Annonce
Annonce
Politik

Radikale vil have ny asylpolitik for at gå i regering

Hvis der kommer valg og rød blok vinder, vil de radikale kræve lempelser af udlændingepolitikken for at gå i regering. Men lempelser kommer ikke på tale, siger S.

De radikale kommer ikke til at indgå i en socialdemokratisk ledet regering, uden at der kommer lempelser af udlændingepolitikken. Den radikale leder, Morten Østergaard, slår fast, at partiet i en ny regeringsperiode ønsker et opgør med det sæt af udlændingestramninger, som venstreregeringen har gennemført med opbakning fra Socialdemokraterne.

LÆS OGSÅ Mette Frederiksen synker tættere på Lars Løkke

»Det er vores fuldstændig klare holdning, at hvis der kommer en ny regering, som vi bringer til magten og meget gerne er en del af, så skal den selvfølgelig også på udlændingeområdet føre en anden politik«, siger Morten Østergaard.

Handler det om at gøre det, man gjorde i efteråret fra Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti? Eller handler det om det, som vi har lagt op til?

Morten Østergaard, formand (R)

Under sidste uges dramatiske konflikt mellem venstreregeringen og Konservative sendte den socialdemokratiske leder, Mette Frederiksen, en opfordring til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) om at udskrive folketingsvalg. Det er imidlertid et helt åbent spørgsmål, om Socialdemokratiet i en kamp om vælgerne ville gå til valg på at danne en ren socialdemokratisk mindretalsregering eller igen ville satse på at regere sammen med et andet parti fra oppositionsblokken.

En sådan beslutning er ikke truffet, men det ligger fast, at Socialdemokraterne i tilfælde af rød magtovertagelse skal basere sig på fire partier, der alle ønsker markante lempelser af udlændingepolitikken. Morten Østergaard uddyber ikke, hvilke stramninger han præcis ønsker rullet tilbage, men han slår fast, at dansk udlændingepolitik »står ved en skillelinje, hvor man må vælge«:

LÆS OGSÅ Stribevis af ansøgere får ikke statsborgerskab på grund af færdselsbøde

»Handler det om at gøre det, man gjorde i efteråret (begrænse adgangen til asyl i Danmark, red.) fra Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti? Eller handler det om det, som vi har lagt op til? Nemlig at fokusere på, hvordan man får den hurtigst mulige integration. Det er klart, at vores ambition ved at være en del af oppositionen er, at vi får en anden politik på det område med afsæt i den kritik, vi har haft af det, flertallet har gennemført«.

Mette Frederiksen har ikke ønsket at kommentere det radikale krav eller i øvrigt udtale sig om, hvilken regeringskonstellation hun har i tankerne. Men S-formanden har gennem længere tid forberedt sit bagland og vælgerne på, at den stramme kurs over for flygtninge og asylansøgere ligger fast. Også efter et valg.

Ifølge politisk ordfører Nicolai Wammen (S) lægger Socialdemokratiet »ikke op til at ændre på de stramninger, der er gennemført«. Han vil dog ikke kategorisk udelukke radikal regeringsdeltagelse. Adspurgt, om en accept af de nuværende stramninger er en adgangsbillet til regeringssamarbejde med Socialdemokraterne, svarer han: »Det er alt for tidligt at diskutere regeringssamarbejde«.

LÆS OGSÅ Mette F. udråber »kulturel frihedskamp« efter imam-udsagn

Wammen siger, at en eventuelt S-ledet regering vil føre en anden integrationspolitik end den nuværende regering.

»Men når det gælder de opstramninger, vi har lavet i forhold til asylansøgere, så har vi jo gjort det, fordi vi står i en helt ekstraordinær situation. De beslutninger står vi helt på mål for«, siger Wammen.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, opfordrer S-ledelsen til at tale rent ud af posen om regeringsplaner:

»Når Mette Frederiksen sagde, at et valg var at foretrække, så skylder hun også at fortælle danskerne, hvad det er for konturer af et samarbejde, hun gerne vil stille sig i spidsen for. Bliver det en SR-regering, vil de radikale selvfølgelig kræve gedigne indrømmelser på udlændingeområdet«.

Redaktionen anbefaler

Radikale er helt med på at støtte muslimsk frihedskamp

Socialdemokraterne erklærer frihedskamp for unge muslimer, og det budskab støtter De Radikale.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce