Finanslov. Det er vores eget finanslovsforslag at afskaffe fedtafgiften, så det vil vi isoleret set gerne støtte, siger Torsten Schack Pedersen (V).
Foto: Jens Dresling

Finanslov. Det er vores eget finanslovsforslag at afskaffe fedtafgiften, så det vil vi isoleret set gerne støtte, siger Torsten Schack Pedersen (V).

Politik

Venstre åbner for ja til del af finansloven

Venstre dropper forslag om fedtafgift og overvejer ja til del af finansloven.

Politik

Når den røde finanslov skal vedtages i ugen op til jul, kan det meget vel blive med borgerlige stemmer til visse dele.

Venstre er klar til at lægge stemmer til afskaffelsen af den forhadte fedtafgift, hvis finanslovforslaget vel at mærke renses for finansiering.

»Det er vores eget finanslovsforslag at afskaffe fedtafgiften, så det vil vi isoleret set gerne støtte. Men det kommer helt an på, hvordan forslaget puljes. Hvis man putter det hele ind i ét lovforslag, bliver det noget roderi«, siger Venstres skatteordfører, Torsten Schack Pedersen.

Regeringen og Enhedslisten vil med finansloven afskaffe fedt- og sukkerafgifterne ved at hæve bundskatten med 0,19 procentpoint og reducere personfradraget med 900 kroner. Samlet set stiger skatten med 2,4 milliarder kroner.

Den finansiering er uspiselig for Venstre, der ved afstemningen i Folketinget kræver afskaffelsen adskilt fra dens finansiering:

»Vi synes, det er totalt uambitiøst at finansiere afskaffelsen af fedtafgiften med at øge skatten på indkomst med 2,4 millliarder kroner. Det er ikke vores kop te«, siger Torsten Schack Pedersen.

»Så jeg forventer selvfølgelig, at regeringen følger almindelig skik og deler lovforslaget op, hvis der er ønsker om det. Men jeg er nødt til at se lovforslaget, før jeg ved, om vi siger ja eller nej«, fortsætter han.

Socialdemokraterne giver ikke meget for Venstres betingelse for at stemme for:

»Jeg synes, det udstiller Venstre i særdeleshed, at de gerne vil stemme for afskaffelsen af Løkkes fedtafgift, men ikke vil stemme for en finansiering. Det viser, hvor vi har Venstre i skattepolitikken. De vil gerne give ufinansierede skattelettelser, men de vil ikke tage ansvar for afskaffelsen af de tåbelige skatter, der er blevet indført«, siger Socialdemokraternes skatteordfører, Thomas Jensen, til politiken.dk.

Venstre og Det Konservative Folkeparti har inden finanslovens indgåelse fremsat et beslutningsforslag om afskaffelse af fedtafgiften.

Det var planen, at forslaget skulle førstebehandles i Folketinget på torsdag, men det bortfalder nu.

»Vi trækker det forslag. Det giver jo ikke megen mening at behandle et beslutningsforslag, når der kommer et lovforslag om samme emne«, siger Torsten Schack Pedersen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

For abonnenter

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

Forsiden

Annonce