Annonce
Annonce
Annonce
Politik

Eksperter: Birthe Rønn Hornbechs tavshed er et demokratisk problem

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) kritiseres for at tie over for pressen i kontroversielle sager.

Gem til liste

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech kritiseres nu af eksperter for ikke at ville udtale sig til pressen i en stribe kontroversielle sager af principiel karakter, som angår hendes eget ministerium.

I otte tilfælde, som Politiken har gennemgået, har den populære politiker enten udstyret sine pressemedarbejdere med et »ingen kommentarer« eller er kommet med en kortfattet udtalelse, når journalisterne har ønsket at stille hende kritiske spørgsmål.

I andre tilfælde har ministeren udtalt sig til nyhedsbureauet Ritzau, mens resten af pressen er blevet afvist ved ministerdøren.

En minister har et særligt ansvar

Og det er ifølge Johannes Andersen, der er lektor i politik og forvaltning på Aalborg Universitet, et »demokratisk problem«.

En minister har nemlig et særligt ansvar for at deltage i den demokratiske debat:

»Elastikken er blevet for slap. Hun må på banen og være en del af det ansvarlige spil. Deltager man ikke i den demokratiske samtale, så forbryder man sig mod det demokratiske ideal«, siger lektoren og peger samtidig på, at han selv har lagt mærke til, at ministeren den seneste tid generelt har gået stille med dørene.

Tavs i flere sager
I februar i år beskrev Politiken, hvordan Danmark fortrinsvis udvælger FN-kvoteflygtninge fra ikke-muslimske lande.

Den historie ønskede integrationsministeren ikke at udtale sig om.

Det samme skete, da Jyllands-Posten omkring juletid beskrev, hvordan regeringens og Dansk Folkepartis øgede krav til danskprøven på landets sprogskoler betyder, at op mod 50.000 indvandrere ifølge skolelederne ikke kan få dansk statsborgerskab.

Kan blive et problem på længere sigt
Da integrationsministeren for nylig afviste en EU-delegation, der ønskede at besøge de danske asylcentre i forbindelse med en rapport om flygtningenes forhold i Europa, ønskede Rønn heller ikke at kommentere sagen nærmere. Ikke ud over at hun aldrig havde »lovet dem noget«.

Den stil kan på længere sigt blive et problem, vurderer professor Palle Svensson fra statskundskab på Aarhus Universitet:

»Hvis man ikke får en debat og dialog mellem magthaverne og offentligheden, er det et problem. Det kan blive en belastning for ministeren, at hun ikke vil tale om noget, som flere og flere synes er vigtigt«, siger Palle Svensson.

Dog mener Tim Knudsen, der er professor i forvaltning fra Københavns Universitet, ikke, at Birthe Rønn Hornbechs optræden er væsensforskellig fra stilen i resten af Foghregeringen.

»Jeg kan godt forstå folks frustration, men jeg synes, at hele regeringen er meget selektiv med hensyn til, hvornår den åbner sig for pressen«, siger professoren.

En markant rolleforvirring
Birthe Rønn er tidligere kendt som en aktiv debattør og har i flere tilfælde bragt sig i mediernes overskrifter med sine kontante holdninger til spørgsmål om religion og jura. Netop skiftet fra skarp debattør til ansvarlig minister har været svært for Birthe Rønn Hornbech, mener lektor Johannes Andersen:

»Der er tale om en markant rolleforvirring. Som politiker markerede hun sine synspunkter på principielle sager. Som minister har hun fundet ud af, at det skal man passe på med«, siger han.

Professor Palle Svensson påpeger dog, at det i sidste ende er op til vælgerne at vurdere, om Birthe Rønns tilknappede stil er passende eller ej:

»Måske mener vælgerne slet ikke, at der er noget problem«, siger professoren.

Det er ikke ulovligt

Der er nemlig intet ulovligt i ikke at ville tale med pressen, siger eksperterne. Og når det gælder enkeltsager – for eksempel konkrete sager om flygtninge – er det helt o.k., hvis ministeren afstår fra at udtale sig.

Selv har Birthe Rønn Hornbech kun følgende kommentar til denne artikel:

»Måske udsender jeg en pressemeddelelse«.

PolitikenPlus
  • Digitalt stegetermometer Funktionelt stegetermometer i flot design i stål og BPA-fri plast og med ekstra hurtigt visning af temperatur (4-10 sek.) på LCD displayet. Kan måle temperaturer mellem -45 og +200°C.

    Pluspris 199 kr. Alm. pris 249 kr. Køb
  • Isflager Man kan næsten høre det. Hvordan de klirrer mod hinanden, isflagerne. Og mærke kulden.

    Pluspris 800 kr. Alm. pris 920 kr. Køb
  • Julepynt Unik og anderledes julepynt

    Pluspris 25 kr. Alm. pris 30 kr. Køb
  • Kunstner Arne Ungermann Dansk Plakatkunst relancerer og genudgiver de bedste danske plakater fra 1900-1965. Her finder du plakatkunstens perler - skønne motiver, der stadig har et moderne grafisk udtryk.

    Pluspris 1.100 kr. Alm. pris 1.295 kr. Køb
  • Mandolin Mandolin fra Microplane med to skær og justerbart skær så du kan skære grøntsager i papirtynde skiver eller ensartede ?sticks?, afhængigt af hvad du skal bruge dem til.

    Pluspris 249 kr. Alm. pris 299 kr. Køb