Statsborgerskabsdag på Christiansborg i 2006, hvor partierne bød velkommen med flag og balloner.  35-årige Bita Boniface kommer oprindeligt fra Elfenbenskysten. Han deltog sammen med sin datter Axelle Esperance.
Foto: BORBERG THOMAS

Statsborgerskabsdag på Christiansborg i 2006, hvor partierne bød velkommen med flag og balloner. 35-årige Bita Boniface kommer oprindeligt fra Elfenbenskysten. Han deltog sammen med sin datter Axelle Esperance.

Politik

Dobbelt statsborgerskab får opbakning i Folketinget

Ny Alliance ønsker at give udlændinge muligheden for at bevare deres statsborgerskab, når de får et dansk pas. Socialdemokraterne, SF og K er positive.

Politik

I globaliseringens navn ønsker Ny Alliance at indføre dobbelt statsborgerskab i Danmark.

I modsætning til lande som Sverige, Finland, Frankrig og Storbritannien kræver Danmark som udgangspunkt, at udlændinge giver afkald på deres oprindelige statsborgerskab, hvis de ønsker et rødbedefarvet pas.

Det strikse system ønsker Ny Alliance at gøre op med og fremsætter derfor i dag et lovforslag i Folketinget om at indføre dobbelt statsborgerskab i Danmark.

»Vi skal væk fra den retorik, der handler om blodets bånd. Den hører slet ikke hjemme i en globaliseret verden«, siger Ny Alliances indfødsretsordfører Jørgen Poulsen til Information.

»Når andre mennesker kommer til vores land, er vi parat med en bunke krav til dem - vi giver så sjældent noget. Vi må løfte næsen fra vores nedgroede tilværelse og spørge os selv, hvorfor man skal frasige sig sit udenlandske statsborgerskab for at kunne være her«, fortsætter Jørgen Poulsen.

Opbakning fra salen Forslaget bakkes umiddelbart op af oppositionen, der mener, at tiden efterhånden er løbet fra de hjemlige regler om statsborgerskab.

Det virker mærkeligt, at Danmark stort set er det eneste land, der ikke tillader dobbelt statsborgerskab, påpeger SF's indfødsretsordfører Astrid Krag.

Også formanden for Folketingets indfødsretsudvalg, de konservatives retsordfører Tom Behnke, finder forslaget interessant.

Endnu har han dog ikke drøftet forslaget med resten af sin folketingsgruppe.

»Det er en meget principiel diskussion, som vi skal forberede os grundigt på, fordi det vil få betydning mange år frem i tiden. Men et langt stykke hen ad vejen er jeg positiv over for tanken«, siger Tom Behnke til politiken.dk.

Dobbelt stemmeret

Umiddelbart før Ny Alliances forslag har han stillet spørgsmål til integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) om fordele og ulemper ved dobbelt statsborgerskab.

Han mener, man skal holde sig følgerne for øje i tilfælde af at indføre nye regler.

Udlændinge kan i dag bo og arbejde i Danmark uden statsborgerskab, så de nye regler vil give dem stemmeret til folketingsvalg samt en garanti for ikke at blive smidt ud af landet i tilfælde af grov kriminalitet.

En række dilemmaer vil dog opstå, påpeger Tom Behnke. Mennesker vil få stemmeret og mulighed for at stille op til parlamenter i to lande. Og hvad nu, hvis Danmark og det pågældende land kommer i krig med hinanden - hvordan forholder vi os så, spørger han.

»Men det vil omvendt også betyde, at danskere i udlandet kan holde fast i det danske fællesskab«, fortsætter Tom Behnke.

Hverken regeringen eller Venstres folketingsgruppe har endnu diskuteret forslaget. Venstres indfødsretsordfører Gitte Lillelund Bech vil som udgangspunkt bevare de nuværende regler på området, siger hun til Information.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

For abonnenter

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

Forsiden

Annonce