Annonce
Annonce
Politik

Løkke skifter ud på to poster i regeringen

Ulla Tørnæs bliver ny uddannelses- og forskningsminister. Esben Lunde Larsen overtager efter Eva Kjer.

Løkke skifter ud på to poster i regeringen. Kilde: Ritzau

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vælger at bruge Eva Kjer Hansens (V) afgang som miljø- og fødevareminister til at lave en mindre rokade.

Den nuværende uddannelses- og forskningsminister, Esben Lunde Larsen (V), er udnævnt til ny miljø- og fødevareminister. I stedet for Esben Lunde Larsen bliver Ulla Tørnæs (V) udnævnt til ny uddannelses- og forskningsminister.

Det oplyser statsminister Lars Løkke Rasmussen (V):

»Ny miljø- og fødevareminister bliver Esben Lunde Larsen, og ny uddannelses- og forskningsminister bliver Ulla Tørnæs, som jeg har valgt at kalde hjem fra Europaparlamentet«.

»Det betyder, at Morten Løkkegaard udtræder af Folketinget for på ny at blive medlem af Europaparlamentet, og at Jakob Engel-Schmidt kommer i Folketinget igen«, skriver Lars Løkke Rasmussen på Facebook.

Det, der lignede en udskiftning af én minister, er dermed blevet til en større omfordeling af posterne i Venstre – både på ministerholdet, i Europaparlamentet og i folketingsgruppen.

Der har været spekuleret i, at Esben Lunde Larsen ville blive flyttet væk fra posten som uddannelses- og forskningsminister, fordi han er kommet i problemer efter plagiat-beskyldninger.

Esben Lunde Larsen har afvist beskyldningerne, og sagen er ikke afsluttet endnu.

Praksisudvalget på Københavns Universitet er i øjeblikket ved at undersøge Esben Lunde Larsens ph.d.-afhandling, efter at der er blevet fundet fem eksempler på plagiat og selvplagiat i den akademiske opgave.

Ministeren bad efter rygter og skriverier i pressen Det Teologiske Fakultet ved Københavns Universitet undersøge afhandlingen, hvorefter fakultetet har sat udvalget på sagen.

Hvis det viser sig, at Esben Lunde Larsen har gjort sig skyldig i plagiat, vil det være meget svært at fortsætte på posten som uddannelses- og forskningsminister.

Sagen vil dog måske få mindre opmærksomhed, hvis han ikke længere er i spidsen for forskningsindsatsen i Danmark.

På Facebook skriver Esben Lunde Larsen efter meddelelsen fra Lars Løkke Rasmussen:

»Takker for statsministerens tillid og udnævnelse til ny minister. Det er en meget spændende opgave – ikke mindst når man som jeg har siddet i begge udvalg i Folketinget. Glæder mig til samarbejdet med de politiske partier. Er nu på vej til Amalienborg. God dag til jer alle«, skriver Esben Lunde Larsen.

Vender hjem

Tørnæs hentes hjem fra Bruxelles, hvor hun har siddet i Europa-Parlamentet som Venstres eneste medlem.

I Bruxelles afløses Tørnæs af Morten Løkkegaard, som dermed udtræder af Folketinget. Han afløses i Folketinget af Jakob Engel-Schmidt, der ikke blev valgt ind ved valget i juni sidste år.

Tørnæs har allerede ministererfaring. Hun var senest minister for udviklingsbistand fra 2005-2010, og før det var hun undervisningsminister fra 2001 til 2005.

Kører om fem minutter til Amalienborg for kl. 13.00 at fremstille en ny miljø- og fødevareminister og en ny uddannelses-...

Posted by Lars Løkke Rasmussen on Monday, 29 February 2016

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce