Kagebagning. Der skulle gå noget tid, før Venstres Søren P. Rasmussen kunne sætte sig i den gode stol i den nordsjællandske kommune. Her kan du læse første del af beretningen om, hvordan det hele gik til.
Foto: Riv fra Lyngby-Taarbæk byråds-tv

Kagebagning. Der skulle gå noget tid, før Venstres Søren P. Rasmussen kunne sætte sig i den gode stol i den nordsjællandske kommune. Her kan du læse første del af beretningen om, hvordan det hele gik til.

Kommunalvalg 2013

Sådan bliver rævekager bagt - del 1: »Det bliver fire spændende år...«

Rekonstruktion: Dette er historien om det politiske spil i Lyngby-Taarbæk for fire år siden. Hemmelige møder, bortforklaringer og indblanding fra flere topministre, der gav kommunen fire borgmestre på 14 dage.

Kommunalvalg 2013

På det store teaktræsrelief bag den storsmilende konservative borgmester hamrer en stiliseret smed sin hammer ned på ambolten. Relieffet i byrådssalen i Lyngby-Taarbæk skildrer de håndværksfag, der har gjort området ved Mølleådalen til hele Danmarks industrielle vugge. Her i Lyngby har arbejder- og arbejdsgiverinteresser taget hinanden politisk i hånden i et halvt århundrede og dannet en hidtil ubrydelig alliance mellem Konservative og Socialdemokrater. Altid med en konservativ borgmester i front.

Denne aften i byrådssalen 1. december 2009, to uger efter valgdagen, skal det konstituerende første møde afvikles, og den konservative Rolf Aagaard-Svendsen, der har haft borgmesterkæden i syv år, finder det er naturligt, at han igen er endt med at skulle beklæde embedet. For selv om de konservative har haft et decideret elendigt valg, er han endt med at trække det længste strå under forhandlingerne i de foregående to uger.

Dansk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance, SF og Radikale er ellers gået til valg på at vælte alliancen mellem K og S. De kalder sig ’Lyngby Version 2009’ eller bare ’Versionen’ for at signalere nybrud. Og ved at drive en kile ind i SK-alliancen og udpege en K-borgmester uden S har Versionen nået sit mål.

På det konstituerende kommunalbestyrelsesmøde kan en tilfreds Rolf Aagaard-Svendsen som det folkevalgte medlem med størst anciennitet derfor påtage sig mødeledelsen, og han indleder med at konstatere, at der er valgt 21 medlemmer. Der er endda overskud til at spøge:

»Det var jo heldigt, at det var 21«.

For der er 21 stole til de folkevalgte i den smukke byrådssal.

Og så prøver Rolf Aagaard-Svendsen sig med profetier:

»Det bliver fire spændende år...«.

Hvad Rolf Aagaard-Svendsen ikke ved er, at de næste fire minutter bliver meget mere spændende, end han bryder sig om.

Tavsheden Tirsdag 17. november 2009. Aften.

Da det foreløbige valgresultat ligger klar på valgaftenen to uger forinden, mødes partierne i Versionen som aftalt om det ovale bord i udvalgslokale 2 på borgmestergangen på rådhuset.

»Hej Søren. Hvis I ikke vil tale med os, må vi se på andre muligheder. Vh Rolf«.

Stemningen er energisk, for Versionen har fået et klart flertal for at vælte den gamle magtalliance. Venstre er gået mest frem og er nu det største parti med 6 af 21 mandater, så det er naturligt, at partiets spidskandidat Søren P. Rasmussen tager ordet. Han tegner og forklarer på de tre whiteboard-tavler på endevæggen. Venstre skal være borgmester, SF’s Hans Henrik Madsen viceborgmester.

Mens Versionens planer konkretiseres på tavlerne i udvalgslokalet, er stemningen trykket på borgmesterkontoret på den anden side af gangen, hvor den konservative gruppe, med siddende borgmester Rolf Aagaard-Svendsen i spidsen, er samlet. Der er hentet sandwich og frisklavet kaffe fra rådhuskantinen, men de konservative har svært ved at fokusere på andet end den forhandling, der lige nu foregår få meter fra dem.

Som timerne går, slipper tålmodigheden op. Klokken 22.45 griber Rolf Aagaard-Svendsen sin mobiltelefon og sender en sms til Venstres Søren P. Rasmussen.

»Kære Søren. Skal vi tale sammen? Vh Rolf«.

Intet svar
Svaret udebliver. Appetitten i det konservative lokale ligeså.

Frem mod midnat diskuterer K-gruppen, om der er andre muligheder for at tilbageerobre initiativet. En mulighed er at forsøge at bevare SK-aksen og invitere SF med for at få flertal. Men det vil formentlig kræve, at de tilbyder SF borgmesterposten, og det er der intern uenighed om i den konservative gruppe. Gruppemedlem Sofia Osmani er voldsomt imod at tilbyde posten til en SF'er i en kommune, hvor der er rent borgerligt flertal.

Noget må gøres, og i fællesskab bliver de konservative enige om at skrue bissen på. Og klokken 00.30 sender Rolf Aagaard-Svendsen en ny sms til Søren P. Rasmussen. Denne gang i et mindre venskabeligt toneleje:

»Hej Søren. Hvis I ikke vil tale med os, må vi se på andre muligheder. Vh Rolf«.

Igen intet svar fra Venstre-spidsen.

Men stilheden varer kun et kvarter, for klokken 00.45 træder Søren P. Rasmussen ud af udvalgslokale 2. SF’eren Hans Henrik Madsens mobiltelefon har ringet. Han fortæller, at det er hans kone. Versionen er enige om de store træk og beslutter at holde pause, mens Hans Henrik Madsen går ud og taler med sin kone.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men SF’eren kommer ikke tilbage.

Kontrakten
Natten til onsdag den 18. november 2009.

På gangen er SF’eren blevet mødt af den socialdemokratiske leder i Lyngby-Taarbæk, Simon Pihl Sørensen, der er hastet ned på rådhuset efter det forsmædelige valgnederlag. Simon Pihl Sørensen ser klart, at S og K’s mangeårige hævd på styreretten er forbi og er nået frem til én konklusion: At få overbevist alliancepartnerne de konservative om, at de kun kan overleve ved for enhver pris at sætte en kæp i hjulet på Venstres erobring af borgmesterposten. Og det kan lade sig gøre ved at gøre SF til borgmester efter partiets massive fremgang. I konservativ optik giver det mening af prøve.

»Hellere det end at sidde fire år på sidelinjen«, tænker Rolf Aagaard-Svendsen.

Og socialdemokraternes Simon Pihl Sørensen tænker: »Det er ligesom, når løverne jager: At genne én ud af flokken og få SFerne over til os« Simon Pihl Sørensen selv er klar i sit svar til SF’eren, da han møder ham:

»Vi vil gerne pege på dig«.

Det er Hans Henrik Madsens ønskescenarie, der er ved at udspille sig. Opløftet går han med S og K hen på et kontor ti meter henne ad gangen, hvor omstillingen normalt holder til. Her sætter han sig til at skrive på en computer, mens socialdemokraternes Simon Pihl Sørensen og de konservatives Rolf Aagard-Svendsen kigger ham over skulderen. Hans Henrik Madsen kigger på den unge konservative Sofia Osmani og tænker, at hun har det dårligt med den aftale, de er ved at indgå. Derfor, tænker han, er det vigtigt at få det hele ned på skrift. Så de konservative ikke kan løbe fra aftalen bagefter.

Blokeret i indgangen
Udenfor på gangen langs væggen med billeder af kommunalpolitikere tilbage fra midten af 1800-tallet blokerer flere andre forsamlede SF’ere, socialdemokrater og konservative døren.

De efterladte politikere fra den borgerlige blok i Versionen længere nede ad gangen har nok regnet ud, hvorfor SF’s repræsentant ikke er kommet tilbage, og de forsøger desperat at få bare 10 sekunder med de konservatives Rolf Aaagard-Svendsen for at finde ud af, hvad han har gang i. Det får de ikke. På den anden side af døren er han ved at gøre en SF’er til borgmester og sikre de konservative tre lønnede udvalgsformandsposter.

Venstres Søren P. Rasmussen får beskeden ude på gangen. Han er rystet og ked af det. Samtidig vælter lykønskningerne ind fra folk de i landet, der har set, at Venstre har fået et suverænt valg og efter al logik snupper borgmesterkæden. På rådhuset forsøger han at skjule skuffelsen og vreden, men da han kommer hjem ud på aftenen og lukker døren bag sig, begynder han at græde. Tankerne flyver rundt i hovedet på ham. Han tænker på sin afdøde mor, der var i byrådet. På sin bedstefar, der var i sognerådet.

Da han går i seng efter nogle timer, har han besluttet sig. Han må kæmpe videre. Han sover ikke den nat. Blunder højst.

Går hjem efter fem

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Tilbage på rådhuset har Hans Henrik Madsen efterhånden skrevet fire sider på computeren. Kommunaldirektøren kommer ind og retter teknikken til. Så skriver de tre parter under. De bliver enige om, at det er de konservative, der skal melde det ud – det er jo trods alt dem, der har mest i klemme ved at gøre en SF’er til borgmester. Klokken 5.26 om morgenen sender Rolf Aagard-Svendsen en pressemeddelelse af sted om beslutningen.

»Det har altid været konservativ politik at søge indflydelse og tage ansvar, og det har vi også gjort i denne lidt usædvanlige situation«, lyder det fra Rolf Aagaard-Svendsen, der bliver citeret i stort sagt alle danske medier.

Efter at have sendt meddelelsen ud pakker han sammen og går hjem. Helt og aldeles uvidende om, at kampen om posterne først lige er begyndt.

Dette er det første af tre kapitler. Læs del 2 og 3 mandag og tirsdag

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce