Krigsstien. Helle Thorning-Schmidt indtager både 1. og 3. pladsen over statsministertaler, hvor ordet 'jeg' indgår flest gange.
Foto: Peter Hove Olesen(Arkiv)

Krigsstien. Helle Thorning-Schmidt indtager både 1. og 3. pladsen over statsministertaler, hvor ordet 'jeg' indgår flest gange.

Thorning satte rekord i fokus på sig selv

Aldrig tidligere har en statsminister brugt ordet 'jeg' så ofte i sin nytårstale, som Helle Thorning-Schmidt gjorde i år.

Politik

I lørdagens Politiken kan du se annoncer for statsminister Helle Thorning-Schmidt (S). Hvis du nærstuderer dem, vil du måske bemærke, at et ord gik igen.

Hele 12 gange optræder ordet ’jeg’ i den korte tekst. Og statsministerens brug af ordet er næppe tilfældigt.

En opgørelse foretaget for Politiken af virksomheden The WordMaps Project placerer således den nuværende statsminister på en suveræn førsteplads, når man måler, hvor ofte de skiftende statsministre siden 1940 har brugt ordet jeg i deres nytårstaler.

Professor: Klæder hende

I sin tale torsdag sagde Thorning-Schmidt jeg 37 gange. På andenpladsen finder man tidligere statsminister Anker Jørgensen (S), der i 1978 nåede op på 32 gange, mens Helle Thorning-Schmidt med sine 25 gange jeg i 2014-talen også kommer ind på tredjepladsen.

Samme rangliste fremkommer, når man tæller varianter som ’mig’, ’mine’, ’mit’ og ’min’ med i opgørelsen.

Og det klæder hende, mener professor i retorik ved Københavns Universitet Christian Kock, der ellers tidligere har kritiseret Thorning for at tale indholdsløst.

»Det bedste ved talen var de passager, hvor hun træder frem ved at sige, »jeg vil gøre det sådan og sådan«. Det er jo det, man forventer af en leder. At de træder i karakter, og at man får at vide, hvad de står for. Det har været hendes problem, at mange har syntes, at hun var anonym, at hun var svag, at de radikale har kørt hende rundt i manegen osv. Det har manglet i hendes fremtræden som statsminister, at hun mere tydeligt markerede, hvem hun var, hvad hun stod for, og at hun er den, der bestemmer«, mener han.

Krigerstilen forstærkes

Hvad enten det handlede om det ene eller det andet, kom tendensen til udtryk.

Om en dagpengereform lød det, at »jeg vil gøre det rigtigt. Jeg ønsker et dagpengesystem, hvor færre mister dagpengene«. Om nydanskere lød det: »Derfor vil jeg ændre vilkårene for flygtninge og indvandrere, der er på kontanthjælp«.

Det er meget markant, at Thorning har optonet krigerstilen kraftigt over de seneste fire år

Om sundhed lød det, at »vi har god og gratis sundhed. Det vil jeg bevare«, og endelig forklarede statsministeren om velfærden, at »jeg vil gøre tingene på en ny måde, hvis den gamle måde ikke er god nok. Også selv om nogle bliver utilfredse undervejs. Og jeg vil i de næste år bruge lidt flere penge på vores fælles velfærd«.

Ifølge Olfert Rahbek, der står bag analysen foretaget af The WordMaps Project, markerer den flittige brug af jeg, at Thorning træder frem med en krigerstil.

»Ved at bruge ordet jeg træder man i karakter, ligesom man gør det ved at bruge de såkaldte nødvendigheds-modalverber, hvor man siger, at »det her skal ske«, eller »det her vil jeg have sker«. Det er en måde at være meget tydelig på. Det er krigerens stil, hvorimod for eksempel Poul Schlüter (K) med sin retorik mere var forligsmageren, der lagde op til dialog«, siger han, hvis analyse også viser, hvordan statsministeren i sine fire nytårstaler siden 2012 har optrappet brugen af ordet jeg. I 2015 var det som nævnt 37 gange, i 2014 var det 25 gange, i 2013 16 gange og i den første i 2012 kun 13 gange.

»Det er meget markant, at Thorning har optonet krigerstilen kraftigt over de seneste fire år«, siger Olfert Rahbek.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Anders Samuelsen: Underligt

Formanden for Liberal Alliance, Anders Samuelsen, undrer sig over Thorning-Schmidts stil.

»Det virker underligt, for hun er i spidsen for et kollegium af folk i regeringen, der arbejder for et fælles projekt. Og hvis jeg selv var medarbejder i den forretning, ville jeg da synes, det var voldsomt, at det hele åbenbart er udtryk for, hvad hun vil. Det virker meget egocentreret«, siger han.

»Jeg synes ikke, at det klæder en statsminister, og jeres tal viser jo også, at det er helt usædvanligt, når man skal tilbage til Anker Jørgensen for at finde noget, der bare minder om det«, siger han.

Ud over nytårstalen og avisannoncerne i flere af dagens aviser kører Socialdemokratiet fra i dag en kampagne med statsministeren i front. Politisk ordfører Ole Hækkerup ser dog ikke noget odiøst i det eller brugen af ’jeg’ i nytårstalen.

»Det er hende, der står i spidsen. Så det synes jeg er meget naturligt«, siger han.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce