Foto: Finn Frandsen
København

Det må ikke koste én krone ekstra: Manden bag ideen blev hånet, men nu kan den blive til virkelighed på Amager Fælled

De konservative lancerede sidste år forslaget om, at omstridt byggeri på Amager Fælled skulle flyttes en lille kilometer. Nu kan det blive virkelighed som en bytteordning mellem stat og kommune.

København

Nej, der er ikke flere forskellige alternativer til at bygge en omstridt ny bydel i København på et stykke oprindelig strandeng på Amager Fælled.

Der er kun ét alternativ: På lossepladsjord en lille kilometer derfra, hvor der ellers er planer om at etablere en campingplads.

Det fastslår manden bag forslaget, der har fået Københavns overborgmester, Frank Jensen (S) til at droppe et gedigent socialdemokratisk prestigeprojekt med bygning af 2.500 boliger på det sydøstlige hjørne af Amager Fælled.

Et projekt som skulle have indbragt 2 milliarder kroner til Københavns metroprojekt.

Det er konservatives spidskandidat til Københavns Borgerrepræsentation Jakob Næsager, der slår fast med syvtommersøm, at en flytning af projektet skal være udgiftsneutral for Københavns Kommune, og at der derfor kun er én mulighed.

Og det er at flytte projektet fra den ene del af fælleden til den anden del, som er fredet, men mindre natursårbar. I en bytteordning.

»Det vil være en nulsumsløsning, hvor staten og kommunen bytter, så staten får strandengen, mens kommunen får campingpladsgrunden. Alle andre modeller vil koste kommunekassen penge, og det går vi ikke med til«, siger Jakob Næsager.

De afgørende seks procent

Han fastslår, at hans parti fortsat står bag den politiske aftale fra 1992 om Ørestad, hvor det var aftalen, at der måtte bygges på seks procent af Amager Fælled. Nu er det så bare andre seks procent, der bringes i spil.

Men det vil være et tab for kommunekassen, hvis en hvilken som helst anden kommunal grund skal anvendes som byggeområde. For så vil kommunen gå glip af den indtægt, som denne grund ellers ville have indbragt. Og at købe en grund til formålet er hele udelukket.

Jakob Næsager opfatter det som om, at »Frank Jensen er grebet af panik«, når overborgmesteren taler om, at der kan findes andre muligheder end campingpladsgrunden.

Nu griner ikke mere

Den konservative politiker erklærer, at han glæder sig over, at den konservative ide måske nu skaber grundlag for en ny løsning for den sidste etape af Ørestad, som det omstridte byggeri udgør.

»Og jeg tror skam på, at det kan lade sig gøre at bygge på den anden grund, selv om det er lossepladsjord, der er hældt i vandet som opfyld. Islands Brygge, Christianshavn og Nordhavn er også bygget på opfyld«.

Jakob Næsager konstaterer, at der blev enten grinet af ham eller han blev ignoreret af de andre partier i Borgerrepræsentationen, da han tilbage i november sidste år foreslog at droppe at bygge de 2.500 boliger på strandengen, men i stedet flytte dem mod vest.

»Jeg føler mig lidt som Klods-Hans, hvor der først er latterliggørelse, indtil man ender med at få ret«, siger Næsager.

Flere af de andre partier, Enhedslisten, radikale og SF, som også ønsker byggeriet væk fra strandengen, er til gengæld ikke jublende over, at det i stedet skal gå ud over en anden del af fælleden. Til det konstaterer Jakob Næsager, at Venstre, konservative og Dansk Folkeparti sammen med Socialdemokratiet har et flertal, som kan mobiliseres for en løsning på campingpladsgrunden.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce