Annonce
Annonce
Politik

Gardere brugte fridag på nye ministre

Fremmødte på Amalienborg kunne i dag se med, da Lars Løkke Rasmussen præsenterede regeringens nye ministre.

Annonce

Til daglig går 19-årige Jonathan Holt i bjørneskindshue, våbenfrakke og velpudsede støvlesnuder foran Amalienborg som en del af Den Kongelige Livgarde.

I dag står han også foran Amalienborg, men uniformen er erstattet med tyk vinterjakke og iPhone. Jonathan Holt bruger sin fridag på at følge dagens ministerrokade på tæt hold sammen med gardervennerne Mark Jensen og Christian Friis, og de tre drenge har i dagens anledning udnyttet, at de bor tæt på Amalienborg:

»Vi har fri i dag og sad i cafeteriet og så nyheder, da vi hørte, at Lars Løkke ville udnævne ny minister. Det er ikke så tit, man har mulighed for at se sådan en ting helt tæt på, og derfor skyndte vi os derned. Det er jo altid bare en ting, man ser i fjernsynet«, fortæller Jonathan Holt, der har fulgt med i hele sagen omkring Eva Kjer Hansen, når han har haft mulighed for det.

Blankpolerede ministerbiler

På Facebook meddeler Lars Løkke Rasmussen, at han er på vej til Amalienborg og skriver i samme omgang, at Esben Lunde Larsen bliver ny miljø- og fødevareminister. Ulla Tørnæs kaldes hjem fra Europaparlamentet i Bruxelles for at overtage Lunde Larsens plads i Uddannelses- og Forskningsministeriet.

De tre gardervenner står sammen med resten af de fremmødte klar, da de blankpolerede ministerbiler 13:00 kører ind over brostenene på slotspladsen. Mens porten til Amalienborg lukker i efter dem, stimler pressen sammen foran de grønne porte, hvor Løkke snart vil komme ud. Kameraerne blinker, mikrofoner bliver testet, og Jonathan Holt hiver ligesom resten af publikum iPhone-kameraerne frem. Og så bliver der ventet.

Efter godt et kvarter træder Lars Løkke Rasmussen ud og er ikke overraskende flankeret af de nyudnævnte ministre Esben Lunde Larsen og Ulla Tørnæs. Han fortæller, at han er ked af Eva Kjer Hansens afsked, og det derfor er med blandede følelser, han nu skal står med en ministerrokade:

»Men det kan så ikke være anderledes. Derfor er jeg så glad for nu at kunne præsentere den nye miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen, som har stor indsigt i området og er af den grund udtaget til at varetage denne post, for det er en tung opgave, der venter forude«, siger Lars Løkke Rasmussen. Han forklarer, at han derfor har valgt at kalde Ulla Tørnæs hjem fra Bruxelles for at overtage Esben Lunde Larsens post:

Kan se frem til en ny arbejdsgiver

»Ulla har meget, meget stor ministererfaring – også på området her som tidligere undervisningsminister - og Ulla vil styrke ministerholdet«, siger han.

Løkke forklarer, at Morten Løkkegaard derfor udtræder af Folketinget for at blive medlem af Europaparlamentet, mens Jakob Engel-Schmidt igen kommer i Folketinget. Efter en kort række spørgsmål træder ministrene igen ind på Amalienborg og kører kort efter væk.

Blandt de tilbageværende på pladsen står Ditte Nissen Lund, der arbejder i Styrelsen for Forskning og Innovation. Hun kan nu se frem til ny arbejdsgiver, når Ulla Tørnæs fremover vil indtage ministerposten i Udannelses- og forskningsministeriet:

»Jeg har ikke nået at tænke over, hvad det kommer til at betyde for os, og jeg havde egentlig ikke tænkt, at det kunne ende sådan her. I virkeligheden var det jo ikke en sag, der handlede om vores ministerium. Mern sådan er det jo, når man er embedsmand. Og det er da spændende med en ny minister«, siger Ditte Nissen Lund, før hun sammen med kollegaen Vibe Qvist Mathiasen igen bevæger sig tilbage i styrelsens lokaler et par adresser derfra.

Redaktionen anbefaler

Løkke skifter ud på to poster i regeringen

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce