Koks. Det må ikke ske igen, siger Birthe Rønn Hornbech om fejlen i sit ministerium.
Foto: Jonas Pryner Andersen (arkivfoto)

Koks. Det må ikke ske igen, siger Birthe Rønn Hornbech om fejlen i sit ministerium.

Politik

Birthe Rønn: Nu giver vi alle sammen dansk pas

Ministeren retter nu endegyldigt op på over ti års »ubegribelige fejl«: Personligt brev på vej til 400-500 palæstinensere.

Politik

Der er personlige breve på vej til mellem 400 og 500 børn, unge og voksne, der er født her i landet og har statsløse palæstinensere som forældre.

Brevet er fra Integrationsministeriet, som fortæller dem, at de nu kan søge dansk statsborgerskab.

»Vi opfordrer dem til at søge, og hvis de opfylder betingelserne, så får de dansk statsborgerskab«, siger integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V).

Mangeårig fejl i ministeriet Knap 100 af de unge er over 21 år, og egentlig falder de uden for de særligt gunstige regler for statsløse, men de får også mulighed for statsborgerskab på grund af en mangeårig fejl i Integrationsministeriet, mens de var under 21. Birthe Rønn Hornbech skærer dermed igennem de seneste ugers usikkerhed om skæbnen for de statsløse palæstinensere, der de seneste godt ti år har været forhindret i at få det danske statsborgerskab, som de efter to særlige FN-konventioner næsten har automatisk ret til.

Det skyldes en fejlagtig administration i Integrationsministeriet siden 1999.

»Det er jo ubegribeligt, at en sådan fejl kan ske. Men nu får alle statsløse palæstinensere, der er berørt af fejlen, en bedre behandling, end de ellers ville have fået. Hvis alt havde været efter bogen, så skulle de selv have søgt. Nu gør vi dem i et brev aktivt opmærksom på, at de kan søge dansk statsborgerskab. Vi laver et opsamlingsheat«, siger integrationsministeren.

Advarsler ignoreret
Danmark tiltrådte i 1977 en FN-konvention om statsløse, som betyder, at unge mellem 18 og 21 år som børn af statsløse har ret til at blive danske statsborgere, hvis en række betingelser er opfyldt.

I 1999 tiltrådte Danmark FN’s børnekonvention, som betød, at også børn under 18 år har ret til statsborgerskab.

Men sådan blev reglerne ikke administreret af Integrationsministeriet, der trods advarsler fra flere eksperter gennem nullerne ikke levede op til konventionerne.

Annonce



Først for et år siden gik det op for ministeriet, at der var noget galt. I løbet af 2010 fik knap 30 statsløse palæstinensere, der havde søgt statsborgerskab, men fået afslag, så brev fra ministeriet om, at de alligevel blev danske statsborgere.

Men siden er sagen i flere omgange rejst i Folketinget, senest under et samråd i sidste uge, hvor Birthe Rønn Hornbech efter nogen tid stoppede oppositionens spørgsmål ved at lukke for mikrofonen.

SE KLIP

Siden har hun været tavs om, hvad der præcis skulle ske med de knapt 500 statsløse palæstinensere, der i perioden fra 1999 til nu har været afskåret fra at søge om statsborgerskab efter konventionernes bestemmelse. Men nu går ministeriet i aktion, siger Birthe Rønn Hornbech:

»Det er et meget kompliceret problem at løse, men vi gør det sådan her: Dem, der stadig er under 21 år, bliver naturligvis behandlet, som de skal efter konventionens ordlyd. Men for en sikkerheds skyld, så får de et brev fra ministeriet om, at de kan søge. Dem, der er tæt på 21 år, får også brev, inklusive en frist, så de ikke falder for 21-års grænsen. Og dem, der nu er over 21 år, får også en frist, så vi kan få de her konkrete sager afklaret en gang for alle«.

Det her må ikke ske igen

En undladelsessynd
Ministeren siger, at ministeriet ikke er kommet tættere på en forklaring på, hvordan fejlen kunne ske:

»Det er en undladelsessynd, og jeg kunne næsten ikke tro på det, da det dukkede op. Jeg tvivler desværre på, at vi får den opklaret. Men sket er sket, og nu må vi rette op på skaderne. Og skulle det give statsborgerskab til et par flere end ellers, så lever vi med det«, siger ministeren, der understreger, at »det her ikke må ske igen«:

»Det oprindelige problem var, at der ikke blev udarbejdet retningslinjer for behandling af de her sager. Derfor skal vi nu fortolke konventionerne, udarbejde retningslinjer og sikre, at reglerne er krystalklare«, siger Birthe Rønn Hornbech.

DF raser

Seniorforsker Eva Ersbøll fra Institut for Menneskerettigheder siger, at ministerens beslutning er »rigtig, rigtig god«: »Nu er der rettet fuldt ud op på fejlen – så godt som man nu kan gøre det. Ingen statsløse kan længere være i tvivl om, at de har en særlig indfødsret«. Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, kalder beslutningen »en logisk konsekvens af årevise, systematiske ulovligheder i ministeriet. Så det manglede bare«. Indfødsretsordfører Søren Krarup (DF) er »rasende over, at så mange skal have det tilbud. De er ikke kvalificeret til det, og det gør mig endnu mere opsat på, at Danmark skal ud af konventionen«.





Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Mest læste

Annonce

Forsiden