Overborgmester Frank jensen er tilfreds med det forebyggende arbejde, men vil også øge indsatsen, hvor der er en stor konflikt.
Foto: Jens Dresling

Overborgmester Frank jensen er tilfreds med det forebyggende arbejde, men vil også øge indsatsen, hvor der er en stor konflikt.

København

Direkte med Frank Jensen: »Det er meget sjældent, at jeg skriver til politiet«

Skyderier og konflikter på gaden i København er politiets ansvar, fastholder overborgmester Frank Jensen. Kommunens egen indsats har ikke fejlet, men skal oprustes.

København

Hvad bekymrer dig mest lige nu?

»Når der skydes i gaderne, så er der stor risiko forbundet med, at sagesløse mennesker – som intet har med bandekonflikten at gøre – kan blive offer. Det har vi set eksempler på, hvor helt almindelige københavnere er blevet beskudt. Det vandvid skal jo bringes til ophør, og det er en politimæssig opgave. Når der skydes i københavnske gader, så er det statens politi, der må rykke ind og skabe tryghed og sikkerhed for københavnerne ved at sætte sig på de her bander. Derfor opfordrer jeg politiet til, at udover den efterforskning, der skal føre frem til at sætte nogle af dem i fængsel, så skal de også tage københavnernes tryghed og sikkerhed dybt alvorligt ved at være ude i de hotspots, hvor banderne markerer deres territorium. Ellers får borgerne på Nørrebro eller Nordvest det billede, at det er banderne, der har gaderne, at det er deres pladser. Sådan oplevede jeg det selv på Blågårds Plads i sidste uge, hvor der sad 30-35 totalt uniformerede medlemmer af Loyal to Familia og markerede, at det var deres plads. Så kommer der en fodpatrulje, og så fordufter bandemedlemmerne«.

Har du selv bemærket mere aktivitet i bandemiljøet i byen?

»Ja, og det var baggrunden for, at jeg i starten af maj henvendte mig til politidirektøren. Jeg var til et borgermøde ude i Nordvest, hvor de gav udtryk for, at der var ved at være nogle bevægelser og personer, som de ikke havde set i deres kvarter. De kom fra Mjølnerparken og bevægede sig pludselig andre steder hen. Det kan være hashhandlerne, eller det kan være deres vagter, som rykker. I det her tilfælde var de begyndt at rykke op mod Tagensbo Skole, hvor de stod og solgte hash. Det er der, jeg siger, at det skal politiet tage dybt alvorligt«.

Oplevede du, at politiet tog din advarsel alvorligt?

»Der kom jo en visitationszone, men den kom så først i midten af juni. Jeg kunne godt have ønsket mig, at den var kommet allerede i begyndelsen af maj, og at man havde taget de her vidneforklaringer fra borgere alvorligt. Men nu skal vi ikke bruge kræfterne på at kigge tilbage og skyde på hinanden myndighederne i mellem, nu skal vi samarbejde om det her«.

Når Københavns Politi, som det var tilfældet sidste weekend, går ud og advarer unge mænd i bestemte områder og siger, at de skal passe på sig selv, er det så et nederlag for dig som borgmester i byen?

»Det er i hvert fald en understregning af, at situationen er dybt alvorlig. Det er jo historisk, at politiet kommunikerer, som det gør. Det er ikke holdbart med en kommunikation om, at unge mænd skal kigge sig over skulderen. Det er statens, det er politiets opgave at sætte sig på det miljø, så vi ikke skal have en kommunikation fra vores politimyndighed, der går på, at der er områder, vi ikke skal færdes i, selv man bor der«.

Var meldingen et wakeup-call for dig?

»Nej, det wakeup-call kom langt tidligere til mig. Det kom allerede, da vi havde en bandekonflikt på ydre Nørrebro, hvor jeg var til et borgermøde i efteråret sidste år. Der var 300 beboere fra området, der mødte op på biblioteket. Der vidste jeg godt, at nu er vi tilbage i noget, som kan udvikle sig slemt. Så var jeg ude igen i starten af maj til et borgermøde, og det var der, jeg skrev til politidirektøren. Og jeg tog det op igen på et møde i slutningen af maj. Igen, vi skal ikke kigge tilbage, men jeg har været fuldstændig overbevist om, at det handler om løsladelsen af et bandemedlem fra Loyal to Familia fra Nyborg Statsfængsel. Når jeg hører om, at han blev hentet af en meget, meget stor gruppe medlemmer af Loyal to Familia i Nyborg og kørt hjem til København som konge af Blågårds Plads, så bekymrer det mig selvfølgelig dybt. Jeg gik ud fra, at han var under så skærpet overvågning og opmærksomhed, at han ikke kunne vippe med et øre. Det kan ikke være rigtigt, at man kan demonstrere både på Blågårds Plads, men også ved løsladelsesceremonier af den karakter. Det er alarmerende. «.

Har du været god nok til at advare, hvis du har haft en bekymring siden efteråret?

»Jeg har gennem det seneste år løbende drøftet de forandringer, der er sket, med Københavns Politi. Og det er meget sjældent, at jeg skriver til politiet, men det, jeg hørte i Nordvest, vækkede mindelser. Når de begynder at bevæge sig ud af deres vante rammer, så er der noget på vej, så eksploderer det«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det lyder som en kritik af politiet?

»Vi skal stå sammen nu om at bekæmpe banderne og ikke bekæmpe hinanden. Jeg er ikke ude på at kritisere politiet, men jeg vil bruge det her som en anledning til at sige, at både vi og politiet skal tage borgernes bekymring dybt alvorlig. Nu skal vi samarbejde om det her, og kommunens rolle er det præventive. Det er at holde børn og unge væk fra bandemiljøet, så de ikke bliver rekrutteret«.

Antallet af bandemedlemmer er faldet over en årrække, og nu stiger det igen. Har den præventive indsats så var været god nok?

»Den forebyggende indsats virker rigtig godt i Danmark. Vi har den laveste ungdomskriminalitet, også i København, i mands minde. Det er et udtryk for, at den præventive indsats virker, vores børn og unge er gode til at holde sig fri af kriminalitet. Men det er klart, at når vi har en konflikt – som startede med en løsladelse fra Nyborg Statsfængsel – og ambitionen er, at Loyal to Familia skal være en landsdækkende bande, så begynder de at rekruttere. Det er derfor, at bandetallet er stigende nu. De lægger også et pres på de unge og prøver at lokke. De lover dem lommepenge, og så starter de med at være vagter for hashhandlere, og på den måde rekrutteres de ind. Det er klart, at det er vores opgave at lave nogle aktiviteter for børn og unge, som giver dem ligeså stor anerkendelse og selvværd, som det gør at søge over og blive en del af det broderskab, som de jo taler om i Loyal to Familia. De taler om, at de har et broderskab, hvor de beskytter hinanden og hjælper hinanden, men det er jo bare gemene kriminelle organisationer, som vi kender det fra Hells Angels og Bandidos«.

Er en øget rekruttering ikke et udtryk for, at den forebyggende indsats så er gået galt for nogle?

»Nej. Den forebyggende indsats er ikke gået galt. Men nu, hvor der er så stor konflikt, skal vi øge vores indsats. Jeg går til budgetforhandlinger her senere på måneden med en anbefaling om, at vi øger vores team af gademedarbejdere, som i øjeblikket er ude og skærme de unge af, med 50 procent. Men vores gadeplansmedarbejdere har ikke de samme magtmidler og beskyttelse som politiet og skal jo ikke ind i konflikten. Det kan de ikke, og det skal de ikke. De skal kredse om dem, der er i risikozonen«.

Kan kommunen inddrage borgerne ?

»Nørrebro er jo forbilledligt på den måde, at nørrebroerne er seje. De går ud og tager gaden tilbage, når der har været et skyderi, og det er nogle virkelig solide, gode markeringer. Men jeg vil ikke opfordre borgerne til at gå ind i eller nærme sig konflikten, det er en politimæssig opgave. De er skruppelløse, de her bander«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Kan alle færdes sikkert i København lige nu?

»Politiet har jo sagt, at man skal være overvågen, hvor man går, og det råd har jeg ikke nogen grund til ikke at anbefale, at man tager dybt alvorligt. Det er en uholdbar situation, hvis det skal stå på i længere tid, at politiet ikke kan sikre københavnernes tryghed«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce