Annonce
Annonce
Politik

Løkke: Kristian Jensen må drømme, hvad han vil

Søren Gade kalder melding fra Kristian Jensen for »træls«.

I modsætning til flere af sine mere kritiske partifæller vælger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) den humoristiske vej rundt om den opsigtsvækkende udtalelse fra næstformand Kristian Jensen, der har erklæret sig klar til et fremtidigt kampvalg om formandsposten.

På vej ud af folketingssalen på Christiansborg trækker Lars Løkke på smilebåndet og undgår behændigt at svare direkte på spørgsmålet om, hvorvidt det er en klog melding fra hans egen næstformand.

»Jamen ved du hvad, jeg har det sådan, at en næstformand i Venstre, der ikke drømmer om at blive formand, han er ikke nogen rigtig næstformand. Det gik jeg også selv og drømte om«, siger Lars Løkke.

Men en ting er at gå og drømme. Noget andet er at sige det højt. Hvad mener du: Er det legitimt at debattere, hvad der skal ske efter dig, og hvad mener du, det siger om din magtbase, at man åbenlyst diskuterer, hvad der skal ske efter dig?

»Hver enkelt må gøre op med sig selv, hvor mange af sine drømme man vil dele med andre, og hvordan man gør det«, siger Lars Løkke, der understreger, at han selv har en drøm, som han gerne taler højt om:

»Nemlig en drøm om at være statsminister og formand for Venstre mange år frem«.

LÆS MEREVenstre har fået socialdemokratitis

Hele snakken om formandsposten i Venstre tog sin begyndelse med en artikel i Jyllands-Posten fra denne weekend, hvor Kristian Jensen svarer klart ja til spørgsmålet om, hvorvidt det fortsat er hans ambition at blive formand for Venstre.

Normalt glider toppolitikere mere eller mindre af på den slags spørgsmål om arvtagere. Det sker typisk med henvisning til, at det er helt utidigt at tale om den slags, så længe den nuværende formand sidder på posten. Men Kristian Jensen får også sagt, at han ikke er bange for et kampvalg.

»Hvis man ikke kan lide kampvalg, skal man holde sig ude af politik«, sagde han til Jyllands-Posten.

Det vækker opsigt, fordi Kristian Jensen forrige sommer i Odense Congress Center først udfordrede Lars Løkke Rasmussen oven på bilagssagerne og efterfølgende så ud til at miste modet. Optrinnet brød med den uskrevne regel i Venstre om, at den slags spørgsmål klares i fordragelighed.

I forbindelse med formandsposten er også gruppeformand Søren Gade, justitsminister Søren Pind samt erhvervs-og vækstminister Troels Lund Poulsen og udlændingeminister Inger Støjberg blevet nævnt i pressen som mulige emner.

Søren Gade: Træls melding

Flere fremtrædende partifæller reagerer med forundring over weekendens melding fra Kristian Jensen.

»Det er ikke for smart«, siger finansminister Claus Hjort Frederiksen, der over for Ritzau kalder snakken »irrelevant«, fordi Venstre har en »udmærket« formand og statsminister.

Da Søren Gade tidligere på dagen blev stoppet af TV 2 News, kaldte han snakken for »træls«.

»Min pointe er bare, at det trækker kræfter væk fra det, som det egentlig handler om, nemlig dansk politik, og det at vi har regeringsmagten«, siger Søren Gade.

Jensen: Ingen kommentarer

Selv har Kristian Jensen tydeligvis været irriteret over den virak, som hans udtalelse har skabt. Da han i forbindelse med et udenrigsministermøde i Bruxelles tidligere i dag bliver spurgt til sagen, gør han antrit til at forlade forsamlingen af journalister.

»Hvis det er det, så tager vi den bare, når vi kommer hjem«, siger Kristian Jensen, der gør det klart, at han ingen kommentarer har til lige netop den sag.

For abonnenter
Redaktionen anbefaler

Venstre har fået socialdemokratitis

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce