Foto: Jacob Ehrbahn

Ungdomshus-advokat efter ballade: »Det er ikke os, der gør det«

Knud Foldschack, der sidste år fik 1,7 millioner kroner af kommunen til huset på Dortheavej, mener, at det er helt forkert at diskutere lukning af huset blot på grund af nogle enkelte bøller.

København

Ti-årsdagen for rydningen af det gamle ungdomshus på Jagtvej førte i går til så store uroligheder omkring det nye ungdomshus på Dortheavej, at kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen (DF) vil have en redegørelse fra det nye ungdomshus, der har eksisteret siden sommeren 2008.

Borgmesteren har bedt advokat Knud Foldschack forklare, hvorvidt ungdomshuset blev brugt til planlægge og forberede den vold og ballade, der udspillede sig i København i går. Hvilket vil være i strid med Folkeoplysningsloven nye paragraf 4a, om at kommunen ikke må bevilge lokaler til foreninger, der modarbejder eller underminerer demokratiet.

Advokaten bestyrer fonden  Jagtvej 69, der driver ungdomshuset med et tilskud fra Københavns Kommune, der i år er på over 2,3 milloner kroner. Knud Foldschack protesterer over den hårde tone fra politisk side.

Det, at nogle få fjolser skriver 69, skal jo ikke ødelægge den fornuftige løsning, nemlig at vi har et ungdomshus

»Det, der ikke må ske, er, at når nogle få unge mennesker smadrer bankvinduer eller pengeautomater, så skal vi ikke begynde at sige, at nu skal vi lukke ungdomshuset.  Vi havde et ti-år i går for Ungdomshuset, hvor alle os, der arbejder med det her og politi og kommune, sagde, hvad har vi lært? Vi lærte, at dialog og løsninger, og det at vi sidder rundt om et bord og finder ud af, hvad der foregår, er den rigtige vej«, sagde han til formiddag til TV 2 News.

Ungdomshus giver ro

Advokaten, der også driver Folkets Hus på Nørrebro med et årligt tilskud på 1,3 millioner kroner, mener, at politikerne problematiserer det nye ungdomshus i Nordvest for at fiske stemmer til det kommende kommunevalg.

»Det er ikke den snak, vi har brug for. Vi har brug for en snak, der hedder: Vi tager afstand fra vold og hærværk. Hvordan undgår vi det? Det gør vi ved at give de unge nogle rimelige vilkår mod at de opfører sig ordentligt«.

Foreholdt, at der flere steder på Arbejdernes Landsbank var spraymalet 69, altså en henvisning til det gamle ungdomshus på Jagtvej 69, siger han:

»Det, at nogle få fjolser skriver 69, skal jo ikke ødelægge den fornuftige løsning, nemlig at vi har et ungdomshus. Det har vi haft i ti år, og der har været ro på i ti år. Og det sjove er, at fonden bag ungdomshuset bruger Arbejdernes Landsbank. Det er vores bank, så det er altså ikke os, der gør det. Men vi tager afstand fra vold. Vi tager afstand fra hærværk. Så lad os få sørget  for at give den melding, klart og præcist, og lad os sørge for at få et ungdomshus, der fungerer«.

Sådan fungerer det:

Ungdomshuset på Dortheavej 61 blev åbnet i juli 2008, hvor fonden Jagtvej 69, bestyret af Knud Foldschack, lejer lokalerne af Københavns Kommune, der betaler et driftstilskud, der i år udgør 1,6 millioner kroner.

På grund af naboklager i forbindelse med koncerter har Ungdomshuset i år fået et engangstilskud til ekstra lydisolering på 747.800 kroner. Dermed er tilskuddet fra kommunen i år altså mere end 2,3 millioner kroner.

Målet er ifølge driftsoverenskomsten fra december 2007:

  • 'at skabe et åbent værested for byens unge og med særlig opmærksomhed på at favne den sociale, kulturelle ogetniske mangfoldighed som København og ungdomshusbevægelsen rummer'. Med 'lige adgang for alle'.

Det er Knud Foldshacks fond, der som bindeleddet til kommunen,skal føre tilsyn med, at husets drives efter de retningsregler.

Arrangementerne er alt fra fællesspisning (som dog er aflyst i aften på grund af balladen i går), yoga, bogcafe og et større koncertprogram. Lørdag, under overskriften 'Intet glemt - intet tilgivet', kan man for eksempel høre, Gorilla Angreb, Demonhead, Danger!man og Skyggesiden. Se mere på ungeren.dk

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce