Annonce
Annonce
Annonce
Politik

Kemo-skandale bliver ny sundhedsministers første sag

Astrid Krags (S) efterfølger skal give en redegørelse, mener højrefløjen.

Gem til liste

Afsløringen af omfattende fejlmedicinering af kræftpatienter bliver sag nr. 1 for Astrid Krags endnu ukendte efterfølger i Sundhedsministeriet.

Venstre, Dansk Folkeparti og de konservative kræver omgående handling fra den næste sundhedsminister, så snart han eller hun er udpeget:

»Det må være noget af det første, en ny sundhedsminister sætter sig ind i. Vi skal helt klart have en redegørelse af, hvordan det kunne ske, og hvordan vi kan forhindre at noget sker fremefter. Hvis ikke ministeren sætter sig for bordenden fra dag ét, må vi selvfølgelig have et samråd«, siger Liselott Blixt, der er sundhedsordfører for Dansk Folkeparti.

LÆS OGSÅKemo-skandale trækker tråde til Region Syddanmark

99 patienter, der er ramt af prostatakræft, er blevet fejlbehandlet med for høj dosis kemomedicin i Odense, Vejle og Aarhus, oplyser Region Midtjylland og Region Syddanmark. Der er ikke konstateret fejl i de tre øvrige regioner.

Tre kan være døde af fejlbehandlingen i Aarhus, mens der hverken kan spores dødsfald eller flere bivirkninger på grund af for meget medicin på Sygehus Lillebælt eller Odense Universitetshospital.

Fejlene er angiveligt opstået, fordi der på sygehusapotekerne ikke har været procedurer, som har sikret, at doseringen af kemoterapi-produktet Jevtana med det aktive stof cabazitaxel er foregår i overensstemmelse med beskrivelsen i indlægssedlen.

K: »Det kan ikke gå hurtigt nok«
Venstre sender nu en række skriftlige spørgsmål, der vil ligge og vente på den næste sundhedsminister.

Ministeren skal svare på, hvad regeringen vil gøre for at sikre, at alle hospitaler i Danmark »systematisk og ugentligt« tjekker op på, at medicinen fra producenternes side ikke er fejlmærkede.

»Jeg forventer, at sundhedsministeren, når vi engang får sådan en igen, tager den her sag dybt alvorligt«, siger Venstres sundhedsordfører, Sophie Løhde.

»Det her er en meget alvorlig sag og dybt ulykkeligt for de personer, som fejlen er gået ud over. Det er en fejl, der ikke må ske«, fortsætter hun.

LÆS OGSÅKræftens Bekæmpelse er rystet over kemo-skandale

Ordførerkollegaen Mai Mercado fra de konservative stemmer i:

»Det er ikke tilfredsstillende, og jeg har en forventning om, at den nye sundhedsminister går ind i den her sag, som det første. Hvis jeg var sundhedsminister, ville jeg tage initiativ til at lave et kontrolsystem, der er stærkere, og som kan fange de her utilsigtede hændelser«, siger hun.

»Det kan ikke gå hurtigt nok«, tilføjer hun.

S: Reaktion fra europæisk side
Socialdemokraternes sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen, der på Christiansborg bliver nævnt som en mulig bud på Danmarks næste sundshedsminister, mener, at sagen bør løses i EU.

»Jeg synes, det bør få sundhedsmyndighederne i både Danmark og Europa til at reagere. Det ville være rigtig stærkt og effektivt, hvis man kommer med en samlet reaktion fra europæisk side, fordi man som myndighed dækker en halv milliard mennesker«, siger Flemming Møller Mortensen.

TIP OSEr du en af de patienter, der har fået for meget kemoterapi?

Han opfordrer sundhedsmyndighederne til at komme i dialog med både producenter og hospitaler, så man undgår fejlene i fremtiden.

Det har ikke været muligt at få en kommentar til sagen fra Astrid Krag, der formelt stadig er sundhedsminister.

PolitikenPlus
  • And Den lå i vejkanten og er fotograferet i lyset af Martin Lehmanns billygter. Smuk var den. Og helt stille.

    Pluspris 1.300 kr. Alm. pris 1.495 kr. Køb
  • Frilandsand til jul Ænderne går frit rundt på beplantede græsarealer og har adgang til frisk vand og kan søge skygge under træerne. De fodres med majs og korn og ellers spiser de, hvad de finder af vegetation udendørs.

    Pluspris 325 kr. Alm. pris 400 kr. Køb
  • Juletræstog til Rosendal Besøg den hyggelige gård Rosendal i Nordsjælland og vend hjem med højt julehumør og selvfældet træ.

    Pluspris fra 168 kr. Alm. pris fra 168 kr. Køb
  • Spil: Blitz Blitz er et lysende hurtigt bestsellerspil, der vindes af den, som hurtigst kan aflæse kortene og snuppe den rigtige genstand.

    Pluspris 160 kr. Alm. pris 200 kr. Køb
  • Chips Der sker altid noget, når man fokuserer på individet.

    Pluspris 800 kr. Alm. pris 920 kr. Køb