Annonce
Annonce
Politik

Eksperter: DF-forslag vil begrænse ytringsfriheden

Det er svært at se, hvordan imamers udtalelser i sig selv kan være en trussel mod landets sikkerhed, siger eksperter.

Det er samfundsundergravende arbejde, når imamer fortæller en kvinde, der udsættes for vold af sin mand, at det er helt i orden.

Sådan lød det fra Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, i gårsdagens Berlingske. Derfor står partiet nu klar med et forslag om at fratage de pågældende imamers danske statsborgerskab; et forslag, der umiddelbart høstede opbakning hos både Venstre, Socialdemokraterne og Konservative. Men sådan et indgreb vil være begrænsende for ytringsfriheden i landet, vurderer flere eksperter.

»Det virker betænkeligt, at man vil fratage de her mennesker deres statsborgerskab som det første, for der er religionsfrihed og ytringsfrihed i Danmark, og det er nogle grundlæggende værdier, som man værner om i dansk lovgivning og i det danske samfund. Derfor skal der normalt meget til, før man begrænser ytringsfriheden og religionsfriheden«, siger Silvia Adamo, postdoc i udlændingeret med fokus på bl.a. statsborgerskab på Københavns Universitet.

Man kritiserer imamer, der har udtalt sig mod grundlæggende danske værdier, men ytringsfrihed er jo også en grundlæggende dansk værdi

Silvia Adamo

»Man kritiserer imamer, der har udtalt sig mod grundlæggende danske værdier, men ytringsfrihed er jo også en grundlæggende dansk værdi, som man skal være påpasselig med at skære i og være påpasselig med så at skære ud i pap, hvad man kan tillade sig at sige, og hvad man ikke kan sige«, siger hun.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) inviterede i sidste uge de politiske partier til drøftelser om, hvad man stiller op med de radikale imamer, som blandt andet er portrætteret i en række TV 2-dokumentarer. I forbindelse med indbydelsen gjorde statsministeren det klart, at han var villig til at udfordre grundloven for at finde en løsning.

Over konventionens grænse

Vil man fratage et statsborgerskab, er det dog først og fremmest den europæiske statsborgerretskonvention, der fastsætter rammerne. Og med Dansk Folkepartis nye forslag vil man efter alt at dømme overtræde den konvention, mener advokat Gunnar Homann, der har over 30 års erfaring med udlændingeret og strafferet.

»Vi har før set på udlændingeområdet, at man går helt til kanten af konventionerne. Men i den her situation tror jeg, at man vil overskride den grænse. Det vil være så voldsomt et indgreb over for et udsagn – og det er jo ikke mere end et udsagn. Man kan diskutere, om vi er ved at indskrænke vores ytringsfrihedsbestemmelser«, siger han.

Der er dog også grænser for, hvor langt ytringsfriheden strækker sig, mener lektor i strafferet ved Københavns Universitet Trine Baumbach:

Hvis man bruger sin ytringsfrihed til at nedbryde ligestilling, demokrati og retsstat, så er hensynet til ens ytringsfrihed meget lille

Trine Baumbach

»Ytringsfriheden er indstiftet for, at vi skal kunne trives, men også for, at vi skal kunne udvikle det demokratiske samfund. Ting, der tjener demokratiet. Hvis man bruger sin ytringsfrihed til at nedbryde ligestilling, demokrati og retsstat, så er hensynet til ens ytringsfrihed meget lille«.

LÆS OGSÅDF: Det begrænser ikke ytringsfriheden at fratage imamers pas på grund af udtalelser

Ifølge seniorforsker på Institut for Menneskerettigheder Eva Ersbøll kan det blive svært for politikerne at få loven igennem. Vil man fratage et statsborgerskab, må personen først og fremmest ikke blive statsløs og skal derfor have dobbelt statsborgerskab. Derudover skal personen ifølge den europæiske statsborgerretskonvention have gjort noget, der er »til alvorlig skade for den kontraherende stats vitale interesser«. Og den formulering er helt central, siger Eva Ersbøll, for det udelukker nemlig almindelig strafferetsspørgsmål.

Man kan ikke bare sige, at »dét her synes vi er til skade for statens interesser«. Det skal være noget, der rokker ved vores samfundsform

Eva Ersbøll

»Man kan ikke bare sige, at »dét her synes vi er til skade for statens interesser«. Det skal være noget, der rokker ved vores samfundsform. Så at opfordre til at slå børn eller at sige, at kvinden skal have sex med sin mand, selv om hun ikke har lyst, er groft og kan også være strafbart – men det vil umiddelbart næppe være til skade for statens vitale interesser«.

Kan blive første land

Skulle lovforslaget blive en realitet, vil Danmark formentlig blive det første land i verden med sådan en fortolkning af statsborgerretskonventionen, siger Eva Ersbøll. Hun har dog svært ved at se, at det skulle blive til virkelighed.

»Det virker lidt som symbolpolitik, må jeg indrømme, for det kan være svært at se, hvordan det kan fungere i praksis. Ytringsfriheden må imamerne selvfølgelig have fuldstændig på linje med alle mulige andre, så det vil ikke være ytringerne i sig selv, man kan straffe for. Om man så vil være i stand til politisk at sætte sig ned og lave en bestemmelse, hvor den slags ytringer kan karakteriseres som værende til skade for staten – det har jeg slet ikke fantasi til at forestille mig – men jeg kan jo ikke afvise, at det kan lade sig gøre«, siger Eva Ersbøll.

LÆS OGSÅDF: Religiøs rådgivning er i strid med loven skal straffes

Redaktionen anbefaler

DF: En imam kan blive ved med at sige, hvad han vil - bare ikke her

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce