men er klar til at gå på kompromis i visse tilfælde.

Terror i København

Radikale får stryg fra egne rækker over terrorudspil

Både radikale og andre partier er imod aflytning af udlandsdanskere uden retskendelse.

Terror i København

Det er ikke kun fra den juridiske sagkundskab, regeringens terrorpakke vækker kritik.

Også fra politisk hold - herunder fra regeringspartiet Radikale Venstres egne rækker - er der modstand imod planerne om, at Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) skal kunne aflytte danskere i udlandet uden retskendelse.

»Det er et brud med en af de grundliggende retssikerhedsgarantier, vi har i den danske retsstat. Det er klart, at det er et redskab, der kan være vigtig i en efterforskning, men det skal ske med en dommerkendelse i hånden. Jeg kan ikke se, hvorfor man ikke kan indhente en dommerkendelse, hvis grundlaget er i orden«, siger Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper.

Både Advokatrådet og flere juridiske professorer har i dagens aviser langet kraftigt ud efter forslaget fra regeringen.

LA og EL: Dommer bør godkende

Fra Liberal Alliance er retsordfører Simon Emil Ammitzbøll på samme linje.

»Vores udgangspunkt er, at vi ønsker, at der skal være en dommerkendelse. Vi synes, der er gode initiativer i pakken, men lige præcis det her er vi bekymret for, og derfor vil vi se, om vi kan få en anden løsning, end regeringen lægger op til på det punkt«, siger Ammitzbøll og tilføjer om Radikale Venstre, som han tidligere sad i Folketinget for. »Mit gamle parti overrasker mig ofte«.

Radikale: Burde ikke være radikal politik

Overrasket over Radikale Venstre er også partiets lokalformand i Roskilde Kim Elmose:

»Det overrasker mig lidt. Måske ikke så meget, for vi har desværre set, at vi også overordnet og generelt i forbindelse med Syrienskrigere har været med til at stemme for nogle ting, der for mig at se, er over grænsen i forhold til, hvad radikale Venstre skal gå med til«, siger han, der ikke bryder sig om forslaget om aflytning uden dommerkendelse.

»Jeg mener, det er et grundliggende vilkår i et retssamfund, at der har været en dommer inde over, inden der foretages en aflytning af personer. Der bør være mulighed for at have et korps af dommere, der hurtigt kan stille op og stå til råddighed og tage stilling til de ting, som Forsvarets Efterretningstjeneste vil fremlægge og så tage stilling til, om der kan iværksættes en aflytning« siger han og foreslår, at man i det mindste bør lave en ordning som for Politiets Efterretningstjeneste, der i hastetilfælde kan starte en aflytning, hvis tjenesten samtidig indleder arbejdet med at søge om en dommerkendelse.

Folketingskandidat og medlem af hovedvestyrelsen for Radikale Venstre Pernille Boye Koch, synes heller ikke om forslaget fra sit parti.

»Det overrasker mig ikke nødvendigvis men det ærgrer mig rigtig, rigtig meget, for jeg synes ikke, det flugter med de værdier, som Radikale Ventre står på, og som jeg synes, vi skal stå på - også i en så presset situation, som vi har nu efter terrorangrebet«, siger Pernille Boye Koch, der også er jurist og lektor i offentlig ret på RUC.

»Jeg synes, det er så grundliggende værdier, at det må og skal vi ikke gå på kompromis med«, tilføjer hun.

Stillet over for kritikken, siger den radikale forsvarsordfører, Zenia Stampe:

»Det er klart, at vi helst vil have, at man kunne indhente en retskendelse, men vi må bare konstatere, at det har ikke været muligt i forhold til Syrien-krigerne. At det har været en forhindring for at kunne følge deres færden i Syrien. Og det er jo det, vi prøver at komme i møde med det her forslag«.

LÆS DEBATINDLÆG FRA ZENIA STAMPE :

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hun fortsætter:

»I hvert fald er det rigtig svært at løfte bevisbyrden i forhold til, at de er i færd med eller planlægger en kriminel handling, og det er det, der gør, at det er svært - så godt som umuligt - at få ren retskendelse på dem«.

Er du tryg ved, at det så bare ligger i FE-chefens hænder at vurdere, om det er ret og rimeligt i de enkelte tilfælde at foretage en aflytning?

»I mangel af bedre, ja. Men det, vi så prøver at gøre for alligevel at skabe en form for sikkerhed, det er, at det er FE-chefen der skal godkende det og ikke en eller anden tilfældig FE-medarbejder, der kan beslutte det. Og så skal alle overvågninger indberettes til tilsynet (for efterretningstjenesterne, red.)«.

Den udlægning giver Pernille Skipper fra Enhedslisten dog ikke meget for.

»Med den argumentation kunne vi lige så godt fjerne alle krav om retskendelser i retsplejeloven, og det har jeg alligevel ikke hørt regeringen foreslå«, siger Skipper

Den vej afviser Zenia Stampe dog at gå:

»Det er da til en hver tid bedre, når det kan gå gennem en dommer, men vi kan bare konstatere, at det har ikke været muligt i de her sager«.

En af de eksperter, der har kritiseret regeringens forslag, er juraprofessor Eva Smith, der i Politiken i dag siger:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Hvis man som politiker mener, at en efterretningschef kan være lige så god en garant for retssikkerheden som en dommer, så har vi begyndelsen til en politistat«.

Zenia Stampe, gør sådan en udtalelse ikke ondt på en radikal?

»Jo, og det er jo fuldstændig rigtigt, at jeg ville da også til hver en tid foretrække, at det var en dommerkendelse. Men vi må bare konstarere, at det system, vi har haft indtil videre, har gjort, at det var så godt som umuligt at få en retskendelse, der gør det muligt at opvervåge de her Syriens-krigere«, siger Zenia Stampe.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce