Kampen om Amager Fælled er rykket ind på Borgen

Folketinget behandlede i dag et forslag fra Enhedslisten og Alternativet om at bremse byggeprojektet på Amager Fælled. Der er ikke udsigt til, at de kan samle flertal.

København

Et stykke helt unikt natur vil gå tabt, hvis der placeres boliger på Amager Fælled. Sådan siger Enhedslistens miljøordfører Maria Reumert Gjerding, efter at Folketinget i dag har førstebehandlet et beslutningsforslag fra dele af oppositionen om at bremse byggeplanerne.

»For 25 år siden blev der truffet en beslutning om at bygge på Amager Fælled, der er et af landets mest unikke naturområder. Vi kan i dag se, at det ikke er en tidssvarende beslutning. Vi har ikke så meget natur af den karakter«, siger hun.

Folketingsforslaget om at standse det storstilede byggeprojekt på den uberørte naturgrund kommer fra Enhedslisten og Alternativet. De to partier begrunder det med hensynet til den pris, byen betaler for at spise løs af de åndehuller, der er tilbage inden for kommunegrænsen.

»Vi foreslår blot, at man undersøger alternative finansieringsmuligheder til Metroen (end salg af grunde, red.) og alternative områder, hvor man kan placere boliger. Jeg glæder mig over, at radikale og SF er positive, selv om de stod bag aftalen fra 1992 om at bygge. Desværre har vi ikke flertal. Både Socialdemokraterne og de borgerlige er imod«, siger Maria Reumert Gjerding.

København vokser måned for måned...

Flere andre partier har forsøgt at hindre, at naturområdet går tabt. SF har forsøgt at få Københavns Kommune til at se på alternative placeringer af de hen ved 2.500 boliger, der ellers skal opføres på Amager Fælled-grunden. De radikale har også prøvet at få flertal bag en redning af grunden i Borgerrepræsentationen, men ingen af dem har fået samlet medvind til forsøgene.

»København vokser måned for måned, der kommer flere mennesker og flere biler, og netop derfor – og ikke til trods for dette – bør vi i særlig grad værne om de grønne områder, vi har i hovedstaden«, skriver Enhedslisten og Alternativet og fortsætter: »Grønne områder er lige så vigtige for et godt liv i en storby som velfungerende transport, et godt kulturliv, og hvad der ellers hører med til storbylivet«.

At have åbne områder og natur i eller omkring storbyerne er vigtigt for oplevelsen af, at byerne er menneskevenlige. Det vejer tungt, når København internationalt roses for at være en moderne by med høj livskvalitet, mener de to partier.

Derfor er det - mener de - en dårlig idé at ofre naturområder til fordel for byens vækst.

»Naturens forarmelse er også vores egen forarmelse«, advarer de.

At man har et for biodiversitet med en kontinuitet på 5.000 år så tæt på centrum af en hovedstad er helt unikt på verdensplan.

Amager Fælled-grunden huser flere udsatte og truede plante- og dyrearter, som trives på området, mens de omkringliggende arealer - der alle er opfyld - til sammenligning er artsfattige og uden samme naturkvaliteter som den uberørte, årtusindgamle strandeng, der risikerer at gå tabt:

»At man har et hotspot for biodiversitet med en kontinuitet på 5.000 år så tæt på centrum af en hovedstad er helt unikt på verdensplan«.

Beslutningen blev taget i en anden tid

Partierne peger samtidig på, at planerne om at sende gravemaskinerne ind i området er resultatet af en gammel beslutning, hvor salget af jordstykker på den ubebyggede fælled skulle indgå i finansieringen af metrobyggeriet.

Det »skal ikke betyde, at man i dag ikke kan omgøre dette fejltrin og rette op på det med en klogere beslutning. Amager Fælled er i dag en alt for vigtig del af København til, at vi bare kan referere til en 24 år gammel beslutning«, skriver de to partier i deres forslag til en folketingsbeslutning.

»Dengang var der mindre forståelse for den betydning, som unik natur midt i hovedstaden har for storbyen«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Protesterne mod byggeplanerne har været betydelige. Blandt andet har Københavns Kommune modtaget cirka 28.000 underskrifter fra borgere, der er kede af, at naturgrunden skal bebygges.

By og Havn har ændret navnet på projektet, så der ikke længere tales om Amager Fælled Kvarter, men i stedet om Ørestad Fælled Kvarter.

»Det er ufatteligt ærgerligt, at vi ikke har flertal. Det er vores sidste chance for at redde Amager Fælled«, siger Maria Reumert Gjerding (Enh.), der stadig har et lille håb om, at Socialdemokraterne og de konservative ændrer holdning, »når de får sovet på det«.

Forslaget overgår nu til udvalgsbehandling, hvorefter det kommer til afstemning.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce