Annonce
Annonce
Politik

Samuelsen truer med at fælde Løkke, hvis skattereformen bliver udskudt

LA-lederen fastslår, at reformen skal komme i foråret.

Annonce

Hvis det kan udlægges på anden vis, så er det bare jeg siger, at så kan vi selvfølgelig heller ikke garantere, at regeringen sidder efter grundlovsdag

Anders Samuelsen

Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, går fortsat ud fra, at den skattereform, regeringen i regeringsgrundlaget har bebudet til foråret, også kommer til foråret.

Det er på trods af, at finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) her til formiddag forklarede, at regeringen ikke længere kan garantere, at skatteforhandlingerne kommer i foråret, fordi der først skal styr på tilstrømningen af udlændinge og de tilhørende udgifter. Samuelsen henviser til, at han kort efter Hjorts melding har haft finansministeren i røret.

»Jeg har snakket med Claus Hjort, og han har garanteret mig, at man lever op til regeringsgrundlaget, hvor det udtrykkeligt er understreget, at der kommer en skattereform, og at man letter skatten i top og i bund. Det har han understreget over for mig, at det lever man selvfølgelig op til«, siger Samuelsen og henviser til ordlyden i regeringsgrundlaget.

»Jeg har talt med ham for et kvarter - ti minutter siden - og det holder han fast ved. Og så gør jeg ham opmærksom på, at i regeringsgrundlaget står der altså også, at den skattereform skal komme i foråret. Vores løfte til regeringen er selvfølgelig, at vi holder hånden under regeringen, så længe den lever op til det, der står i regeringsgrundlaget. Hvis den ikke lever op til det, der står i regeringsgrundlaget, så kan vi selvfølgelig heller ikke garantere for regeringens overlevelse«, lyder truslen.

LÆS MEREAsylpres får regeringen til at udskyde skattereform

Betyder det, at hvis der ikke kommer en skattelettelse i toppen til foråret, så kan I ikke holde hånden under regeringen?

»Det har jeg ikke sagt. Jeg har bare sagt, at vores garanti over for regeringens overlevelse den holder så længe, at de lever op til deres del - nemlig, at de følger regeringsgrundlaget. Og det har jeg forstået på Claus Hjort efter min samtale i dag, at det agter han at gøre, og det er jeg glad for. Hvis regeringen ændrer kurs og springer fra regeringsgrundlaget, så bortfalder vores garanti selvfølgelig også over for regeringen«, svarer Anders Samuelsen og tilføjer så:

»Men det er sagt i al venlighed, for jeg har talt med Claus Hort, og jeg stoler selvfølgelig på, at det han siger til mig, det holder han også ord på. Nemlig, at de lever op til regeringsgrundlaget. Og jeg gør så stilfærdigt opmærksom på, at en del af regeringsgrundlaget er, at det skal ske i foråret«.

Så han forsikrede dig om, at de i foråret laver en skattereform, der sænker skatten i toppen?

»Jeg kan ikke forstå det på anden måde. Han sagde direkte til mig, at vi lever selvfølgelig op til regeringsgrundlaget«, siger Samuelsen med henvisning til hans forventning om, at det også betyder, at det er til foråret:

»Hvis det kan udlægges på anden vis, så er det bare jeg siger, at så kan vi selvfølgelig heller ikke garantere, at regeringen sidder efter grundlovsdag«.

V-ordfører: Jeg kan ikke sætte dato på

Om Samuelsen har forstået finansminister Claus Hjort Frederiksen helt korrekt, er dog usikkert. Finansministeren kan ikke selv stille op til interview, men finansordfører Jacob Jensen (V) svarer følgende på spørgsmålet om, hvorvidt forhandlingerne om en skattereform kommer i foråret, sådan som der står i regeringsgrundlaget:

»Det vil jeg ikke sætte en dato på«.

Hvis ikke det kommer til at ske i foråret 2016, er der så tale om en eller anden grad af løftebrud?

»Det ved jeg ikke, om man kan sige. Vi holder fast i det, der står i regeringsprogrammet, og det er sådan set det, vi forholder os til: At køre efter en plan, der er lagt. Men det er også klart, at når der er kommet et spørgsmål, der er så stort og så omfangsrigt, så vi ikke bare kan sige, at det lægger vi lige over i et hjørne, og så håndterer vi det på et andet tidspunkt. Det skal selvfølgelig adresseres og håndteres. Herunder ikke mindst sammen med kommunerne«.

Det står der i regeringsgrundlaget

»... i foråret 2016, hvor regeringen vil indkalde til forhandlinger med henblik på at sænke skatten på arbejdsindkomster. Denne anden fase skal have et dobbelt sigte: Dels vil regeringen sænke skatten for de laveste arbejdsindkomster, så gevinsten ved lavtlønnet arbejde bliver større. Derudover har regeringen en ambition om at sænke skatten på den sidst tjente krone med 5 pct.point, så flere vil arbejde mere, og så danske virksomheder får nemmere ved at rekruttere og fastholde også vellønnede medarbejdere«.

Er det så endnu engang et udtryk for, at jeres regering bliver overhalet indenom af virkeligheden?

»Jeg ved ikke, om man kan sige, at man bliver overhalet indenom af virkeligheden. Men man kan i hvert fald sige, at det her spørgsmål om udlændinge og asyl er stort og ekstraordinært. Det tror jeg, der er meget, meget få, om nogen mennesker, der kunne have forudset for trekvart år siden, da man sad og kiggede på de her ting«.

Der sidder nogle liberale vælgere, som har tænkt, at de stemmer på Venstre blandt andet fordi, at det betyder skattelettelser?

»Jeg vil gerne understrege igen, at vi har ikke aflyst nogen forhandlinger. Det er mere et rent praktisk spørgsmål. Jeg tror – uden at jeg skal sætte to streger under det – at en ikrafttrædelse af en ny skatteaftale vil naturligt være fra 1. januar 2017. Derfor kan man sige, at om det bliver forhandlet i april, maj eller på et andet tidspunkt i løbet af 2016 gør ikke de facto nogen forskel for, hvornår det i givet fald kan træde i kraft«.

Den konservative formand, Søren Pape Poulsen, gårud fra, at meldingen fra Claus Hjort Frederiksen blot er en »prøveballon«.

»Ellers ville man vel i så vigtig en sag have taget kontakt til sine støttepartier og taget et møde om det. Når det er sagt, så synes vi, det er en umådelig dårlig idé, for det her samfund har brug for mere vækst, og det skabes blandt andet ved en skattereform«, siger han og tilføjer:

»Regeringen ved jo godt, hvor vigtigt det her for nogle af os, og vi har siddet i finanslovsforhandlinger og andre forhandlinger og hele tiden bekræftet hinanden i, at skat; det diskuterer vi til foråret«.

Fra Dansk Folkeparti, der er modstander af topskattelettelser, er finansordfører René Christensen ærgerlig over af, »at hele skattediskussionen bliver taget som gidsel i forhold til en meget lille gruppe, som betaler topskat«. Han vurderer, at Hjorts melding skyldes problemet med at få enderne i den borgerlige lejr til at hænge sammen i sagen.

»Det jo ikke sådan, at tingene ændrer sig så meget, fordi man venter nogle måneder, og vi havde gerne taget en skattediskussion. Men jeg ved jo også godt, hvor problemet er, og det er jo omkring topskatten, hvor Liberal Alliance har skruet sig fuldstændig op. Venstre har jo også skruet sig lidt op på den dagsorden, og der er vi jo bare ikke enige«, siger han.

Redaktionen anbefaler

Liberal Alliance: Topskat bliver sat ned

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce