Indsats. Søren Pind vil gerne have fat i unge ballademagere så tidligt, at man kan sikre, at de kommer på ret kurs og bliver en del af fællesskabet. Men de præcis redskaber er han ikke klar med endnu.
Foto: MELISSA KÜHN HJERRILD

Indsats. Søren Pind vil gerne have fat i unge ballademagere så tidligt, at man kan sikre, at de kommer på ret kurs og bliver en del af fællesskabet. Men de præcis redskaber er han ikke klar med endnu.

Politik

Søren Pind vil have tidligt fat i kraven på unge

Justitsministeren vil støve sine kasserede forslag om f.eks. gps-armbånd til 12-årige af i kampen mod ungdomskriminalitet.

Politik

Søren Pind er nok den Venstre-mand, der gennem tiden har indkasseret flest partiinterne tæsk for sine ideer om, hvad samfundet dog skal gøre ved ungdoms- og bandekriminaliteten.

Da han for ti år siden skød sin forgæves kampagne i gang om overborgmesterposten i København, skete det med et navnkundigt forslag om » three strikes and you are out«. Udenlandske statsborgere skulle kunne udvises efter tre straffelovsforseelser, mente han. Uden at have opbakning fra sit eget parti.

Da han i 2008 lidt utraditionelt for en udenrigsordfører fik lov til at skrive et retspolitisk oplæg om ungdomskriminalitet, udløste det særdeles negativ omtale fra partiets øverste ledelse. Pind blev frataget opgaven, da han foreslog elektroniske armlænker til 12-årige og strafferammer, der betød, at unge bandemedlemmer skulle kunne straffes hårdere end ’almindelige’ danskere for den samme handling.

Nu er Søren Pind selv justitsminister. Han er for længst taget til nåde og er nu sat på opgaven med at forsøge at reducere antallet af mennesker, der i de unge teenageår forvilder sig ind på en kriminel løbebane. Samme tema en gang til.

Færre skal ende udenfor

Som han sidder eftertænksomt i stolen og vægter ordene, er det tydeligt, at vi har at gøre med en sag, der engagerer ham, og et budskab, der går videre end et simpelt budskab om hårdere straffe.

Hans ræsonnement begynder i Sverige. Med nabolandets årelange debat om utanförskapet. Det sværtoversættelige begreb for socialt, arbejds- eller helbredsmæssigt marginaliserede grupper i det svenske samfund:

»De har arbejdet med den diskurs i rigtig mange år og arbejdet med prisen for, at der er for mange, der ender udenfor«.

Det er jo for sent, når fængselscellen lukker

Han har nogle tal med til at sætte problemstillingen i relief. Af de 10.300 svenske børn, der starter i de stockholmske skoler, vil cirka 1.300 af børnene havne i utanförskap, hvilket ifølge en undersøgelse fra forsikringsselskabet Skandia koster det svenske samfund 19,5 milliarder kroner, frem til børnene fylder 65 år.

Copenhagen Business School har i samarbejde med Skandia brugt samme model på danske forhold. Forskerne vurderer, at vi herhjemme er oppe på 8,2 procent af en ungdomsårgang, der ender udenfor.

»Ifølge den her model er det er op mod 5.000 børn af en årgang på 60.000, som får et liv i utanförskab. Det koster altså 72,3 milliarder kroner.«, siger Pind.

Bandernes fællesskab

Det var pointe et. Så skifter han emne. Taler om, at endnu hårdere fængselsstraffe ikke er svaret.

»Jeg vil gerne sige klokkeklart, at for mig handler borgerlig retspolitik ikke kun og udelukkende om at reagere, når tingene er sket. Det er ikke kun et spørgsmål om at smide folk i fængsel og nøglerne væk. Sat på spidsen er det jo for sent, når fængselscellen lukker«, siger Pind og fortæller, at en imam har spillet en vigtig rolle for hans forståelsesramme.

»Jeg havde en diskussion med en fængselsimam, som sagde til mig, at han aldrig havde mødt en muslim i et dansk fængsel, som sagde vi om Danmark. Det er et af de øjeblikke, man husker før og efter. Det var ret afgørende«, siger Søren Pind.

Det fortalte ham, at det danske samfund ligger i en besynderlig konkurrence med banderne om at tilbyde et fællesskab til potentielle kriminelle:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»For mange af de her børn er sandheden, at når de træder ind i den mere organiserede kriminelle verden – banderne for eksempel – er det jo første gang i deres tilværelse, de møder et sted, hvor der regler. Hvor der for første gang i tilværelsen er en nogenlunde fast referenceramme, som de kan operere inden for. Det er jo i virkeligheden skrækkeligt«.

Børn under 15 skal ikke i fængsel

Han taler om behov for mere »håndfaste instrumenter til at kunne tage fat i kraven på de her børn«. Den konkrete værktøjskasse vil han »skynde sig langsomt« med at dykke ned i, men vil forsøge at finde »bredt forankrede« løsninger. Kun en enkelt ting er udelukket:

»Det bliver aldrig den her regerings politik, at børn under 15 år skal i fængsel. Det kommer ikke til at ske«.

Pind har ikke lagt sig fast på noget katalog af nye værktøjer, men vil have alle ideer op på bordet. Inklusive dem, der fik det glatte lag af partitoppen i 2008.

Det bliver aldrig den her regerings politik, at børn under 15 år skal i fængsel. Det kommer ikke til at ske

Herunder ideerne om forskellige former for, hvad han kalder »meningsfyldt frihedsberøvelse« af børn ned til 12-års alderen. De kan måske nok ikke komme i fængsel, men de kan efter hans mening godt blive udstyret med en elektronisk armlænke.

»Det er bestemt en tanke værd. Hvis man har fået besked om, at man skal være hjemme på grund af ting, man har gjort, og man skal være sikker på, at det sker, så kan det sagtens være en løsning. I mit gamle oplæg står der også noget om ’ naming’ og ’ shaming’ – altså at boligkvarterer kan hænge billeder op af folk, der har gjort forkerte ting. Der er intet, jeg er bleg over for. Men det væsentligste er at få fat i dem tidligt nok til at få dem til at indse, at det, de gør, er forkert, så de kan komme ind i fællesskabet. Så kan der blive et ’vi’«.

Mere struktur for børnene

Ja, men hvad er det, der skal gøres, for at de grupper, vi taler om, begynder at sige vi?

»Det er det store spørgsmål. Jeg tror på, at man kan bruge et ungepålæg tidligere. Give en struktur om barnets tilværelse. Lade det mærke, at der er konsekvenser ved at gøre noget forkert. Sikre, at åbenlyse tilfælde af vold i hjemmet hører op. Tage de præventive samtaler med myndigheder, der har styrke til at fortælle de mennesker, at det her er sgu alvor«.

Han vil ikke svare »specifikt konkret« på, hvilke sanktioner en terrorist som Omar el-Hussein fra Krudttønden skulle være blevet mødt af.

»Men hvis vi forestiller os, at han tidligt havde fået et ungepålæg og et forældrepålæg, at man havde sikret, at manden var hjemme om aftenen med et gps-armbånd og ikke hængte rundt på gadehjørnerne, og man havde sørget for, at skolegangen blev passet, kan nogen så påstå, at man er sikker på, at han var endt, hvor han endte? Nej, det kan man ikke. Vi må sammen skabe de instrumenter og fastere rammer, der skal til«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men havde el-Hussein alligevel ikke hængt på gaderne om dagen og skrevet krypterede ting derhjemme med gps-armbåndet på sin computer om aftenen? Uden nogensinde at skrive vi om Danmark?

»Vi kommer aldrig til at få det her til at kunne gå helt væk. Det handler om at etablere en forståelse for, at det samfund, han er en del af, også har noget at tilbyde ham. Det kan være en skolegang, der giver mening. Forløb med faste rammer, som gør, at han forstår, at hvis han gør noget forkert, har det konsekvenser. Jeg ser ikke andre muligheder. Men glæder mig til virkelig at få kigget i værktøjskassen«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce