Annonce
Annonce
Politik

Forsker efter møde med minister: Regnestykke ligner stadig et skønmaleri

Det lykkedes ikke ministeren at overbevise kritiske forskere om regnestykket bag landbrugspakken.

Det ligner stadig et skønmaleri.

Sådan lyder meldingen fra professor fra Aarhus Universitet Jørgen E. Olesen efter et møde med miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V).

Ministeren havde inviteret ni forskere til et møde i ministeriet efter en uge med forskellige beskyldninger om, at hun skulle have sminket på tallene i regnestykket af landbrugspakkens miljøeffekter.

EVA KJER De tager alle sammen fejl

Her viser regeringens beregninger, at Danmark vil udlede mindre kvælstof de næste fem år, men det regnestykke kritiserer flere forskere, fordi udefrakommende faktorer, som ikke har noget med landbrugspakken at gøre, udgør den primære forklaring på, at miljøet går i plus de første år i regeringens regnskab.

Samtidig har regeringen for 2016 indregnet effekter fra de tre foregående år, og det er ifølge flere forskere metodisk problematisk.

Minister kunne ikke overbevise forskere

På dagens møde er det tilsyneladende ikke lykkedes ministeren at overbevise de to fremmødte forskere om, at den måde, som regnestykket fremlægges på, giver et retvisende billede. Professor Jørgen E. Olesen fastholder, at der er tegnet et for pænt billede af miljøeffekterne af landbrugspakken.

»Vi har store problemer med den måde at vise tallene på, men ministeren mener, at man er nødt til at gøre det sådan, fordi man skal ned i EU og forsvare landbrugspakken, og ifølge Vandrammedirektivet må man ikke forringe vandkvaliteten«, siger han og tilføjer,

»Der, hvor det bliver misvisende er beregningerne for 2016, fordi man der har indregnet effekterne for de tre foregående år. Det ville jeg aldrig selv have gjort«, siger han.

NY KRITIK Landbrugspakke overtræder EU-direktiv

Så ministeren fastholder, at det er den rigtige måde at regne på, for at vi ikke får en dom fra EU?

»Ja, det er derfor, de gør det på den måde. Og jeg fastholder til gengæld, at jeg synes, at den måde man har regnet det ud på, ligner et skønmaleri. Så derfor står vi sådan set det samme sted, som vi hele tiden har gjort«, siger Jørgen E. Olesen, der bakkes op af sin forskerkollega Poul Nordemann Jensen fra Aarhus Universitet.

»Jeg ville ikke have gjort, som de har gjort«, lød det efter mødet fra Poul Nordemann Jensen.

Til spørgsmålet om, om ministerens fortælling om en grøn landbrugspakke tvivlsom, svarer han:

»Der er i hvert fald nogle usikkerhedsmomenter, som man skal være klar over. Det sagde vi også til ministeren. Når man angiver noget på det sidste ton, så signalerer man meget stor sikkerhed på resultatet. Og det kan vores tal i hvert fald ikke holde til«.

Kun to forskere mødte op

Ni forskere var inviteret til mødet, men kun to mødte op.

Et fremmøde, der ikke just imponerede ministeren. I går skrev hun således på sin facebook-profil:

»Jeg har inviteret ni, men kun to dukker op. Jeg er ærligt talt ikke ret imponeret over dem, der har tid til at gå i medierne for at kritisere min pakke, men ikke har lyst til at møde op og diskutere den med mig«.

FORSKERNES BUD 3 tiltag Eva Kjer Hansen kan bruge for at gøre Pape tilfreds

Nogle af dem, der ikke mødte op, er de tre forskere fra Biologisk Universitet på Københavns Universitet, som har udarbejdet et kritisk høringssvar til regeringens landbrugspakke.

Forskergruppen går i deres kritik af ministerens regnestykke endu længere end Jørgen E. Olesen og kritiserer ministeren for, at landbrugspakken er en belastning for miljøet i alle årene frem mod 2021, hvor beregningerne gælder.

Ifølge forskerne er der tale om talgymnastik fra ministeriets side. Dermed kommer landbrugspakken til at se mere miljøvenlig ud, end den i virkeligheden er, lyder det. Kritikpunkter, som Eva Kjer Hansen blankt har afvist.

Forskergruppen havde dog ifølge Ritzau en god grund til, at de ikke var dukket op.

De afholder nemlig alle eksamen i dag.

Søndag mødes partierne bag regeringens landsbrugspakke med Eva Kjer Hansen, hvor de skal drøfte nye mulige miljøtiltag.

Redaktionen anbefaler

Forskernes bud: 3 tiltag Eva Kjer Hansen kan bruge for at gøre Pape tilfreds

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce