Annonce
Annonce
Politik

S-bagland skuffet over partitoppens menneskesyn

Mette Frederiksens udgangspunkt på venstrefløjen i S får stemmer i baglandet til at undre sig over højredrejning.

Annonce

Partiformand Mette Frederiksens fortid på Socialdemokratiets venstrefløj får en række tillidsfolk til at ytre skuffelse over, at hun i rollen som ny formand har valgt at dreje partiet til højre i udlændingepolitikken.

På vegne af den lokale byrådsgruppe og Sorø Partiforening sendte lokalformand Annette van der Star tidligere på måneden en skrivelse til partitoppen, hvor de klandrer partiets tilslutning til den såkaldte smykkelov for at ligge »meget langt fra det menneskesyn, som vi mener, er det socialdemokratiske«.

LÆS OGSÅ Nordjyske socialdemokrater: Kom straks tilbage til de oprindelige værdier!

Annette van der Star er i særdeleshed overrasket over partiformanden.

»Jeg tror stadig på Mette Frederiksen, men jeg synes, at i den her sag afspejler hendes menneskesyn og måde at være politiker på ikke det, jeg havde forestillet mig«, siger Annette van der Star.

Medlem af partiets internationale udvalg, tidligere ambassadør Christian Oldenburg siger, at han »som mange andre ældre socialdemokrater er dybt foruroliget«. Han mener, at smykkeloven er »et klart brud« på den europæiske menneskerettighedskonvention, og han betegner det som »meget ubehageligt« at »ransage flygtninge for værdier«.

»Det har overrasket mig, at Mette Frederiksen er slået ind på den kurs. Jeg troede, at hun ville være en mere traditionel socialdemokrat«, siger Christian Oldenburg.

LÆS OGSÅ Socialdemokraterne har ladet det politiske kompas blive i land

Hvad lægger du i begrebet ’traditionel socialdemokrat’?

»En, som går ind for frihed, lighed og solidaritet«.

Også næstformand for partiforeningen i nordjyske Dronninglund Hildo Rasmussen har undret sig over Frederiksen.

»Jeg havde regnet med, at hun var mere ovre på venstrefløjen i vores parti«, siger Hildo Rasmussen om Mette Frederiksen.

»Det her er uheldigt«

Flere lokalforeninger har i ugens løb protesteret over partiets linje på Christiansborg, hvor 44 ud af 47 folketingsmedlemmer stemte for partilinjen, da smykkeloven blev stemt igennem i Folketinget i tirsdags. Nyvalgte Daniel Toft Jakobsen (S) var blandt de tre gruppemedlemmer, der stemte imod. »Jeg stemte imod på grund af indholdet i lovforslaget og især det med krav om 3 års ophold for nogle flygtninge, før de kan få familiesammenføring«, siger Daniel Toft Jakobsen.

LÆS OGSÅ Socialdemokrater under pres må gøre op med DF's symbolpolitik

Fra hans kreds i Favrskov er der fuld opbakning fra kredsformand Knud Tønder:

»Det, der gør rigtig ondt på os, er den 3-års regel. Hvis man forestiller sig selv i den situation, at vi pludselig var flygtet et eller andet sted hen og var afskåret fra at se vores familie i 3 år, så stemmer det ikke overens med vores menneskesyn. Det er den eneste årsag til, at Daniel stemte imod. Det har vores fulde opbakning. Vi ligger nøjagtig samme sted«, siger han.

Smykkeforslaget er symbolpolitik af værste skuffe, og det er ærgerligt, at vi er gået med til det forslag

Gunvor Wibroe, Frederiksberg

I København siger gruppeformand Lars Weiss fra Københavns Borgerrepræsentation, at smykkeloven strider mod socialdemokratiske kerneværdier: »Det ligger langt fra det med at tage hånd om de svageste og den sociale indignation. Det her er uheldigt«, siger Lars Weiss.

Partiledelsen har jo argumenteret med, at linjen er båret af dyb social indignation, og at det serviceniveau, vi stiller til rådighed i Danmark, koster så mange penge, at der ikke vil være råd til det. Er der ikke noget om det?

»Der er der da. Jeg tror heller ikke, at nogen forestiller sig, at Danmark kan løse alle verdens udfordringer på flygtningeområdet. Men jeg mener slet ikke, at vi er så langt nu, at der er behov for forslag som eksempelvis at konfiskere personlige ejendele for folk«.

Socialordfører og kommunalbestyrelsesmedlem på Frederiksberg Gunvor Wibroe (S), siger, at sociallovgivningen i Danmark heldigvis bygger på princippet om ret og pligt.

LÆS OGSÅAnalyse: Vælgerne straffer S

»Men smykkeforslaget er symbolpolitik af værste skuffe, og det er ærgerligt, at vi er gået med til det forslag. Det bliver svært at gennemføre. Hvordan skal man gøre det i praksis«, spørger Gunvor Wibroe.

I det socialdemokratiske bagland er der også mange tilhængere af den linje, Socialdemokratiet har lagt i den senere tid på udlændingepolitikken.

For eksempel mener tidligere amtsborgmester og folketingsmedlem fra den københavnske Vestegn Per Kaalund, at Mette Frederiksen har lagt den eneste rigtige kurs. Han er i dag medlem af partiets internationale udvalg.

»Partiets linje i udlændingepolitikken er ganske rigtig. Antallet har en helt afgørende betydning – og så samtidig spørgsmålet om, at det i virkeligheden er vores samfundsopbygning – velfærdssamfundet – der er under pres«, siger Per Kaalund.

Redaktionen anbefaler

Mette Frederiksen: Vi er nødt til at gå den vej

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce