»Jeg siger dig, det kommer til at blive ret interessant«

Uffe Elbæk & co vil lave laboratorievalgkamp og har ét valgløfte.

Politik

Da den tidligere kulturminister Uffe Elbæk sammen med den i offentligheden ukendte Josephine Fock den 27. november i forfjor stillede sig op på et pressemøde og præsenterede deres nye parti, Alternativet, var der - hånden på hjertet - ikke den store tiltro til projektet i pressekorpset på Christiansborg.

Men med meningsmålinger de seneste uger omkring spærregrænsen på to procent er det ikke kun finansmanden og det nye Alternativet-medlem Klaus Riskær Pedersen, der har fået øjnene op for partiet.

Også politiske kommentatorer har noteret sig partiets medvind og spået det en chance for at blive repræsenteret efter næste valg.

Politiken har derfor sat Elbæk og Fock i stævne. Anledningen er en kronik i dagens Politiken, hvor partiets ti spidskandidater lancerer tre konkrete valgtemaer og et enkelt fast valgløfte til vælgerne. Valgløftet lyder kort og godt: »Hvis det ikke er klimamæssigt, socialt, økonomisk bæredygtigt, så bliver det uden os. Det er vores løfte til jer«.

Det løfte vender vi tilbage til.

Laboratorier for medlemmer og ikke-medlemmer

For Uffe Elbæk lægger ud med at fortælle, hvordan partiet har tænkt sig at gribe den forestående valgkamp an. Og i bedste alternative Alternativet-stil vil partiet i hver af de ti storkredse de første par uger af den tre uger lange valgkamp arrangere såkaldte politiske laboratorier, hvor danskerne inviteres til at diskutere politik.

»Både for medlmmer og ikke-medlemmer«, forklarer Uffe Elbæk og tilføjer, at planen er, at de bedste ideer fra laboratorierne i den tredje uge af valgkampen skal omsættes til egentlig valgforslag fra partiet.

»Så vores valgkamp handler ikke kun om at snakke, den kommer også til at handle om at gøre«, fortsætter han.

Tror I ikke folk vil tænke, »sådan nogle hippier, der bruger valgkampen på at lave laboratorier«?

Så kan det godt være sådan lidt gladiatorunderholdningsagtigt om, hvem der er hurtigst i replikken og sådan noget, men det betyder jo ikke noget for, om vi har skabt værdi sammen

»Der vil givetvis være nogle, der vil sige det, og fred være med det: Men der er et enormt behov - kan vi allerede nu mærke - for at diskutere politik i nogle nye rammer. Og fornemmelsen af at sidde 200 mand i en sportshal, og på podiet sidder der repræsentanter for ni eller ti partier, som slår hinanden i hovedet - det er folk dødtrætte af. Så kan det godt være sådan lidt gladiatorunderholdningsagtigt om, hvem der er hurtigst i replikken og sådan noget, men det betyder jo ikke noget for, om vi har skabt værdi sammen«, svarer Elbæk, der dog sammen med partiets øvrige kandidater også vil deltage i debatter af den mere traditionelle slags.

»Selvfølgelig glæder vi os til at komme til at diskutere med vores politiske kollegaer, men det, vi glæder os allermest til, er at diskutere med borgerne. Det er derfor, vi laver vores egne laboratorier i alle 10 kredse. Jeg siger dig, det kommer til at blive ret interessant«, garanterer han.

Alternativet har som sagt tre overordnede temaer, som partiet går til valg på. En stærkere iværksætterkultur, en seriøst bæredygtigt udvikling samt mindre stat og mere samfund.

»Det er dem, vi går til valg på, og dem, vi kommer til at tage diskussioner ud fra. Det er ud fra en politisk analyse af de tre kriser, som vi ser«, forklarer Elbæk og opridser de tre kriser, partiet har identificeret: Klimakrisen, empatikrisen og systemkrisen.

Empatikrisen

Jeg beder Josephine Fock uddybe, hvad empatikrisen dækker over.

»Det er den krise, at vi i virkeligheden ikke tager hånd om hinanden og ikke lukker hinanden ind i fællesskabet og ikke hører, hvad hinanden siger. Danmark har over de to seneste regeringer gjort rigtig meget for at stigmatisere store grupper i samfundet. Det er for os en krise, som vi er nødt til at samle op«, forklarer hun.

Hvordan har den nuværende regering stigmatiseret folk?

Markedet i sig selv kan ikke løse de problemer, vi står over for

»Det har den gjort i forhold til folk på kontanthjælp og i hele dagpengedebatten. Du har hele tiden en diskussion – hjulpet godt til at oppositionen – som handler om, at folk ikke gider arbejde. Men når du ser på det reelle tal, er det forsvindende få mennesker, der ikke gider arbejde, hvis de får tilbudt et job«, svarer hun.

»Det er hele tiden noget med os, der er inde, og dem, der er uden for«, supplerer Uffe Elbæk og tilføjer, at partiet for tiden er meget optaget af at definere et nyt dansk 'vi', »som alle føler, de er en del af«.

MF og politisk leder af Alternativet Uffe Elbæk, kommer her med sit private bud på en nytårstale. Politiken har bedt otte forskellige danskere - både kendte og ukendte - om at komme med deres alternativ til statsminister Helle Thorning-Schmidts nytårstale. Kilde: politiken.tv / Producer: Henrik Haupt

Også når det kommer til det, partiet kalder 'systemkrisen' er der behov for at tænke nyt, forklarer Elbæk:

»Markedet i sig selv kan ikke løse de problemer, vi står over for, og det kan det offentlige ved gud heller ikke, og det kan der frivillige sektor heller ikke. Så derfor er vi nødt til både at få et bedre samarbejde mellem de tre gamle sektorer, og vi er nødt til at se i øjnene, at de problemer, der er derude, er så komplekse, at vi skal opfinde nye institutionelle modeller for at løse det. Og det er ikke bare noget vi siger«, forklarer han og påpeger, at netop den slags tanker også var på dagsordenen på det seneste World Economic Forum-møde i Davos.

Men et er højtragende mål og principper. Noget andet er den christiansborgske virkelighed, hvor der skal træffes beslutninger fra dag til dag. Jeg beder dem derfor forholde sig til en række konkrete politiske emner ud fra det valgløfte, de giver til vælgerne om kun at være med i ting, der er er »klimamæssigt, socialt, økonomisk bæredygtigt«.

Blandt tidens varmeste emner på Christiansborg er den kommende folkeafstemning om EU-retsforbeholdet, så vi begynder der.

Er retsforbeholdet bæredygtigt?

»Hvis man skal tale for at afskaffe retsforbeholdet, så er det, fordi der kommer et større politimæssigt samarbejde. Og det kan jeg bestemt se en fordel i«, indleder Josephine Fock og tilføjer, at hun »er frygtelig bekymret« over, at den danske regering i forbindelse med en terrorpakke nu vil tillade aflytning af danskere uden dommerkendelse:

»Der ville jeg have en tiltro til, at det ville ikke ske, hvis det var på EU-niveau«, fortsætter hun.

Er den såkaldte satspuljeordning bæredygtig – altså at man finansierer forskellige projekter for udsatte ved, at overførselsindkomster stiger i lavere takt end resten af samfundet?

»Det er ikke socialt bæredygtigt, og derfor har vi også et udspil om, hvordan vi vil håndtere kontanthjælp ... «, begynder Uffe Elbæk.

Men hvis I i Folketinget bliver spurgt, om I vil være en del af satspuljeforligskredsen, vil I så være med?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Josephine Fock tager over:

»Det kommer an på, hvordan satserne i øvrigt stiger. Hvis satserne i øvrigt stiger på en fornuftig måde, så tror jeg ikke, vi har noget imod det. Jeg ser ikke, at der nødvendigvis skal være fuldstændig den samme parallelitet. Pensionister stiger heller ikke på samme måde som dem, der er ude på arbejdsmarkedet«, svarer hun.

For Alternativet er det afgørende, at Danmark tager bedre imod de indvandrere og flygtninge, der kommer hertil. Ud over de flygtninge, der selv klarer turen til Danmark, modtager Danmark hvert år omkring 500 såkaldte kvoteflygtninge via FN.

Hvis man skal tale for at afskaffe retsforbeholdet, så er det, fordi der kommer et større politimæssigt samarbejde. Og det kan jeg bestemt se en fordel i.

Uffe Elbæk, er det et bæredygtigt antal?

»Vi synes, at flygtningespørgsmålet er et europæisk problem, og jeg har det simpelt hen så dårligt med, at Middelhavet er blevet den største massegrav i vor tid. Og derfor bliver vi nødt til på europæisk plan at spørge, hvordan vi håndterer det her på fælles plan. Og så kan det godt være, at vi skal tage 1.000 i stedet for 500«.

Er 500 nok for Danmarks vedkommende? Hvis der kommer et forslag om ...

»Et så rigt land som Danmark kan selvfølgelig godt tage flere flygtninge ind, hvis det er det, vi vælger. Det har de gjort i Sverige«.

Synes du, vi skal vælge at tage flere end 500 kvoteflygtninge?

»For det første synes jeg, vi skal overholde vores konventioner. Og jeg synes, vi godt kunne stå som en langt stærkere humanitær nation, end vi gør i dag. På den måde synes jeg, vi kan lære meget af svenskerne«.

Er det et ja til flere end 500 kvoteflygtninge?

»Jamen, jeg gider slet ikke diskutere tal. Jeg tror, jeg meget tydeligt har sagt at vi kan gøre det bedre«, svarer Elbæk.

Han mener i øvrigt ikke, at spidskandidaterne med et nagelfast princip om kun at stemme for bæredygtige ting skaber en besværlig gang på tinge for partiet. Heller ikke når det kommer til mere komplekse ting som finanslove, skattereformer og andre ting, der på nogle områder kan trække i den ene retning og på andre trække i den anden retning.

»Det er, som om folk har glemt, at jeg faktisk sidder nede i folketingssalen, stemmer mange gange i løbet af en uge og skal tage stilling til, hvilke forslag jeg vil stemme for, og hvilke jeg ikke vil stemme for. Selv om det først er i denne uge, jeg officielt er Alternativets folketingsmedlem, så har jeg ageret på Alternativets værdigrundlag gennem de seneste halvandet år. Det kan man sagtens«, fastslår Uffe Elbæk.

Med succesen har finansmanden Klaus Riskær Pedersen som sagt også fattet interesse for partiet, som ifølge Riskær mangler et »twist of bussines«. Hans ønske om et spidskandidatur for partiet er dog blevet afvist af Uffe Elbæk, og det har den seneste uges tid ført til den slags offentlige skænderier, som er guf for en tabloid presse, men måske farligt for et nyt parti.

Da jeg spørger Fock og Elbæk, om ikke de mangler et »twist of bussines«, nøjes de med at grine indforstået, så jeg prøver en anden vej ind i Riskær-sagen:

Ville Alternativet være bæredygtigt med Klaus Riskjær som spidskandidat?

»For det første bliver han ikke spidskandidat, for de er valgt. Men hvis medlemmerne har stemt et medlem ind som listekandidat eller spidskandidat, så må han eller hun jo være god nok, for der er medlemsdemokrati i Alternativet. Så kan der være problemer, hvis den pågældende ikke overholder vores værdigrundlag eller ikke kan stå inde for partiets politik«, svarer Elbæk.

Hvor træt er du på en skala fra 1 til 10 over, at Klaus Riskær har meldt sig ind og gerne vil være kandidat?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg tror, jeg har sagt det, jeg skal sige om Klaus Riskær«, forklarer Uffe Elbæk. Og griner igen.

Jeg tror jeg har sagt det, jeg skal sige om Klaus Riskær

Da jeg efter interviewet sidder ved mit skrivebord 20 meter fra Alternativets lokaler på Christiansborg og skriver interviewet ud, dukker Josephine Fock op med et vigtigt budskab.

Det er det med »twist of bussines«, der fortjener en uddybning, så hun foreslår mig at tænde båndoptageren igen.

»Vi har masser af twist of bussines, og det er der, vi adskiller os fra Enhedslisten. Det er derfor, vi siger, at der skal være en større iværksætterkultur, og virksomhederne skal være en del af løsningen fremadrettet. Vi har for eksempel et konkret forslag om, at hvis du er på dagpenge, så skal du kunne få 80 pct. af dagpenge i to år for at starte som iværksætter«, forklarer Josephine Fock.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce