Danske it-folk jubler over skatteaftale

Højere beskatning af udstationerede havde betydet, at it-virksomheder ville have sendt langt færre ud i verden

Politik

Der er smil på læben i den danske it-branche, efter at regeringen har besluttet, at udsendte danskere også i fremtiden slipper for dansk skat.

»Det ville være dræbende for danske it-virksomheders eksport og internationale vækst, hvis danske medarbejdere i udlandet skulle beskattes hårdere fremover. Det ville ganske enkelt være langt sværere at være internationalt konkurrencedygtige«, siger Mette Lundberg, direktør for Politik & Kommunikation i IT-branchen (ITB).

Regeringen havde tidligere bebudet, at den ville ændre lovgivningen, så danskere, der arbejder i udlandet, skulle betale dansk skat. Men det er blevet droppet i en ny aftale med Enhedslisten.

IT-Branchen vurderer, at en højere beskatning af udstationerede danske it-folk ville have betydet, at danske it-virksomheder ville have sendt markant færre danskere ud i verden.

»De nye toner fra regeringen er rigtig godt nyt for danske it-folk i udlandet. De slipper nu for at skulle betale en markant højere skat, når de er udstationeret«, siger Mette Lundberg.

I aftalen mellem regeringen og Enhedslisten er det også blevet besluttet at fjerne fedt- og sukkerafgifterne og sænke afgiften på elvarme.

Initiativerne koster knap fire milliarder kroner, og regningen sendes til skatteyderne.

De får sænket personfradraget med 900 kroner. Det giver godt halvanden milliard kroner. Samtidig hæves bundskatten med 0,19 procent, hvilket giver knap 2 milliarder kroner.

ritzau

For abonnenter

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

Forsiden

Annonce