Annonce
Annonce
Politik

Frygten for politikerlede får politikerne til at droppe lønaftale

Analyse. Som dominobrikker faldt den politiske opbakning til at lade en kommission fastlægge politikernes løn.

Annonce

Der er to negative forestillinger, der går igen, når vælgerne kritiserer deres politikere: De gafler for meget til sig og løber fra deres aftaler og løfter.

Frygten for at blive beskyldt for det første, får nu paradoksalt nok parti efter parti til at gøre det andet.

Dominoeffekten på Christiansborg blev udløst, da Politiken onsdag kom på gaden med nyheden om, at den såkaldte vederlagskommission barsler med en anbefaling om en ny aflønning af politikere, der vil betyde en gennemsnitlig lønstigning i omegnen af 15 procent. Samtidig skal blandt andet pensionsordning og eftervederlag dog beskæres.

LÆS ARTIKEL Store lønstigninger er på vej til Folketing, ministre og borgmestre

Den endelige rapport er ikke afleveret endnu, men lækagen tvang kommissionens formand, Michael Christiansen, til at gå ud i offentligheden i utide og slå fast, at det samlede regnskab for politikerne går i nul. Men da havde udsigten til at skulle stemme for en klækkelig lønstigning til sig selv for længst fået politiker efter politiker til at slå kors for sig.

Vederlagskommissionen blev nedsat i 2014 for at indsætte et armslængdeprincip, så politikerne ikke direkte skulle bestemme deres egen løn. I den ånd lovede SF, Radikale, Socialdemokraterne, Venstre og Konservative hinanden at følge anbefalingerne uanset hvad - uden politisk skænderi.

Den aftale bakkede først SF ud af onsdag. Den næste dominobrik, der vaklede var Konservative, og inden for kort tid fulgte de to traditionelle statsministerpartier, Socialdemokraterne og Venstre, der gerne lurer på hinanden, når det handler om magt og folkestyre.

Tilbage på det upopulære standpunkt stod nu kun Radikale Venstre. Indtil de også som de sidste trak sig.

LÆS ARTIKEL S og V bakker nu også ud af aftale om politiker-lønninger

Siden 2014 er politikernes image gået fra halvskidt til værre, hvilket både folketingsvalget i juni og EU-afstemningen i december vidnede om.

Mange vælgere valgte de traditionelle partier fra. Det er de fleste politikere pinagtigt bevidste om, og selve signalet om lønstigninger, som de fleste lønmodtagere kun kan drømme om, går direkte imod de signaler, som politikerne gerne vil sende.

Udsigten til at blive hånet skræmmer

Udsigten til at blive hånet som grådige levebrødspolitikere af Enhedslisten og Dansk Folkeparti skræmmer også.

I deres iver efter at lægge afstand til lønstigningen skubber politikerne andre spørgsmål i baggrunden. Gælder deres modstand også, hvis pensionen sættes tilsvarende ned og det samlede regnskab går i nul? Det var der uklare svar på. Vi har jo ikke læst rapporten endnu, lød det.

Er alternativet, at politikerne alligevel skal fastsætte deres egen løn? Og hvad med den politiske aftale? Er et ord ikke et ord?

Venstres gruppeformand Søren Gade giver tydeligvis ikke særligt meget for musketereden. Den blev lavet, »før jeg kom i Folketinget«, siger han.

Under EU-kampagnen var det et afgørende argument for statsminister Lars Løkke Rasmussen, at man kunne stole på politiske garantier fra generation til generation.

Det handlede om den stramme danske udlændingepolitik, og garantien var henvendt til vælgerne. Musketereden om politikernes løn var 'bare' indgået politikerne imellem. Den ser ikke ud til at være nær så meget værd.

Redaktionen anbefaler

Se hvor meget politikerne tjener verden over

Danmark er langt fra det land med højest lønninger til politikerne.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce