Annonce
Annonce
Politik

Mette F. udråber »kulturel frihedskamp« efter imam-udsagn

Ifølge S-formanden er problemerne i visse muslimske kredse langt større og dybere, end vi bryder os om.

Annonce

Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, mener, at tiden er kommet til, at vi i Danmark udråber en »egentlig kulturel frihedskamp«, skriver Berlingske.

Udmeldingen fra Frederiksen kommer, efter at en imam i Grimhøjmoskéen ved Aarhus igen har givet udtryk for ekstreme religiøse synspunkter, der ifølge flere politikere er i strid med danske værdier og dansk demokrati.

Men problemet er ifølge den tidligere justitsminister »langt større og dybere«.

LÆS OGSÅRadikale er helt med på at støtte muslimsk frihedskamp

»Vi har en meget stor gruppe af muslimer, som er godt integreret, og som gerne vil det danske samfund. Men de er under et ekstremt pres fra det yderliggående, muslimske miljø, som desværre vokser, og som er langt mere end bare Grimhøjmoskéen«, siger Mette Frederiksen til Berlingske.

Dybe strukturelle problemer

Vi er ifølge den socialdemokratiske formand nu forbi det punkt, hvor vi kan isolere problemerne med en forståelse af islam til kun at være noget, der berører en ganske lille personkreds.

FAKTASådan vil Mette F. kæmpe muslimsk 'frihedskamp'

Ifølge Mette Frederiksen står vi med nogle »dybe strukturelle, kulturelle og religiøse problemer i dele af vores indvandrermiljø«, hvor der mangler ligestilling mellem kønnene, er en »fatal mangel på blik for børneopdragelse« og hersker en dybere afstandtagen til hele det danske samfund.

Mette Frederiksens frihedskamp skal indeholde både bløde og hårde våben.

De bløde våben er skole- og uddannelsessystemet, hvor der skal undervises i danske værdier og vises en anden levevej end den doktrinære, religiøse af slagsen.

De hårde er dem, hvor samfundet aktivt hjælper dem, der føler sig fanget i islamiske miljøer, med at bryde ud, siger Mette Frederiksen og forestiller sig blandt andet et exitprogram, der minder om det, myndighederne bruger til at hjælpe folk ud af rockermiljøet og organiseret kriminalitet.

Programmet skal gøre det muligt for unge muslimer, som færdes i miljøer præget af ekstrem religiøsitet, at slippe ud ved simpelthen at få en ny identitet, lyder det fra Mette Frederiksen.

Redaktionen anbefaler

Bliv klædt på til debatten om Grimhøjmoskeen og islam

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce