Annonce
Annonce
Politik

Valgforsker: Vi har haft en Donald Trump i dansk politik

I aften står Donald Trump til at tage skridtet videre mod et amerikansk præsidentkandidatur. Kunne det være sket i Danmark? Både ja og nej, vurderer Martin Vinæs Larsen.

Annonce

POLILAB

Skyggekabinettets politiske laboratorium
PoliLab er et politisk laboratorium. Her vil en håndfuld forskere fra landets universiteter med snuden langt nede i tal og tendenser komme med skarpe input til udviklingen i dansk politik. Analyserne på PoliLab leveres af folk, der dokumenterer, hvad de taler om. Med nyeste forskning og data i baghånden undersøges, hvad der er årsag og virkning på Christiansborg og omegn.

Hvad tænker de amerikanske vælgere dog på? Det er et oplagt spørgsmål at stille sig selv, når milliardæren og reality-stjernen Donald Trump vinder det ene primærvalg efter det andet.

Et andet oplagt spørgsmål er, om vi kunne få en Donald Trump i dansk politik? Det vil jeg argumentere for, at vi sagtens kunne, for vi har allerede haft en Donald Trump herhjemme: Hans navn var Mogens Glistrup.

Glistrup kom i Folketinget ved jordskredsvalget i 1973 som formand for Fremskridtspartiet, der ved valget blev det næststørste parti i Folketinget.

Hvorfor giver det mening at opfatte Mogens Glistrup som »en dansk Donald Trump«?

Ja, jeg mener jo selvfølgelig ikke, at Glistrup er Donald Trump (eller omvendt). Men jeg mener, at Glistrups baggrund, hans stil og hans politiske forslag var gjort at ligeså ekstremt og særpræget stof som Donald Trumps. Jeg mener, at hans popularitet i Danmark var mindst lige så stor som Donald Trumps er i USA, og at han, hvis vi havde det samme partisystem, som de har i USA, sagtens kunne være blevet statsministerkandidat.

Lad os starte med at zoome ind på, i hvilket omfang Trump og Glistrup var gjort at det samme politiske grundstof.

Måske vigtigst af alt, var Glistrup, ligesom Trump, en politisk outsider. Han var skatteadvokat, ikke politiker.

For det andet yndede Glistrup, ligesom Trump, at sige ting, der ikke bare var politisk ukorrekte, men som virkede direkte vanvittige givet den politiske kultur, der dominerede i 70’erne. Han blev først landskendt, da han i Danmarks Radio sagde, at han ikke betalte indkomstskat, og at der heller ingen grund til, at danskerne gjorde det.

Et af de mest kendte eksempler er hans udsagn om, at skattesnydere kunne sammenlignes med modstandsfolk under Anden Verdenskrig. »De gør et farligt job, men de gør et fædrelandsnyttigt job«, sagde Glistrup i tv-programmet Focus.

LÆS OGSÅ: The Greatest Show On Earth

Hvor Trumps prugelknaber er immigranter, som han kalder banditter og det, der er værre, så rasede Glistrup mod offentligt ansatte, som han kaldte for »røde numsetørrere«.

For det tredje var Glistrups politiske forslag, om muligt, endnu mere langt ude end de, som Donald Trump advokerer for. Glistrup ville nedlægge Socialministeriet og i stedet opstille havregrødsautomater på gader og stræder. Forsvaret skulle nedlægges og udskiftes med en telefonsvarer, der på russisk sagde: »Vi overgiver os«.

Endelig var Glistrups politiske popularitet bygget på, at de danske vælgere havde mistet tilliden til politikerne på Christiansborg. Ligesom Trumps popularitet bygger på den lave tillid, som de republikanske vælgere har til deres eget parti og til regeringen i Washington.

Anti-politikere

Der er selvfølgelig også forskelle på Trump og Glistrup. Nogle vil mene, at Trumps udtalelser er mere voldsomme og mere lede. Nogle, at Trumps retorik er auoritær, hvorimod Glistrups var libertariansk. Begge synspunkter, som jeg til dels kan tilslutte mig.

Jeg tror imidlertid ikke, at det, der gør Trump særlig, er hans ideologiske grundholdning. Det, der gør ham særlig er, at han nægter at spille med på den politiske bane, der er kridtet op. Præcis som Glistrup gjorde det, tager Trump afstand fra den eksisterende politiske kultur.

Derfor skal de ideologiske forskelle mellem de to kandidater også forstås med udgangspunkt i, hvilken politisk kultur henholdsvis Trump og Glistrup tog og tager afstand fra.

Men Glistrup var jo ikke statsministerkandidat?

Den vigtigste forskel på Trump og Glistrup er, at Glistrup ikke var en seriøs statsministerkandidat ved valget i 1973. Efter vi nu har haft en lang række primærvalg, må man sige, at Trump i høj grad er en seriøs præsidentkandidat.

Så ja, vil nogle nok sige, at en lille del af den danske vælgerbefolkning har flirtet med idéen om en Trump-agtig kandidat, men vi er ikke lige så langt ude som amerikanerne. Vores Trump blev ikke statsministerkandidat.

Det, tror jeg imidlertid ikke, var de danskere vælgeres skyld. Det var snarere et resultat af den måde, det danske partisystem fungerede på i 1973, og den måde, det stadig fungerer på i dag.

LÆS OGSÅ: Batter betting mere end meningsmålinger

I Danmark er det meget svært at stille op som statsministerkandidat. Ja, det er teknisk set umuligt. I stedet bliver du nødt til at stille op som partileder for dit eget parti – som Glistrup gjorde - og så håbe på, at de andre borgerlige partier vil pege på én som statsminister.

Det er ikke den situation, som Trump står i. Han kan stille op som præsidentkandidat i det brede Republikanske Parti, der tæller alle borgerlige fraktioner i USA, og hvis han får et flertal af de republikanske vælgeres stemmer, så er han partiets præsidentkandidat. Uanset hvad lederne af andre vigtige fraktioner af partiet måtte synes.

Kunne Glistrup vinde et dansk primærvalg?

Lad os forestille os en situation, hvor vælgerne i den borgerlige blok før valgkampen i 1973 skulle have udvalgt én statsministerkandidat. At man havde haft et borgerligt primærvalg lig det primærvalg, Trump er ved at vinde.

Kunne man forestille sig Glistrup vinde i den situation? Det er selvfølgelig svært at sige, men flere ting peger på, at Glistrup godt kunne have vundet.

Fremskridtspartiet blev således det største borgerlige parti ved valget i 1973. De fik 16 procent af stemmerne mod Venstres 12 procent. Poul Hartling, Venstres partiformand, endte med at have statsministerposten efter valget, men hvis de borgerlige partier skulle have stemt om, hvem der blev statsministerkandidat, synes valgresultatet at pege på, at Mogens Glistrup ville have fået flest stemmer. Ligesom Trump ser ud til at få det i USA.

Nogle vil anføre, at Glistrup ikke fik et flertal af de borgerlige stemmer ved valget, og at eksempelvis konservative og radikale vælgere ville stemme på Hartling frem for Glistrup. Det er muligt, om end det er præcis det, som mange regnede med, ville ske for Trump. Man kan således også forestille sig, at en del af dem, der stemte på de Konservative og De Radikale, også foretrak Glistrup over Hartling.

Udover det rent valgmatematiske, så er det heller ikke svært at forestille sig, at karismatiske Mogens Glistrup ville have stået endnu stærkere blandt de borgerlige vælgere, hvis han havde fået mulighed for at rulle sig ud i et primærvalg. Ligesom Trump har fået mulighed for i USA.

Alt det her er naturligvis spekulativt. Men jeg mener, at sammenligningen med Glistrup og tankeeksperimentet om et dansk borgerligt primærvalg i 1973 kan bruges til at give os et perspektiv på Trumps succes.

Vigtigst af alt: De amerikanske vælgere er ikke fra den. Donald Trump succes er en kæmpe overraskelse, men overraskelsen kan ikke bunde i, at mange amerikanske vælgere synes godt om en aparte kandidat. Det er set før. Også i Danmark.

Herudover viser vores tankeeksperiment, at noget så tilforladeligt som partisystemet, altså den måde, vi har valgt at organisere, hvem der får lov til at stille op til hvilke embeder, har en enorm betydning for hvilket politiske aftryk, kandidater som Trump eller Glistrup sætter.

Når vi hører, at Trump bliver præsidentkandidat, kan det virke, som om han må have kæmpe opbakning i det amerikanske vælgerhav, men han er altså ikke nødvendigvis mere populær, end Glistrup var.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce