Annonce
Annonce
Politik

Løkke overlever maratonmøde

Kristian Jensen forbliver som næstformand - Løkke slipper for afstemning

Lars Løkke bliver som formand. Det bekræfter Claus Hjort Frederiksen efter et maratonlangt møde i Venstres hovedbestyrelse.

En enig hovedbestyrelse har dermed helt overraskende bakket Lars Løkke op efter et historisk og dramatisk dag.

»Det har været rimelige åbenhjertige diskussioner. Resultatet er, at hovedbestyrelsen er tilfreds«, siger Claus Hjort Frederiksen.

Hvad skal der ske med folketingsmedlemmerne, der i dag meldte ud, at de ikke længere støttede Løkke som formand?

»De er jo fuldgyldige gruppemedlemmer, dem samarbejder vi med. Jeg mener, at vi takler det her på en rimelig ansvarlig møde. Der bliver ikke nogen sanktioner, vi er jo voksne mennesker«.

Han bekræfter også, at der ikke kommer noget ekstraordinært landsmøde.

Trætte og lettede

Beslutningen fandt dog ikke sted uden sværdslag, hvilket de syv timers debat understreger til fulde.

»Se på mig, jeg er træt men jeg er lettet og fortrøstningfuld på partiets vegne«, siger regionsformand i Syddanmark Carl Holst, der har været en af Løkkes mest trofaste støtter under de seneste ugers interne uro.

Han bakkes op af medlem af forretningsudvalget Peter Gæmelke, der tidligt i bilagssagen udtrykte bekymring for formandens seneste problemers betydning for partiet, men siden har bakket Løkke op.

»Jeg synes det er rigtigt dejligt, at vi har et enigt formandsskab, der stod sammen, når det gjaldt, og sagde, at de gerne vil fortsætte sammen«, siger Peter Gæmelke på vej ud af Odense Congress Center.

Del link