Annonce
Annonce
Politik

Borgmester opgiver netdebatten: 'Facebook dræner mig for energi'

Endnu en politiker opgiver at tale med folk via Facebook. Hun er træt af »surhed og galde«.

Annonce

Det tager energien hele tiden at skulle forholde sig til grimme ord.

Winni Grosbøll

Bornholms borgmester Winni Grosbøll (S) lukker og slukker.

Hun vil ikke længere være på Facebook. Og grunden er klar: »Her er så meget surhed, galde og rå kommentarer, at jeg nogle gange bliver helt forskrækket over at voksne mennesker kan skrive sådan noget et offentligt sted«.

Den debat, hun ser som afsporet af en manglende vilje til at føre en høvisk tale, slider simpelt hen for meget, mener Grosbøll.

»Det tager energien hele tiden at skulle forholde sig til grimme ord og barske udtalelser og det fylder efterhånden så meget«, konstaterer hun.

Borgmesteren hæfter sig ved, at den måde, nogle Facebookbrugere kommunikerer med andre på, er ganske anderledes en den, der anvendes, når man fører en almindelig samtale.

»Det er trods alt et lidt mere moderat sprog folk bruger overfor en når man står direkte foran hinanden og taler sammen«.

Den socialdemokratiske politiker har brugt sin tid på de sociale medier til at diskutere både lokal- og landspolitiske emner og naturligvis fremhæve Bornholms mange fortræffeligheder. Men nu trækker hun stikket fra det kævl og de verbale møgfald, der ofte erstatter en redelig debat på nettet.

'På Christiansborg kalder vi det hatebook'

Problemet med at føre en høvisk tone over for mennesker, man kan være uenige med, er velkendt. Flere politikere har tidligere reageret mod de ekstreme ytringer, der uden nogen form for eftertanke fremsættes på blandt andet Facebook.

Ifølge en rundspørge fra DR til 920 lokalpolitikere siger 65 procent, at de oplever en ofte ubehagelig tone, når de forsøger at føre en politisk debat på nettet.

Dansk Folkepartis Søren Espersen har været en af de fremtrædende politikere, der har givet op, når det gælder håbet om at føre en fornuftig debat via Facebook. Han skrev sit sidste indlæg i midten af november 2014 under overskriften 'Farvel til Facebook'.

»Min dagligdag har de seneste år på Facebook været et væld af dødstrusler samt andre trusler - herunder også mod min kone. Dertil kommer et hobetal af primitive skældsord. Ind i mellem har jeg brugt timer på at fjerne dem, men nu gider jeg ikke mere«, skrev han.

Svarene udeblev ikke: »Du og andre i jeres position kunne 'tåle' mere end os andre«, skrev en bruger. »Hvem gider seriøst at slå sådan en gammel nisse ihjel. Tror du opdigter mange af dine beskyldninger for at opnå offerrollen«, fandt en anden i nogle af de knap 1.200 kommentarer, Espersens indlæg affødte.

»På Christiansborg kalder vi det hatebook«, sagde han dengang til Politiken.

Også statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har reageret på den aggressivitet, der demonstreres mod politikere på sociale medier. Det gjorde han med en video fra Marienborg få dage efter nytårstalen.

Godt nytår til alle her på Facebook. Har lavet en alternativ version af min nytårstale... Blot en lille opfordring til,...

Opslået af Lars Løkke Rasmussen på 2. januar 2016

Heller ikke ved den lejlighed var tonen lige imødekommende over for hans budskab om, at vi skal tale ordentligt til hinanden - også på de sociale medier, hvor følgende kommentarer dukkede op blandt de over 1.000 reaktioner:

  • »Du skal da ikke tro, at danskerne hopper på denne limpind«.
  • »Jeg synes det er meget vattet at manden på den øverste post i samfundet læser sine egne hade-mails op, som om det er ham, der er et offer i den offentlige debat«.
  • »Min umiddelbare tanke var: "Lars 12 år" er blevet stødt. Det kan vel ikke komme bag på dig, at der er koldt på toppen«.

Winni Grosbølls Facebook-farvel mødte dog i timerne efter opslaget kun forståelse og medfølelse.

»Forstår dig godt. Og tænker tit det samme. Forstår ikke og forskrækkes tit over voldsomheden«, skriver en af hendes følgere.

»Trist når de få skal ødelægge det for de mange. Tak for både formelle, uformelle, interessante og vedkommende opdateringer. Jeg har lært min borgmester at kende og kommer til at savne dine opdateringer«, lyder det rosende fra en anden.

Politiken har uden held forsøgt at få Grosbølls kommentarer til den omstændighed, at hun nu ser sig nødt til at forlade Facebook.

Du kan læse den bornholmske borgmesters fulde Facebook-opslag her:

Kære alle venner her på FBSenere i dag lukker jeg min profil ned. Det gør jeg efter en del overvejelse, for egentligt...

Opslået af Winni Grosbøll på 6. februar 2016

Redaktionen anbefaler

Facebook skuffer som nutidens forsamlingshus

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce