Annonce
Annonce
Politik

»Tror man vores måling er forkert, er man tonedøv og lever i en sæbeboble«

De seneste 24 timer har en meningsmåling fra Megafon spået en historisk stor vælgernedtur for Socialdemokraterne, mens en anden måling fra Greens Analyseinstitut skåner partiet, der her står til en marginal tilbagegang. Hvad er op og ned? Skyggekabinettet giver her en del af svaret.

Har Socialdemokraternes stramme udlændingepolitik sendt partiet mod bunden med et vælgertab på 7 procentpoint på kun to måneder, som en ny Megafon-måling viser?

Eller slipper partiet med en marginal tilbagegang på under et procentpoint, som en måling fra Greens Analyseinstitut i går pegede på?

De to målinger stikker åbenlyst i hver sin retning. Men hvorfor - og hvilken måling er mest præcis?

Skal man forsøge at besvare de spørgsmål, skal man først dykke ned i målingernes DNA.

Spontane stemningsskift

Særligt tre ting er afgørende, når politiske meningsmålinger skal ramme hovedet på sømmet.

1. Indsamlingstidspunkt

2. Antal respondenter

3. Analyse (vægtning, red) af svarresultater

LÆS OGSÅ:Guide til vælgerne: Forklaringen bag de vinskæve målinger

Målt på de tre parametre er målingen fra Megafon væsentlig anderledes end målingen fra Greens.

Greens måling er indsamlet fra fredag d. 22 januar - onsdag 27 januar.

Megafons måling er overvejende indsamlet i dagene fra tirsdag 26 januar - torsdag 28 januar.

Kan det forklare den store forskel? Det korte - og let forsigtige - svar må være ja.

Tirsdag var dansk flygtningepolitik på alles læber både nationalt og internationalt. Britiske aviser tegnede den danske statsminister i nazi-uniform og et kritisk socialdemokratisk bagland raslede flittigt med sablerne, mens flere af partiets gruppemedlemmer trodsede ledelsens linje på Christiansborg. Hårdt sat op var der kaos, splid og oprør i S-lejren.

LÆS OGSÅ: Ny måling: Frederiksens asylpolitik får lussing af vælgerne

Ifølge direktør i Megafon, Asger H. Nielsen, er målinger, der er indsamlet kort tid efter en større begivenhed bedre til at opfange et spontant stemningsskift i befolkningen. Af den grund er ryster han ikke på hånden.

»Vi har lavet kontroltest og spurgt i alt flere end 2.000 respondenter. Derudover har vi lavet undersøgelser af, hvorfor folk svarer, som de svarer. Det viser, at tidligere socialdemokratiske vælgere vælger partiet fra på grund af den hårde linje på udlændingeområdet«.

»Hvis Greens tror vores måling er forkert, er man tonedøv og lever i en sæbeboble«, lyder det fra Asger H. Nielsen.

Forskellig dataanalyse

Greens måling er indsamlet over en længere periode, hvor flere respondenter har svaret før internationale aviser i denne uge satte dansk flygtningepolitik under lup. Det betyder ifølge manden med ansvar for Greens Analyseinstitut, Martin Christiensen, at flere forskellige respondenter svarer, hvilket kan give et mere repræsentativt udsnit af vælgerne - og dermed mere præcision.

»Når det er sagt, kan jeg ikke se, hvad nazi-tegninger skulle have af betydning for tilslutning til Socialdemokraterne«, uddyber Martin Christensen.

Han forklarer, at Greens er en afdeling i Børsen, som samarbejder med Epinion, der står for selve dataindsamlingen. Den data analyserer og vægter Greens efterfølgende. En vægtning, som er forskellige fra Megafons, hvilket også kan have en betydning, forklarer Martin Christensen.

»Men hvordan vi vægter det forskelligt, det var jeg jo ikke«, siger han.

Om Megafon-direktørens stikpille til Greens, svarer han:

»Af princip vil jeg ikke udtale mig om andres arbejde på den måde. Jeg ønsker ikke at bære brænde til bålet«, slutter Martin Christensen.

Politiken har uden held forsøgt at få fat i valgforsker og professor ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen. Til Ritzau forklarer han, at målinger foretaget over kort tid kan presse respondenterne, hvilket kan skævvride det endelige resultatet. En usikkerhed, som Kasper Møller Hansen peger på kan være opstået når Megafon efterprøvede sin første måling ved at indhente svar fra 1.000 ekstra respondenter.

»Derfor tror jeg mest på Greens måling«, siger han.

Men den kritik er helt i skoven, mener direktør i Megafon Asger H. Nielsen, der understreger, at kontrolprøven er lavet over to dage.

»Kasper Møller Hansen er fagligt inkompetent. Det er et møghamrende pinligt og uvidenskabeligt argument, som udstiller Københavns Universitets uvidenhed her«, siger Asger H. Nielsen.

Det har ikke været muligt for Politiken at få en kommentar fra professor Kasper Møller Hansen.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce