SIKKERHED. Skilte på Christianshavn fortæller nu de mennesker, der færdes i kvarteret rundt om Christiania, at området overvåges.
Foto: JENS DRESLING

SIKKERHED. Skilte på Christianshavn fortæller nu de mennesker, der færdes i kvarteret rundt om Christiania, at området overvåges.

København

Nu holder politiet øje med området uden for Christiania med skjulte kameraer

Kameraer på Christianshavn skal fange hashkunder på vej fra fristaden. Skilte i bydelen advarer om, at kvarteret rundt om Christiania nu filmes af overvågningskameraer.

København

Københavns Politi har opsat kameraer, der filmer området uden for Christiania.

Kameraerne dækker blandt andet Prinsessegade, Bådmandsstræde og Refshalevej og skal være med til at afsløre de hashkunder, der fortsat køber ind hos pusherne i fristaden, oplyser Dannie Riese fra politiets særlige efterforskningsgruppe vedrørende hashkriminaliteten på Christiania, Task Force Pusher Street.

»Målet er at gøre det uattraktivt for køberne. Det sker for at støtte op om christianitternes ønske om, at man skal købe hashen andre steder - selv om vi synes, at man skal lade helt være«, siger han.

Overvågningen af fristadens nabolag kommer i kølvandet på det voldsomme drabsforsøg på to betjente og en tilfældig civil i slutningen af august. Her ville betjente fra Task Force Pusher Street anholde en formodet hashhandler, der imidlertid trak en våben og skød direkte mod sine ofre. Den ene betjent blev ramt i hovedet, mens hans kollega blev såret af et skud i benet. Den tredje mand, som pusheren åbnede ild mod, blev skudt i låret af gerningsmanden, der stak af efter angrebet.

Han blev senere opsporet til en lejlighed på Amager og skudsåret, da politiet ville anholde ham. Manden overlevede ikke sine kvæstelser.

Skyderi fik christianitter til at fjerne hasboderne

Drabsforsøgene fik christianitter til at rive hashboderne i Pusher Street ned og bedyre, at nu var det slut med den massive hashhandel i 'Gaden'. Det skulle være slut med det bandekontrollerede og organiserede hashsalg.

Samtidig skærpede Københavns Politi indsatsen mod de kriminelle bander, der har siddet på det særdeles lukrative hashmarked i ly af fristaden. Det skete blandt andet ved at opsætte overvågningskameraer i den berygtede gade. De fik imidlertid ikke lov at blive hængende længe over Pusher Street, inden ukendte gerningsmænd rev dem ned fra facaderne igen.

Selv om de første kameraer ikke bliver hængt op igen, så får det ikke politiet til at give op. Overvågningen af fristadens nabolag på Christianshavn kan være med til at dokumentere hashkundernes besøg og dermed gøre det uattraktivt at komme derude, venter Dannie Riise.

»Hvis de kommer der, skal de vide, at området er tv-overvåget. Det er en del af det, vi satte i værk i september for at øge trygheden i området«, forklarer politilederen.

Optager med skjulte kameraer

For at undgå, at kameraerne flås ned fra husfacaderne, har politiet valgt at montere dem, så de ikke er til at få øje på.

»Vi har desværre erfaringen med hærværk, så vi har valgt at gøre dem ikke synlige. Det er af den grund, vi har valgt ikke at sige, hvor de er sat op«, siger Dannie Riese.

Alligevel skal besøgende vide, at politiet kan følge med i deres hashkøb. Derfor er skilte, der fortæller, at man nu bevæger sig ind i et kamera-overvåget område, sat op flere steder på Christianshavn.

»Det har vi valgt at gøre for at informere de mennesker, der udelukkende kommer ud på Christiania for at købe hash«, oplyser Riese.

I forvejen har Christianshavn gennem flere år været et af de områder i hovedstaden, hvor flest borgere føler sig utrygge, når de færdes på gaden. Efter lukningen af Pusher Streets åbenlyse hashmarked er den aggressive trafik til og fra fristaden borte og kvarteret blevet langt fredeligere at bevæge sig rundt i.

Politiet har et par gange forsøgt at sætte overvågningskameraer op inde i Pusher Street, men de blev revet ned, så snart betjentene trak sig tilbage.

Kilde: Politiken / Jens Dresling og Johannes Skov Andersen

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce